Kontrolkampagne viser ulovligt indhold af PFAS i skivoks og en skaljakke

25-02-2022

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har i 2020-2021 deltaget i en fælles nordisk kontrolkampagne med fokus på PFAS’er i forbrugerprodukter. Ni procent af produkterne var ulovlige – dog kun en enkelt skaljakke fra Danmark.

Det er praktisk, når udendørstøjet er vandafvisende, men det kan også være problematisk, hvis det er behandlet med giftige stoffer. PFAS’er er en meget stor gruppe af stoffer, der bl.a. anvendes i en lang række forbrugerprodukter for at gøre dem vand-, fedt- og smudsafvisende.

Der findes mange forskellige PFAS’er, de mest velkendte er PFOS og PFOA. Vi ved, at de fleste nok er problematiske, fordi de bl.a. kan være kræftfremkaldende, er svært nedbrydelige og ophobes i miljøet, i dyr og mennesker.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har i 2020-2021 deltaget i en fælles nordisk kontrolkampagne "NTG project on PFOS and PFOA" sammen med Finland, Island, Sverige og Norge. Der er kontrolleret for PFOA og PFOS, som er reguleret i POP-forordningen.

Der er samlet udtaget 158 produkter til kontrol, 95 kemiske blandinger (smøreolier, voks, polish, lak, brandslukningsskum, imprægneringsprodukter) og 63 artikler (tekstil gulvbelægning, sko, outdoor tøj og udstyr). Heraf bidrog Danmark med 10 kemiske blandinger og 15 artikler.

I ni procent af produkterne blev grænseværdier i POP-forordningen overskredet, dvs. produkterne var ulovlige. Der blev også påvist PFAS’er under grænseværdier, eller PFAS’er som ikke er reguleret i flere af produkterne. I alt blev der påvist PFAS’er i 40 procent af de kemiske blandinger og i 65 procent af artiklerne, inklusiv de ulovlige produkter/artikler.

De ulovlige produkter drejer sig om 14 stk. skivoks, med for højt indhold af PFOA (Norge og Sverige) og en skaljakke med for højt indhold af PFOS (Danmark). De ulovlige produkter er ikke til salg længere, og i Danmark er skaljakken trukket tilbage fra markedet og forbrugerne.

Der blev i kontrolkampagnen analyseret for en del ikke regulerede PFAS’er, dette for at få bedre viden om brugen af PFAS’er i forskellige produkter.  

For mere information om kontrolkampagnen.

For yderligere information, kontakt Kemikalieinspektionens kontorchef Kim Holm Boesen på 2162 5966.