Fem GPS-mårhunde sat i arbejde på Fyn
18-09-2020
Natur
Invasive arter
Miljøstyrelsen intensiverer nu jagten på de invasive mårhunde på Fyn og Tåsinge. I dag udsættes fem GPS-mærkede mårhunde, der skal opspore artfæller.
En af de fem GPS-mårhunde blev sat ud på Tåsinge
Fem mårhunde med GPS-halsbånd er i dag sat ud på Fyn og Tåsinge, hvor de skal hjælpe Miljøstyrelsen med at finde frem til artsfæller.
Formålet med at udsætte GPS-mærkede mårhunde er, at de skal finde en anden mårhund og danne par, hvorefter GPS-halsbåndet afslører parrets position. Magen aflives typisk, hvorefter den GPS-mærkede mårhund sættes fri igen.
Mårhunden er udbredt i Jylland og i tidligere år har der set spredning fra Jylland til Fyn. GPS-mårhundene er et vigtigt redskab til at afsøge store områder, hvor der er mistanke om, at enkelte mårhunde findes. Ved brug af GPS-halsbånd kan man indfange enlige mårhunde, inden de etablerer en egentlig bestand på Fyn og de omkringliggende øer.
- Vores formodning er, at der stadig er relativt få mårhunde på Fyn og øerne omkring, og derfor er de GPS-mærkede mårhunde et godt redskab. Men vi opfordrer også fynboerne –ikke mindst de fynske jægere – til at holde øje og kontakte os, hvis de ser mårhunde, fortæller specialkonsulent i Miljøstyrelsen Mariann Chriel.
De GPS-mårhundene er steriliserede, så de ikke kan formere sig. Alligevel vil de opsøge en mage.
Ødelægger naturen
Mårhunden er en invasiv art, der har en negativ effekt på biodiversiteten i de områder, hvor den etablerer sig. Da mårhunden får mange hvalpe, vil de hurtigt kunne sprede sig til nye områder.
Læs mere om mårhunden og andre invasive arter.
Hvis man finder en død mårhund med et halsbånd, skal man kontakte Naturstyrelsen på tlf. 72 54 30 00 eller Miljøstyrelsen på tlf. 72 54 40 00.
For pressehenvendelser kontakt venligst specialkonsulent Mariann Chriel på mobil: 21 57 70 75.