Danskerne købte mange ulovlige varer over nettet i 2021

07-04-2022
Kemikalier

Miljøstyrelsen beslaglagde rekordmange ulovlige varer købt over nettet sidste år. WC-rens fra Kina, kosmetik fra Afrika og blyholdigt fiskegrej fra Thailand fyldte blot en del af pakkerne.

Covid-19-pandemien har også i 2021 forstærket tendensen omkring e-handel, hvor det igen kan konstateres, at danske forbrugere indkøber mange ulovlige kemiske produkter fra tredjelande (lande uden for EU) som UK, Kina og USA. Det drejer sig bl.a. om rengøringsprodukter, som wc-rens fra Kina (solgt via en amerikansk webshop med dansk tekst), over kosmetik i form af blegecreme fra Afrika med kræftfremkaldende hydroquione til blyholdigt fiskegrej fra Thailand og ikke mindst koncentreret glyphosat og rottegift fra UK.

”Vi har aldrig haft så mange beslaglæggelser på dette område før. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Toldstyrelsen, og vi vil fortsat have fokus på det her i 2022,” siger Kim Holm Boesen, kontorchef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, og fortsætter: ”Jeg kan kun opfordre til at man anvender sin kritiske sans, når der handles på nettet udenfor EU. Hvis man handler på en e-handelsplatform, der er baseret i f.eks. USA, Kina eller Japan, så kan man nemt få uønskede kemikalier med, der er farlige for både dig selv, dine husdyr og miljøet”.   

Michael Lund, kontroldirektør i Toldstyrelsen, supplerer:

"I 2021 tilbageholdt vi mange forsendelser med ulovlige kemiske produkter fra lande uden for EU. Fælles for produkterne er, at de ikke lever op til en række bestemmelser og er derfor til fare for både forbrugeren og miljøet. Derfor tilbageholder vi alt fra rengøringsprodukter til kosmetik på vegne af Miljøstyrelsen, der er ansvarlig myndighed på området, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Info om udvalgte beslaglagte ulovlige varer købt over nettet i 2021:

WC-rens: Kemikalieinspektionen har behandlet ca. 800 indberetninger fra Toldstyrelsens grænsekontrol om privat import af ulovligt kinesisk toiletrengøringsprodukt med navnet Quick Foaming Toilet Cleaner, solgt via en amerikansk hjemmeside, med dansk tekst på hjemmesiden. Quick Foaming Toilet Cleaner er et rengøringsmiddel, og derved omfattet af den såkaldte fælleseuropæiske Detergentforordning. Det betyder, at når produktet importeres, så skal det fremgå, hvad produktets ingredienser er. Derudover skal der være en dansk brugsanvisning tilstede med henblik på en sikker anvendelse af produktet bådet til hensyn for menneskers sundhed og miljøet. Quick Foaming Toilet Cleaner har kun engelsk tekst og sporadisk faremærkning. Der er beslaglagt over 1500 pakker WC-rens, så der vil være mindst et ton ulovligt wc-rens, der vil blive destrueret i løbet af 2022.

Fiskegrej: Kemikalieinspektionen modtog 317 indberetninger om fiskegrej med mistanke om blyindhold i 2021. Indberetningerne er modtaget fra Toldstyrelsens grænsekontrol. Kemikalieinspektionen bruger et røntgeninstrument (XRF) for at kontrollere blyindholdet i fiskeudstyret. Grænseværdien ifølge blybekendtgørelsen er 100 mg/kg i produktets homogene enkeltdele. Kemikalieinspektionen har i 2021 afsluttet i alt 340 sager, som omfatter sager indberettet både i 2020 og 2021. I 13 ud af disse indberetninger er der ikke påvist bly over den tilladte grænseværdi, og fiskeudstyret er da frigivet eller erstattet, hvis det har været nødvendigt at skille udstyret ad for at kunne måle på det. Derudover er der i nogle tilfælde sket en delvis frigivelse, hvis kun en del af det importerede fiskeudstyr indeholdt bly over den tilladte grænseværdi.

Hudblegeprodukter: Der blev i foråret 2021 beslaglagt 284 bøtter hudblegecreme af forskellige mærker. Fælles for alle disse hudblegeprodukter er, at de alle indeholder det forbudte og sundhedsskadelige stof hydroquinone. Stoffet anvendes som blegemiddel af mørk hudpigmentering. Ved lovlige hudblegeprodukter er dette stof erstattet af forskellige frugtsyrer. Stoffet hydroquinone er kræftfremkaldende og er derfor forbudt i EU. Virksomheden, der har forsøgt at importere produkterne, har modtaget meddelelse om beslaglæggelsen i begyndelsen af juni måned. Produkterne blev sendt til destruktion. Når du indkøber kosmetikprodukter på internettet eller uden for EU, så er det en god ide at kaste et kritisk blik på ingredienslisten, så du ikke også indkøber kræftfremkaldende eller andre sundhedsskadelige stoffer med. Alternativt kan du købe dine produkter inden for EU’s grænser, så er kosmetikreglerne overholdt.

Pesticider: Kemikalieinspektionen i 2021 konstateret en stigning af ulovlig import fra England og Polen, og har beslaglagt 197 forsendelser af bl.a. koncentreret Roundup fra 0,25 liter – 10 liters dunke. Det er en kraftig stigning sammenlignet med sidste år, hvor antallet beslaglæggelser lå på 74 ulovlige importer over hele året. Det er forbudt at importere, markedsføre, besidde og anvende udenlandske bekæmpelsesmidler. Det er uanset, om de købes via internettet eller importeres på vej hjem fra ferie/besøg i udlandet.

Rottegift: Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har over for en række danske webshops indskærpet et salgsstop af et ikke-godkendt rottemiddel 2021 og varslet virksomhederne om en tilbagekaldelse af de solgte produkter fra forbrugerne. Kemikalieinspektionen har konstateret, at virksomhederne Cool Newco A/S, Bonuz Aps, 365-Logistik ApS og BENJO ApS, har solgt et kemisk rottebekæmpelsesmiddel, der ikke er godkendt. Navnet på bekæmpelsesmidlet er Rat-End, der er baseret på den stærke antikoagulant Bromadiolon, og er altså ikke godkendt til kemisk rottebekæmpelse i Danmark. Heller ikke for autoriserede personer. Virksomhederne har forhandlet rottemidlet gennem disse fire webshops; Coolpriser.dk, Discountmarked.dk, Boligcenter.dk og Zappy.dk. Kemiske rottebekæmpelsesmidler er yderst farlige for miljø, dyr og mennesker. Derfor skal kemiske rottebekæmpelsesmidler godkendes til brug i Danmark, og må kun anvendes og besiddes af professionelle, der er autoriseret. En sådan autorisation kan kun opnås efter et uddannelsesforløb

For yderligere information kontakt venligst: Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen på mobil:+45 21 62 59 66.