Miljøstyrelsen i nærkontakt med de unge

07-01-2020
NOVANA Natur Vandmiljø

Syd- og sønderjyske gymnasier viste stor interesse for tilbud om gæsteundervisning om natur.

Elever fra Ribe Katedralskole bliver klogere på naturen og livet som biolog. Foto: MST

Vil I høre om søer, fisk og vandplanter og om, hvordan Miljøstyrelsen overvåger naturen?

Sådan lød Miljøstyrelsen Syd’s tilbud i december om gæsteundervisning i flere gymnasier i Syd- og Sønderjylland. Og interessen var stor:

-Alle pladser var taget allerede få timer efter, at vi havde kontaktet gymnasierne. Så der var virkelig efterspørgsel efter tilbuddet, fortæller kontorchef Martin Petersen fra Miløstyrelsen.

Biologerne Anne Boisen Petersen og Thøger Nisbeth Henriksen underviste i december to 1.g klasser på Ribe Katedralskole og en 3.g klasse på Munkensdam Gymnasium om overvågningen af Kvie Sø og Engelholm Sø og om de to nye digitale guider for søerne.

Spørgsmål om biodiversitet og sjov 

-Vi har haft en ambition om, at kendskabet til de nye sø-guider skulle længere ud. Vi ville puste liv i dem, og det lykkedes. Jeg syntes det er et godt eksempel på, at omverdenen er meget interesseret i vores viden, siger Martin Petersen.

Der var stor interesse fra både studerende og undervisere om søerne og om, hvordan feltarbejdet foregår med prøvetagning. Der blev også spurgt til, hvordan det er at arbejde i Miljøstyrelsen, om sjove oplevelser i felten og om biodiversitet. 

-Interessen var især stor i forhold til, hvad vi egentlig laver i Miljøstyrelsen og for at se nogle reelle data fra vores overvågning og snakke med os, der er ude i - og har viden om naturen, fortæller biolog Anne Boisen Petersen.

Se de nye sø-guider her  

Gæsteundervisningen er et af Miljøstyrelsens bidrag til strategien om ”Porten til viden” og ”Dialog med omverdenen”.