Håndsprit tilbagekaldes

Virksomheden Redoffice AB & SJ Kontor A/S tilbagekalder hånddesinfektionsprodukt ”DEX HAND SANITIZER”.

Miljøstyrelsens kemikalieinspektion har den 25. september 2020 påbudt virksomheden Redoffice AB & SJ Kontor A/S at tilbagekalde hånddesinfektionsproduktet ”DEX HAND SANITIZER” fra forhandlere, herunder hjemmesider og forbrugere. Det skyldes blandt andet at spritprocenten er for lav og at ”DEX HAND SANITIZER” ikke er mærket korrekt.

”Redoffice AB & SJ Kontor A/S har solgt et hånddesinfektionsprodukt, hvor alkoholprocenten er under de 70 procent, som produktet er mærket med. Samtidig er ”DEX HAND SANITIZER” ikke mærket korrekt. Alkoholens koncentration i metriske enheder samt anvisninger for forsvarlig bortskaffelse af produkt og emballage mangler. Derved har Redoffice AB & SJ Kontor A/S foretaget markedsføring af et ulovligt produkt, jf. biocidreglerne," siger Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen.

Det betyder, at Redoffice AB & SJ Kontor A/S senest den 30. september 2020 skal udsende et tilbagekaldelsesbrev til forhandlere, herunder hjemmesider, og forbrugere, som har købt ”DEX HAND SANITIZER” inden for det seneste år fra dags dato. Kemikalieinspektionen er blevet oplyst om, at Redoffice AB & SJ Kontor A/S allerede er langt med at efterkomme påbuddet.

Påbuddet er givet i henhold til kemikalielovens § 48, stk. 2, nr. 3.

For yderligere information kontakt venligst: Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen på: 2162 5966