Cirkulær Økonomi

Anne Elizabeth Kamstrup, kontorchef i Miljøstyrelsen, fortæller om sit arbejde med cirkulær økonomi

I Nationens tjeneste

For mange er cirkulær økonomi nok et lidt fluffy begreb, men det er faktisk ekstremt borgernært. Mit arbejde fører mig ned i din og min skraldespand i jagten på, hvordan vi genanvender mere. Det handler om alt det, vi smider ud til hverdag uden at tænke over, hvilken værdi det har – fra syltetøjsglas til ugeaviser, tomatdåser og plastikbægre.

Samtidig kommer jeg helt op i helikopterperspektivet, når vi forhandler EU’s affaldsdirektiver og er med til at sætte mål og retning for cirkulær økonomi på europæisk plan. Det handler om at udnytte materialernes værdi maksimalt og dermed skabe grundlag for langsigtet økonomisk vækst. Men det er også en vigtig grøn dagsorden at passe på jordens ressourcer, så vi kan give en sundere planet videre til vores børn og børnebørn.

Her og nu handler det om at øge genanvendelsen og få cirkulær økonomi til at være en del af borgernes hverdag.  Jeg er glad for den store kontakt til kommuner, borgere og virksomheder.

At arbejde med helt konkrete løsninger på affaldssortering er dejligt håndgribeligt, og det har gjort mig til lidt af en affaldsnørd. Det betyder blandt andet, at jeg lægger mærke til hvilke skraldespande eksempelvis, der står på gaden selv, når jeg er på ferier til andre lande. Måske virker det lidt som en lidt besynderlig ting at lægge mærke til, men måske kan det afføde en lys ide, vi kan bruge herhjemme.

Om cirkulær økonomi

I mange år har vi levet i en lineær økonomi, hvor vi udvinder råstoffer, producerer produkter, forbruger dem og smider dem væk. Nu er ambitionen, at vi skal bevæge os mod en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger, deler og genanvender, så vi får den maksimale værdi ud af ressourcerne og minimerer spild og negativ miljøpåvirkning.

Vi er selv en del af den cirkulære økonomi, når vi smider et syltetøjsglas i glascontaineren og slæber de tomme dåser fra børnefødselsdagen til pantautomaten. Men det er kun begyndelsen.

En cirkulær økonomi er en verden, hvor virksomheder designer produkter, der er nemme at skille ad og ikke indeholder problematiske stoffer, så de nemt kan bruges igen i nye produkter. Hvor de gennem nye forretningsmodeller kan udleje produkterne eller tage produkterne tilbage, og bruge dem til noget nyt, når de er udtjente. Og hvor produkter nemt kan opgraderes, når kunden ønsker en ny model.

På den måde er cirkulær økonomi også i høj grad en virksomhedsdagsorden, der drives frem af det private initiativ. Det skaber nye indtjeningsmuligheder og forbedrer konkurrenceevnen.

Cirkulær økonomi er altså en måde at kombinere grønne og økonomiske hensyn. Den britiske tænketank Ellen MacArthur Foundation har konkluderet, at hvis Danmark formår at udnytte de cirkulære forretningsmuligheder, kan vi skabe job, vækst og eksportmuligheder og samtidig mindske klimapåvirkningen og forbruget af nye råvarer.