Der beslaglægges fortsat mange sundhedsskadelige kosmetikprodukter

28-06-2021
Kemikalier Borger

Otte forskellige kosmetikprodukter er blevet beslaglagt af Miljøstyrelsen i samarbejde med Toldstyrelsen. Det drejer sig om større partier af hudblegecremer. Beslaglæggelsen sker, fordi produkterne indeholder sundhedsskadelige stoffer og derfor er ulovlige.

I samarbejde med Toldstyrelsen beslaglægges der ofte ulovlige kosmetikprodukter.  De sundhedsskadelige produkter forhindres derved i at nå frem til markedet og forbrugerne. De seneste beslaglæggelser viser, at forsøg på import af de ulovlige kosmetikprodukter fortsat finder sted. Helt præcist er en forsendelse af 686 kosmetikprodukter blevet gennemgået af Kemikalieinspektionen.

I den forsendelse har Inspektionen beslaglagt 284 bøtter hudblegecreme af forskellige mærker. Fælles for alle disse hudblegeprodukter er, at de alle indeholder det forbudte og sundhedsskadelige stof hydroquinone. Stoffet anvendes som blegemiddel af mørk hudpigmentering. Ved lovlige hudblegeprodukter er dette stof erstattet af forskellige frugtsyrer.

Stoffet hydroquinone er kræftfremkaldende og er derfor forbudt i EU. Virksomheden, der har forsøgt at importere produkterne, har modtaget meddelelse om beslaglæggelsen i begyndelsen af juni måned. Produkterne bliver nu sendt til destruktion, da det ikke er muligt at lovliggøre produktet.

”Når du indkøber kosmetikprodukter på internettet eller uden for EU, så er det en god ide at kaste et kritisk blik på ingredienslisten, så du ikke også indkøber kræftfremkaldende eller andre sundhedsskadelige stoffer med. Alternativt kan du købe dine produkter inden for EU’s grænser, så er kosmetikreglerne overholdt,” siger Kim Holm Boesen, kontorchef i Kemikalieinspektionen.

Læs mere om indholdsstoffer og kosmetik her.

Hvis du vil vide mere kontakt venligst: Kim Holm Boesen, Kontorchef hos Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, Obfuscated Email