Kæmpesnegl fundet ved dansk vandløb

27-07-2021
Borger Natur Invasive arter

Miljøstyrelsen har modtaget en henvendelse fra Viborg Kommunes vandløbsmedarbejdere, der har fundet en afrikansk kæmpesnegl nær et af kommunens vandløb. Arten er ikke hjemmehørende og er formentlig et undsluppet kæledyr.

Foto: Florian Rasmussen, Viborg Kommune.

Viborg kommune har efter deres fund af den afrikanske kæmpesnegl efterlyst sneglens ejer via Facebook. Hvis ejeren ikke bliver fundet, vil individet blive overdraget til Randers Regnskov. 

Hvis du støder på kæmpesneglen i naturen, så er den let at skelne fra de øvrige danske snegle, da den ganske enkelt er kæmpestor. Faktisk kan de ifølge Randers Regnskov blive op til 20 cm. Hvis du vil sikre dig at det er en kæmpesnegl, kan du evt. sammenligne med snegle i Miljøstyrelsens snegleguide over arter, der findes i Danmark. Hvis du er i tvivl, så send et billede til Obfuscated Email.

Husk altid at bruge handsker eller vaske hænder efter at have rørt ved snegle.

Kæledyr må ikke sættes ud i naturen
Det er ulovligt at udsætte kæledyr i den danske natur.

Kæledyrsejere skal sikre, at deres kæledyr ikke undslipper til naturen, det gælder både kæmpesnegle og øvrige eksotiske arter.

Kæledyr er ofte ikke i stand til at overleve i den danske natur, og overlades derfor til en kummerlig tilværelse uden mad, husly og dør når kulden sætter ind. Samtidig kan mange kæledyr have sygdomme og parasitter, der kan spredes til de hjemmehørende arter.

Enkelte arter af kæledyr f.eks. vaskebjørn, kan overleve i den danske natur. Faktisk så godt at de udkonkurrerer hjemmehørende arter.

Hvad gør man, hvis man ikke længere kan varetage sit kæledyr?
Hvis du vil af med dit kæledyr, er det din pligt at sikre, at det får et nyt hjem eller bliver aflivet i henhold til dyreværnsloven. Du kan kontakte organisationer som Dyrenes beskyttelse og Dyreværnet og få nærmere vejledning. Hvis dyret på EU’s liste over invasive arter under EU-forordningen for invasive arter, kan du aflevere det hos organisationer, som har indgået en modtageaftale med Miljøstyrelsen. Sæt altså aldrig dit kæledyr ud i naturen.

Ved yderligere information kontakt venligst: Gerbrich Koudenburg, fuldmægtig i Miljøstyrelsen, Obfuscated Email