Faktaark: Børnesikre lukninger

Emballagen til en række farlige kemiske stoffer og produkter beregnet til private skal være forsynet med børnesikret lukning.

EU's CLP forordning (EF nr. 1272/2008) stiller krav om, at emballage indeholdende kemiske stoffer og blandinger, der er klassificeret for visse sundhedsfarer og som sælges til offentligheden, skal være forsynet med børnesikker lukning. Det gælder uanset emballagens størrelse. Reglerne skal gøre det svært for små børn at komme i kontakt med indholdet da en børnesikker lukning kræver en vis koordination og styrke at åbne. Børnesikre lukninger skal være testede og opfylde særlige kvalitetskrav.

Krav om børnesikre lukninger gælder for kemikalier, der er klassificerede som ætsende for huden (Skin corr. 1, 1A, 1B eller 1C), som akut giftige i kategori 1, 2 eller 3 (Akut tox. 1, 2 eller 3), som specifik målorgan toksiske kategori 1 (STOT RE 1 og STOT SE 1) samt kemikalier, der er klassificeret for aspirationsfare (Asp tox. 1; undtagen for aerosoler og beholder med forseglet sprayanordning). Der er også krav om børnesikker lukning for produkter, der indeholder ≥3% methanol eller ≥1% dichlormethan.

Børnesikre lukninger skal overholde ISO-standard 8317. Kun akkrediterede laboratorier kan afgøre, om standarden er overholdt.

Hvis emballagen synes helt sikker for børn, fordi de ikke kan få fat i indholdet uden at bruge et redskab, kan du undlade at afprøve lukningen.

Børnesikre lukninger skal beskytte børn

Reglen om børnesikre lukninger er lavet for at undgå, at børn kommer til skade ved kontakt med farlige kemikalier, som udgør en særlig stor risiko for børn. Vær opmærksom på, at en børnesikret lukning ikke skal hindre et barn i at åbne emballagen; formålet med den er at forsinke åbningen.

Producenter, importører og forhandlere er ansvarlige

Enhver, som fremstiller, importerer eller forhandler de ovenfor nævnte stoffer eller produkter  til private, har ansvaret for, at produkterne er forsynet med børnesikre lukninger.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med at reglerne overholdes og skal sørge for at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at produktet skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at produktet på anden måde skal gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan man derudover risikere bøde eller fængsel i indtil to år.