Miljøstyrelsen advarer mod træ fra Rusland og Belarus
29-03-2022
Natur
Skovbrug
Virksomheder skal være særligt opmærksomme på træ og træprodukter fra Rusland og Belarus (tidligere Hviderusland).
Foto: Luda Kot, Pixabay
Det kan være ulovligt at importere træ fra Rusland og Belarus.
Det fremgår af en fælles vejledning fra EU-ekspertgruppen for EU’s tømmerforordning og Miljøstyrelsen, som styrelsen nu sender til danske træimporterende virksomheder.
Det fremgår af vejledningen, at det på nuværende tidspunkt ikke vurderes at være muligt for virksomheder at opretholde tilstrækkelige kontrol med træets lovlighed, som det kræves i EU's tømmerforordning, når træet kommer fra Rusland og Belarus.
EU’s sanktioner mod oligarker kan også have indflydelse på importen fra de to lande, såfremt sanktionspålagte oligarker har økonomiske interesse i forsyningskæden fra skov til eksport. En oversigt over sanktionerede individer kan findes på udenrigsministeriets hjemmeside.
Læs alle punkter i vejledningen her
Miljøstyrelsen bistår gerne virksomheder, der har spørgsmål omkring træ med oprindelse i Rusland og Belarus.
Læs mere om indsatsen mod ulovligt træ