Havnaturfondens ansøgningspulje 2025

Ansøgningspuljen til marine naturgenopretningsprojekter åbner i efteråret 2025. Ordningen er rettet mod kommuner og private foreninger.

Det danske havmiljø er udfordret, blandt andet på grund af tabte levesteder og økosystemer. De nye marine naturgenopretningsprojekter skal i 2025 hovedsageligt etableres i samarbejde med de mange lokale kræfter, der allerede arbejder for at forbedre det danske havmiljø som bl.a. landets kommuner og lokale foreninger. Derfor vil Havnaturfonden i 2025 åbne en ansøgningspulje på 29 millioner kroner, hvor kommunerne og organisationer kan ansøge om midler til at genoprette havnatur lokalt.

I juli blev der indgået et samarbejde mellem Havnaturfonden og Den Danske Naturfond, som øger denne pulje markant. Med det nye samarbejde skyder Den Danske Naturfond yderligere 14,5 mio. kr. ind i puljen, så der samlet kan ansøges om 43,5 mio. kr. i år.

Betingelser for at et projekt kan søge tilskud:

  • Projektet kan ansøge om at genoprette stenrev, biogene rev og/eller ålegræsbede
  • Projektet skal genoprette natur (Læs definitionen på naturgenopretning
  • Der kan søges om 3-12 mio. kr.
  • Der skal udarbejdes en biologisk baseline

Ansøgninger vil blive prioriteret på baggrund af følgende faglige kriterier:

  • Genopretningspotentialet med henblik på at opnå størst mulig natureffekt
  • Projekternes modenhed med henblik på hurtigt at kunne påbegynde indsatsen
  • Planlægning og kompetencer
  • Geografisk placering inden for de prioriterede områder (Storebælt, Samsø Bælt og Sejerø Bugt samt Sydfynske Øhav)
  • Lokal inddragelse
  • Medfinansiering

Miljøstyrelsen og Center for Marin Naturgenopretning har udviklet et videnskatalog om marin naturgenopretning, der giver en introduktion til, hvordan man kan arbejde med genopretning af havnatur i Danmark med forskellige metoder som eksempelvis genopretning af stenrev og udplantning af ålegræs. Videnskataloget suppleres af de praktiske guidelines, der kan findes på Center for Marin Naurgenopretnings hjemmeside.

Center for Marin Naturgenopretning har ligeledes lavet en screening af potentialet for genopretning af stenrev i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Det Sydfynske Øhav, Storebælt og Lillebælt, som kommunerne og andre organisationer kan finde inspiration i.

Foreløbig tidsplan

Bekendtgørelsen om Havnaturfonden er trådt i kraft 1. juli
Tilskudsvejledningen er sendt i høring på Høringsportalen den 4. juli med høringsfrist den 12. august
Ansøgningsmaterialet forventes offentliggjort ultimo august
Ansøgningspuljen forventes at åbne ultimo september og forventes at lukke ultimo oktober
Tilsagn forventes meddelt i december
Havnaturfonden modtager løbende spørgsmål angående ansøgningspuljen. Svarene er med forbehold for, at ansøgningspuljen fortsat er under udarbejdelse, og der derfor kan ske ændringer i vilkårene.
Havnaturfondens indkomne spørgsmål og svar er følgende:

Spørgsmål og svar

Kontakt

Alle spørgsmål vedrørende Havnaturfondens ansøgningspulje bedes rettet til havnaturfonden@mst.dk