Jordbrugere kan nu udfylde IPM-skema for vækstsæson 2020/2021

07-10-2021
Pesticider Landbrug

I årets første måneder skulle jordbrugere for første gang udfylde et skema med 14 spørgsmål om integreret plantebeskyttelse, også kendt som IPM. Nu åbner Miljøstyrelsen for den anden sæson for udfyldelse af IPM-skemaet. Så snart jordbrugerne har indberettet deres sprøjtejournaldata for den forgangne sæson, kan IPM-skemaet udfyldes. Jordbrugerne skal igen vurdere, hvor tæt de kommer på de maksimale 100 point.

For at opnå en reduktion i pesticidforbrug og pesticidbelastning er der bl.a. behov for, at jordbrugere i stigende grad anvender forebyggende foranstaltninger mod sygdomme, skadedyr og ukrudt. Det er vigtigt i det hele taget at have fokus på at minimere pesticidforbruget, hvor det er muligt. Det kan fx være ved at justere sædskifter, anvende sorter, der er modstandsdygtige mod sygdomme, kun sprøjte, når varslingssystemer viser et behov, og øget brug af præcisionssprøjtning mm. Disse tiltag er nogle af indsatserne i de otte IPM-principper. 

15 minutters kursus i IPM

De fleste jordbrugere er forpligtet til at udfylde IPM-skemaet. Formålet er at sikre øget opmærksomhed på de 8 IPM-principper og at øge jordbrugerens anvendelse af de mange IPM-værktøjer, der bl.a. skal bidrage til at forebygge forekomsten af skadevoldere og forebygge udvikling af resistens mod pesticider. Udfyldelse af skemaet tager ca. 15 minutter og kan betragtes som jordbrugerens kursus i IPM. Skemaet er en påmindelse om, hvad der kan foretages af ændringer på bedriften, for at øge indførelsen af IPM-principper med henblik på at reducere pesticidforbruget. 

Enkelte justeringer i ny version af IPM-skema

Miljøstyrelsen har i den nye version af IPM-skemaet foretaget enkelte justeringer. Der er fx indsat yderligere forklarende tekster i IT-systemet. Desuden er spørgsmål 3 og tilhørende automatiske beregning af point ændret i mindre grad. Endelig er den tilhørende vejledning til IPM-skemaet let justeret og opdateret.

Målet er flere point end ved sidste udfyldelse 

Jordbrugeren skal fortsat selv svare på seks af de 14 spørgsmål, da otte spørgsmål automatisk bliver besvaret på baggrund af oplysninger, som jordbrugeren tidligere har indberettet til Landbrugsstyrelsen eller Miljøstyrelsen. Jordbrugeren bør være opmærksom på alle 14 spørgsmål og vurdere, hvordan pesticidforbrug og –belastning hele tiden kan reduceres ved at gennemføre yderlige IPM-tiltag på bedriften. Jordbrugeren fik efter sin første udfyldelse af skemaet i starten af 2021 tilsendt resultatet af det udfyldte skema til virksomhedens e-boks. Når jordbrugeren nu igen udfylder IPM-skemaet, kan der foretages en sammenligning med svarene fra sidste gang og de opnåede pointtal. Målet er, at jordbrugeren løbende udvikler og forbedrer sine IPM-tiltag på bedriften og hvert år opnår flere point.  

Hvem skal udfylde IPM-skema

Alle jordbrugere, der er omfattet af reglerne for at indberette sprøjtejournal, skal som udgangspunkt også besvare IPM-skemaet. Dog gælder nogle undtagelser. Man er kun forpligtet til at udfylde skamaet, hvis der på bedriften er arealer i omdrift, og det er kun omdriftsarealerne, der indgår i IPM-skemaet. Endvidere skal der have været pesticidforbrug på bedriftens omdriftsarealer i de seneste to planperioder.Har bedriften ikke søgt om grundbetaling eller har man kun økologiske arealer på bedriften, er man heller ikke forpligtet til at udfylde skemaet. 

Frist

Fristen for udfyldelse af skemaet er den 31. marts 2022. Udfyldelse kan først ske EFTER man har indberettet pesticidforbrug i sprøjtejournal-indberetningen (SJI) for den seneste planperiode (2020/2021).

Miljøstyrelsen udsender i løbet af de kommende uger et brev til de virksomheder, som forventes at være pligtige til at udfylde skemaet. Miljøstyrelsen har ikke oplysninger om ændringer af virksomhedernes status i forhold til den tidligere vækstsæson, herunder fx om virksomheden har haft pesticidforbrug eller ej i 2020/2021, om virksomheden har bortforpagtet arealer mv.   

Relevante links

Har du spørgsmål til udfyldelsen af skemaet, kan du rette henvendelse til Miljøstyrelsens informationscenter:  

E-mail: Obfuscated Email

tlf.: 72 54 44 66 (man - tors kl. 9.30 - 16.00 og fredag kl. 9.30 - 15.00)