Sandbund - det skjulte liv under overfladen
Hvad er sandbund?
Sandbund er områder på havbunden, hvor bunden primært består af sand. Vind, bølger og havstrømme er med til at flytte sandet og forme havbunden, så den hele tiden forandrer sig.
Den bevægelige bund skaber særlige levevilkår for de dyr og alger, der har tilpasset sig livet i sandet. Mange arter graver sig ned i bunden for at finde føde eller beskytte sig mod rovdyr.
Derfor er sandbund vigtig
Sandbunden er hjemsted for mange af havets organismer og udgør et vigtigt led i fødekæden. Smådyr, muslinger og orme lever i eller på sandet og fungerer som føde for blandt andet fisk, fugle og havpattedyr.
Sandbundens overflade er også hjemsted for store mængder mikroskopiske alger, som græsses af mange af de dyr, som findes der, og således danner grundlag for hele sandbundens fødekæde.
Mange fiskearter bruger også sandbunden som raste-, føde- eller opvækstområde. Derfor spiller sandbunden en vigtig rolle for biodiversiteten og for et sundt havmiljø.
Livet under sandet
Selvom meget af livet på sandbunden er skjult, er aktiviteten stor. Under overfladen filtrerer muslinger vandet, orme omsætter organisk materiale, og krebsdyr graver gange i bunden.
Disse organismer er med til at holde havbunden levende og bidrager til de naturlige processer, der understøtter livet i havet.
Sandbund under pres
Sandbunden påvirkes af forskellige menneskelige aktiviteter. Fiskeri, råstofindvinding og tilførsel af næringsstoffer kan påvirke de levesteder, som mange arter er afhængige af.
Når havbundens naturlige balance forstyrres, kan det få konsekvenser for både dyre- og algeliv og for havets økosystemer som helhed.
En vigtig del af havnaturen
Sandbund dækker store dele af de danske havområder og er en vigtig del af havnaturen. Sammen med blandt andet ålegræsenge, stenrev og muslingebanker skaber sandbunden variation og levesteder for et mangfoldigt liv under havets overflade.
Miljøstyrelsen genopretter og styrker havnaturen bl.a. gennem Havnaturfonden og de marine naturnationalparker.
Se videoen, og bliv klogere på sandbundens betydning for livet i havet.