Psykisk sårbare skal opleve naturen
16-09-2020
Friluftsliv
Nyt partnerskab mellem Miljøstyrelsen og Landsforeningen SIND skal hjælpe psykisk sårbare med at komme ud og få glæde af naturen.

En gåtur på bare tæer i Råbjerg Miles sand eller en tur til stranden for at finde rav er formentlig noget de færreste forbinder med behandlingstilbud til psykisk sårbare. Men de seneste år har projektet ”Frisk i Naturen” og Frederikshavn Kommune netop tilbudt den slags helt enkle naturoplevelser til psykisk sårbare – og erfaringerne har været gode.
Et nyt partnerskab mellem Landsforeningen SIND og Miljøstyrelsen skal som led i den politiske aftale ”Sommer i Naturen 2020” udbrede de gode erfaringer fra Frederikshavn til flere af landets kommuner og regioner.
- Med partnerskabet mellem Miljøstyrelsen og Landsforeningen SIND sikrer vi, at de gode erfaringer fra Frederikshavn bredes ud til gavn for psykisk sårbare i flere kommuner over hele landet, fortæller vicedirektør i Miljøstyrelsen Anne-Marie Vægter Rasmussen.
Hos Landsforeningen SIND ser man frem til partnerskabet.
- I SIND meget glade for, at Miljøstyrelsen har valgt at indgå et partnerskab med SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed om at sikre at endnu flere mennesker med psykisk sårbarhed får mulighed for at bruge naturen som en helende kraft i forhold til deres sårbarhed, fortæller foreningens formand, Knud Kristensen.
Naturen giver ro
”Frisk i naturen” har siden 2012 haft omkring 100 deltagere om året med på flere end 300 ture i naturen.
Fokus på turene er naturens ro, og målene for turene er derfor ganske simple. Det kan være tranesafari eller observering af rovfugletræk.
Tilbagemeldingerne fra deltager viser da også, at netop naturen ro har en positiv indvirkning.
Erfaringer skal gøre gavn mange steder
Det er ikke kun landets kommuner, der kan gøre brug af erfaringerne fra ”Frisk i Naturen”. Hensigten med partnerskabet er også, at hospitaler, støttecentre og andre, der er i berøring med psykisk sårbare, hører om de gode erfaringer fra Frederikshavn og kan få gratis hjælp til at prøve det helt enkle koncept selv.
Målet med Miljøstyrelsens partnerskab med Landsforeningen SIND er, at mindst 350 psykisk sårbare borgere får mulighed for at tage imod et ”Frisk i Naturen”-tilbud i løbet af det næste års tid.
Der er afsat 500.000 kroner til partnerskabet i aftalen ”Sommer i Naturen 2020”. Aftalen er indgået mellem Regeringen, Radikale Venstre SF, Enhedslisten og Alternativet.
Yderligere oplysninger
Chefkonsulent i Miljøstyrelsen Ulrik Schack, Obfuscated Email, 25 62 78 31.