Kampen mod plastik i naturen fortsætter

18-06-2020
Affald Borger

Miljøstyrelsen har netop uddelt 2,1 millioner kroner til
13 projekter, som skal fjerne plastik og andet affald fra de danske strande.

Flasker, fiskenet, spande og poser. Det er mange forskellige ting, der skyller op på de danske strande. En stor del er plastik.

Plastik ligger desværre på mange danske strande, men frivillige der vil gøre en indsats, får nu hjælp.

Der er netop uddelt 2,1 millioner kroner fra Miljøstyrelsens strandoprydningspulje. Puljen åbnede første gang i efteråret 2019, og har nu afsluttet sin første runde i 2020.

- Plastik er en trussel for vores natur og miljø. Strandoprydningspuljen er en håndsrækning til alle de frivillige, som gør et stort arbejde med at holde strandene fri for plastik og andet affald, så andre kan nyde naturen. Det er en glæde at opleve, at interessen for at yde en indsats fortsætter, siger kontorchef Nina Espegård Hassel

Stor interesse fra mange forskellige ansøgere

Der har været bred interesse for at søge strandoprydningspuljen– både offentlige myndigheder, private selskaber og almindelige borgere har ansøgt.

I første kvartal af 2020 blev der ansøgt for 4 millioner kroner og uddelt 2,1 millioner kroner.

Alle projekter og ansøgninger, der levede op til formål og krav har fået tilskud.

Fonden MiljøPunkt Østerbro vil med projektet ”Østerbro ta´r skraldet” arrangere 11 månedlige, kystnære affaldsindsamlinger i samarbejde med lokale borgere, skoler og organisationer på Østerbro. Fonden MiljøPunkt Østerbro har fået godt 90.000 kr. til materiel, forplejning, organisering og rekruttering. 

Aalborg Kommune har fået ca. 240.000 kr. til at lave strandoprydning med skoleklasser og bjærge spøgelsesnet, der ligger på havbunden tæt ved kysten i Limfjorden.

I løbet af efteråret 2020 vil Miljøstyrelsen igen åbne for ansøgninger til strandoprydningspuljen.

 

Følgende 13 projekter har fået støtte i denne ansøgningsrunde:

 

-        Mandø Fællesråd, Mandø, Esbjerg

-        ELSK ApS, Klitmøller, Thisted

-        Søndre Klegod grundejerforening, Sdr. Glegod, Ringkøbing-Skjern

-        Hold Danmark Rent ApS, Hele landet

-        OM-HU.dk Aps, Nymindegab/Vedersø, Ringkøbing-Skjern

-        Strandet IVS, flere strækninger langs den jyske vestkyst

-        Aalborg kommune, Limfjords-sekretariatet, Limfjorden.

-        Garbagerun Movement Danmark, Vallensbæk, Brøndby, Ishøj, 

         Hvidovre 

-        Brøndby Kommune, Brøndby

-        Korsholm Consult, Hele landet

-        Ekspedition Plastik, Amager Strand og Dragør Sydstrand

-        Fonden Miljøpunkt Østerbro, Østerbro, København

-        Kær Event, Skallerup Klit, Hjerting Strand, Østerstrand Fredericia,

 Christiansminde Strand Svendborg,

 Albuen ved Nakskov, "Bikini" Stranden Holbæk