Ny vejledning skal støtte tatovører og kosmetiske tatovører

06-12-2021
Pressemeddelelse Kemikalier

Ny vejledning skal støtte tatovører og kosmetiske tatovører med både at overholde de nye regler om kemikalier og at rådgive deres kunder bedst muligt.

tatoveringsfarver
Foto: Colourbox

Efter den 4. januar 2022 gælder nye regler for kemiske stoffer i tatoveringsfarver – ikke bare i Danmark, men i hele EU. I den forbindelse har Miljøstyrelsen udarbejdet en ny vejledning til branchen.

Ud over forbrugerne får det også betydning for både tatovører og kosmetiske tatovører. For reglerne omfatter både hvilke kemiske stoffer, der må være i tatoveringsfarver, men også mærkningen af de produkter, der tatoveres med.

Formålet med reglerne er at beskytte mennesker, som ønsker at blive tatoveret mod en sundhedsrisiko som f.eks. allergi, kræft eller nedsat fertilitet.For at tatovører og kosmetiske tatovører bedst kan rådgive deres kunder, skal de derfor kende indholdet i de tatoveringsfarver, de bruger, samt have styr på mærkningen af tatoveringsfarver, som de bruger.

Miljøstyrelsen har været i dialog med branchen, hvor der blev utrykt et ønske om hjælp i form af en vejledning. Formålet vejledningen er at hjælpe tatovørerne på vej med at stille krav til deres leverandører af farverne,” siger Magnus Løfstedt, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Opfordring til at dele vejledningen

Miljøstyrelsen anbefaler, at tatovører og kosmetiske tatovører allerede nu kontakter deres leverandører og producenter og beder dem oplyse, hvilke kemiske stoffer tatoveringsfarverne indeholder, og om de overholder de nye EU-regler.

Miljøstyrelsen har lavet en dansk og engelsk vejledning om kemiske stoffer, som tatovører og kosmetiske tatovører i Danmark kan sende til deres leverandører og producenter i ind- og udland og derigennem få redegjort for indholdet i tatoveringsfarverne og stille krav til mærkningen af produkterne.

Vejledningen skal således hjælpe tatovører og kosmetiske tatovører med både at overholde de nye regler og at rådgive deres kunder bedst muligt.

Læs mere og download vejledningen på tjekfarverne.dk.

For yderligere oplysninger

Kontakt toksikolog Sehbar Khalaf, tlf. 30571864 og e-mail Obfuscated Email

 

Miljøstyrelsens 3 anbefalinger til tatovører og kosmetiske tatovører

Brug kun sikker og lovlig blæk.

Før du tatoverer, skal kunden oplyses om informationen på emballagen, herunder indholdsstoffer og om blækket indeholder nikkel og chrom VI, som kan give allergi.

Send Miljøstyrelsens vejledning om kemiske stoffer til dine leverandører og producenter og brug den til at få deres redegørelse for indholdet i tatoveringsfarverne og til at stille krav til mærkningen af produkterne.