Produkter købt i internetbutikker uden for EU har dobbelt så mange overtrædelser på kemikalie-området

Produkter købt på e-handelsplatforme uden for EU har dobbelt så mange overtrædelser på kemikalieområdet, som produkter købt på e-handelsplatforme inden for EU

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har i 2019 deltaget i et nordisk samarbejdsprojekt med fokus på internethandel med henblik på at samle erfaringer omkring kontrol af produkterne fra e-handelsplatforme. De nordiske lande havde forskellig fokus omkring kontrolobjekterne, men det spændte over både forbrugerprodukter, pesticider og biocider, som er blevet undersøgt i forhold til deres lovlighed på det europæiske og danske marked.

Der er blandt andet blevet undersøgt legetøj, kosmetik, hygiejneprodukter, pesticider og biocider.  Undersøgelsen har vist, at produkter købt uden for EU sammenlignet med produkter købt inden for EU har over dobbelt så mange overtrædelser. 

Over 350 produkter er blevet undersøgt (361) fra over 150 virksomheder (161) for at undersøge, om de overholdt de relevante lovgivninger om kemikalier. Produkter købt uden for EU havde en overtrædelsesprocent på 78 %, mens produkter købt indenfor EU havde en overtrædelsesprocent på 32 %.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion havde fokus på tandblegemidler, hvor kontrollen viste, at samtlige fem produkter havde mindst én overtrædelse, mens et af produkternes indhold udgjorde en skade for menneskers sundhed og helbred, herunder ætsningsfare (højt overindhold af hydrogenperoxid). Miljøstyrelsen vil på den baggrund også i 2020 have fokus på tandblegeprodukter.

Stort set alle virksomheder i EU besvarede henvendelser fra de nordiske myndigheder og trak deres produkter tilbage fra markedet eller rettede op på falsk information på deres hjemmesider eller produkter.

Mere information kan findes via dette link, som også indeholder afrapportering af projektet

Samarbejdsprojektet blev medfinansieret af Nordisk Ministerråd, og Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark deltog.