Danish Crown Horsens: Ansøgning om miljøgodkendelse

Danish Crown Horsens, har søgt om miljøgodkendelse til 3 nye vaskehaller til vask af grisetransportlastbiler på Østbirkvej 2, 8700 Horsens. Bemærkninger til ansøgningen skal være modtaget senest den 4. juni 2025.

Ansøgning om miljøgodkendelse

Projektet omfatter etablering af 3 nye ekstra vaskehaller til vask af grisetransportlastbiler og en buffertank på ca. 125 m3 til rent brugsvand til sikring af tilstrækkelig vandforsyning. Der vil blive etableret nyt asfalt på begge sider af vaskehallerne for til- og frakørsel på ca. 2.000 m2 og tagarealer vil blive forøget med ca. 500 m2.

Baggrunden for projektet skyldes en øget ventetid for lastbilerne for at kunne få vasket bilen efter aflæsning, ved de eksisterende vaskehaller. Vasketiden er øget pga. skærpede krav til rengøring. Den øgede ventetid betyder øgede omkostninger for virksomheden, idet øget ventetid reducerer den totale tid, hvor grisetransporterne kan være på vejen, hvilket kan resultere i, at slagteprocessen standser, pga. ankomsten af grise forsinkes eller aflyses.

Ændringen foretages udelukkende for at fremme flowet af lastbiler på matriklen og dermed reducere ventetiden for lastbiler på matriklen, der venter på rengøring.

Enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og eventuelt at kommentere det. Ansøgningsmaterialet vil blive fremsendt pr. mail eller evt. som papirudgave, såfremt det måtte ønskes, så snart vi har modtaget anmodning derom. Bemærkninger til ansøgningsmaterialet skal være modtaget senest den 4. juni 2025.

Man kan også bede om at få tilsendt udkastet til afgørelse, når det foreligger. Enhver har ret til at kommentere udkastet senest 2 uger, fra det er modtaget.

Retten til at se sagens akter, sker med de begrænsninger, der fremgår af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Det gælder både i forhold til ansøgningen, udkastet til afgørelse og eventuelt supplerende materiale.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at høringssvar i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi derfor oplyse, at tilkendegivelser samt navn og adresse på hvem, der er kommet med tilkendegivelsen vedr. sagen, vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar.

Miljøstyrelsens afgørelse offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk.

Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Henvendelse om ansøgningen

Kommentarer, spørgsmål og anmodninger om at se sagen eller at få tilsendt udkastet til afgørelse skal rettes til Miljøstyrelsen pr. mail på mst@mst.dk, på tlf. 72 54 40 00 eller pr. brev til Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C. Bemærk at fremsendelse pr. brev i gennemsnit tager 6 omdelingsdage og i visse tilfælde længere.

Anfør venligst dit navn og adresse samt vores j.nr. 2025-22493 på henvendelsen.

Sådan håndterer Miljøstyrelsen Virksomheder dine personoplysninger