PVC står for PolyVinylChloride og er et plastmateriale som findes i både hård og blød PVC.
Når PVC skal bruges til print på tøj gøres det blødt med anvendelse af blødgørere, der oftest er ftalater. Nogle af disse er skadelige over for mennesker og miljø. Selvom de mest problematiske ftalater i dag er udfasede eller regulerede, så optræder mange flere ftalater på kandidatlisten over særligt problematiske stoffer. Disse kan stadigvæk anvendes. Som forbruger kan man kræve at få oplyst inden for 45 dage, om forbrugerprodukte indeholder de pågældende ftalater eller andre stoffer på kandidatlisten.
PVC indeholder store mængder klor, og i modsætning til mange andre materialer så afgiver PVC saltsyre, når det bliver brændt. Når PVC-affald brændes i affaldsforbrænding resulterer dette i større mængder af restprodukter, der skal bortskaffes.
Tips om tekstiltryk
Køb miljømærkede tekstiler. Hvis du ikke kan finde varer med EU-Blomsten eller Svanbemærket, kan du gå efter de private Øko-Tex 100 eller GOTS.
Undgå at købe tekstiler med plasttryk af PVC.
Spørg i butikken om det er PVC-tryk.- Køb tøj, der er trykt med farvestoffer, som ikke minder om maling eller hvor motivet er broderet på
I forhold til indholdet af ftalater, så kan du bruge app’en Tjek Kemien, som Miljøstyrelsen har lavet i samarbejde med Forbrugerrådet TÆNK samt 21 europæiske partnere. Her kan du scanne stregkoder og spørge leverandøren om produktet indeholder stoffer på kandidatlisten. Bemærk at du ikke kan spørge til fødevarer, kosmetik, maling, rengøringsmidler og lignende. Læs mere om Tjek Kemien.