Massivt iItsvind har bidt sig fast

30-10-2020
NOVANA Natur Vandmiljø

Iltsvind dækker fortsat store områder af de indre danske farvande.

Miljøstyrelsen indsamler vandprøver som måles for iltindhold. Foto: MST

Midt i oktober var det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande knap 3.300 km2. Det var knap 30 procent mindre end i september. Arealet med iltsvind er dog fortsat mere end dobbelt så stort som på samme tid sidste år.

Det viser iltsvindsrapporten, som Aarhus Universitet laver på baggrund af Miljøstyrelsens målinger i perioden 24. september til 23. oktober.

Læs iltsvindsrapporten her

Et fald i bundvandstemperaturen og kortere perioder med en del vind er årsag til, at det samlede areal med iltsvind er mindre end midt i september. Forbedringerne gælder især lavvandede områder.

De hårdest ramte iltsvindsområder var Mariager Fjord, det nordlige Bælthav, det sydlige Lillebælt, Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord samt Det Sydfynske Øhav. Men også Aarhus Bugt og tilstødende farvande samt store dele af Øresund har været påvirket af iltsvind gennem en længere periode.

""

Et sammenhængende område fra det sydlige Lillebælt helt ned i bunden af Kiel Bugt og fra Femern Bælt til bunden af Lübeck Bugt er ramt af et overvejende kraftigt iltsvind.

Mange steder blev der registreret frigivelse af svovlbrinte og andre forhold, der er skadelige for bundlevende dyr, planter og fisk. Iltsvindets udbredelse i oktober 2020 var sammen med 2016 den hidtil størst registrerede for årstiden siden 2008.

Der er risiko for, at iltsvindet vil fastholdes i de dybeste vandområder langt hen på året, men overordnet forventes faldende temperatur og tiltagende vind at forbedre iltforholdene.

Fakta om iltsvind

Udbredt iltsvind forudsætter en forudgående stor tilførsel af næringsstoffer, men iltsvindets udvikling i løbet af året reguleres væsentligst af bundvandstemperaturen og de aktuelle vejrmæssige forhold. I de nuværende hårdest ramte områder vil det kræve flere dage med blæst for at forbedre iltforholdene i de mere lavvandede områder, og en længere perioder med kraftig blæst eller en storm for at forbedre iltforholdene i de dybere områder. Kraftig blæst og storm vil også kunne føre til, at iltfattigt bundvand flyttes og påvirker nye områder eller forværrer forholdene i allerede påvirkede områder. 

Vi har forsøgt at vise en video her, men videoen kan ikke afspilles fordi, du ikke har tilladt marketing cookies.

Tryk her for at gennemgå dine tilladelser.

Yderligere oplysninger:

Harley Bundgaard Madsen

Kontorchef