Miljøstyrelsen giver dispensation til håndsprit i fødevareemballage

Hvis håndsprit undtagelsesvist sælges i fødevareemballage, skal etiketten tydeligt vise de nødvendige advarsler om, at produktet ikke må drikkes. Det er et af vilkårene i en dispensation om fysisk lovliggørelse fra Miljøstyrelsen.

Tre fødevareproducenter, der har fået et påbud om at stoppe salg af håndsprit i fødevareemballage, fordi deres produkter kan forveksles med fødevareprodukter, kan alligevel fortsætte salget til forbrugerne.

Det sker på betingelse af, at der påsættes nye etiketter med advarsel om, at håndspritten skal opbevares utilgængelig for børn, og at den ikke må drikkes.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har i perioden april til juli i år udstedt påbud om, at håndspritprodukter fra fem fødevarevirksomheder skulle trækkes tilbage. Påbuddet var begrundet ved, at produkterne kunne forveksles med fødevareprodukter.

Miljøstyrelsen har efterfølgende været i dialog med virksomhederne. Tre af virksomhederne er interesserede i en dispensationsmulighed, hvor Miljøstyrelsen anviser en etikette med de nødvendige advarsler, som de kan klistre på deres produkter.

Dispensationen gælder sager, hvor fødevarevirksomheder er kommet i økonomisk klemme, fordi de i perioden har vist samfundssind, og omstillet produktionen til håndsprit, fordi der var mangel på dette i foråret.

Miljøstyrelsen vil udarbejde et konkret forslag til en etiket for hvert af de firmaer, det er relevant. Endvidere vejledes om, at der er mulighed for virksomhed til virksomheds-salg.