Miljøprojekt nr. 2178, Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening, 2021

Nedsivning og nedbrydning af kulbrinter i moræneler

21-09-2021
Jord

Kulbrinteforureninger med olie- og benzinprodukter er en hyppig årsag til kortlægning af arealer efter jordforureningsloven. Særligt olieforureninger vurderes generelt at udgøre en lav risiko for grundvandet som følge af adsorption og naturlig nedbrydning i jordens umættede zone. Dette gælder især lokaliteter med et lavpermeabelt lerlag, som erfaringsmæssigt reducerer den videre nedsivning ganske betydeligt. Hidtil har det dog været svært at dokumentere, at forureningen på sigt ikke kan nedsive gennem lerlaget og forurene underliggende grundvand.

I dette projekt er nedsivning og naturlig biologisk nedbrydning af kulbrinter undersøgt med udgangspunkt i to kortlagte lokaliteter med indsats over for grundvandsressourcen. Undersøgelserne har omfattet to færdigudviklede metoder, som imidlertid i dag sjældent bruges ved forureningsundersøgelser:

1) Udtagning og kemisk analyse af porevandsprøver fra udvalgte dybder i jorden til at vurdere forureningens kildestyrkekoncentration og afgrænse porevandsforureningen ned i lerlaget.
2) DNA-analyse af jordprøver fra udvalgte dybder i jorden til kvalitativ dokumentation for naturlig biologisk nedbrydning.

Porevandsundersøgelsen viste som ventet porevandskoncentrationer, der var faldende med dybden under jordforureningen. På begge lokaliteter kunne der påvises porevandsforurening op til 2-4 m ned i lerlaget. De to testlokaliteter repræsenterer kildestyrker, som varierer fra relativt svag til relativt høj. Der er desuden tale om forureninger med en alder på 20-50 år. Selv om data-grundlaget er begrænset (tre målesteder fordelt på to lokaliteter) vurderes det, at en udbredelse på 2-4 m ned i lerlag vil være karakteristisk for mange morænelerslokaliteter med ældre kulbrinteforurening, hvor udbredelsen er stabiliseret.

Der blev generelt påvist øget forekomst af bakterier i aflejringer med jordforurening, men ikke i lerlaget under jordforureningen. Imidlertid viste DNA-sekventeringen tegn på biologisk nedbrydning i samme dybder som der kunne påvises porevandsforurening i. DNA-resultaterne vurderes derfor at bekræfte de øvrige resultater, der indikerer, at naturlig biologisk nedbrydning under jordforureningen begrænser den vertikale forureningsudbredelse.

Samlet set vurderes porevandsundersøgelser og DNA-analyser at være brugbare værktøjer ved forureningsundersøgelser på lokaliteter, hvor der er tvivl om, hvorvidt en jordforurening med kulbrinter kan udgøre en risiko for grundvandsressourcen. Begge metoder forudsætter dog, at der er udført en grundig karakterisering og afgrænsning af forureningen med traditionelle undersøgelsesmetoder. Der er i rapporten udarbejdet forslag og anbefalinger til hvordan metoderne kan anvendes i praksis.

Læs publikation