Ind med hakkejernet og ud med pesticiderne

31-03-2020
Pesticider Borger

Miljøstyrelsen igangsætter i dag en informationsindsats målrettet haveejere. Med den vil vi gerne opfordre haveejerne til at fjerne ukrudt og skadedyr fra haven uden at bruge pesticider.

Foråret banker heldigvis på i denne tid, og mange bruger påsken i haven til at fjerne ukrudt i bede og mellem fliser. Denne kampagne fra Miljøstyrelsen giver gode råd til, hvordan du bekæmper ukrudt, alger og skadedyr, og holder din have dejlig grøn uden brug af pesticider.

Kampagnen, ”Sammen gør vi haven grøn”, hjælper haveejere til at vælge miljøvenlige alternativer til pesticider.

Undervejs i kampagnen giver havemand Claus Dalby og have-entusiast Annette Heick på skift gode råd til, hvordan man forebygger ukrudt, skadedyr og alger i sin have og hvordan haveejere kan bekæmpe dem uden at bruge pesticider.

Miljøstyrelsen opfordrer haveejere til at slå et smut forbi Miljøstyrelsens side: tips til færre pesticider, hvor haveeksperter giver deres bedste tip til en have fri for ukrudt, alger og skadedyr uden at bruge pesticider. På hjemmesiden er det også muligt at finde gode råd til hvordan man kan pleje sin have med stauder og prydplanter, drivhuse, fliser, køkkenhaver m.m. uden brug af pesticider.

Havekampagnen er en opfølgning på Pesticidstrategi 2017-2021.

Gode råd til at undgå pesticider:

  • Dæk jorden med levende planter, kompost, blade eller afklip. Dette holder også gang i regnorme og andre nyttige jordbundsdyr
  • Etabler havens planter tæt - når jorden er dækket af planter, får ukrudtet sværere ved at flytte ind
  • Lug ukrudt med hakkejern eller skuffejern
  • Brug en fugerenser mellem fliser og sten
  • Bekæmp alger ved at lægge et lag sand på fliserne, og fej det af et par dage senere
  • Fjern mos med en rive eller en motoriseret mosfjerner. Plant nyt græs og lad det vokse – et stærkt og kraftigt græstæppe standser mosvækst.
  • Giv gode forhold til nyttedyr, så de holder skadedyr nede og hjælper med bestøvning. Lad gamle stubbe og brændestabler stå til insekter og sæt redekasser op til fuglene
  • Fjern syge og angrebne grene og blade
  • Vælg robuste plantesorter og brug fx insektnet
  • Et vandhul eller fuglebad skaber en god balance i havens dyreliv, som kan holde skadedyrene borte.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies