Så er det slut med gratis bæreposer

18-12-2020
Affald Borger

Fremover skal du betale mindst fire kroner for en almindelig bærepose.

""

Fra 1. januar er det en endnu bedre idé at genbruge din bærepose. Fra årsskiftet kommer det nemlig til at koste mindst fire kroner, hvis man vil købe en almindelig bærepose til sine indkøb.   

En ændring i Miljøbeskyttelsesloven betyder, at for eksempel supermarkeder, tøjbutikker og byggemarkeder ikke må udlevere gratis plastikbæreposer til kunderne.

Forbuddet mod gratis udlevering omfatter ikke kun plastikbæreposer, men også alle andre typer bæreposer med hank, herunder også bæreposer af papir eller tekstil.

Ud over minimumsprisen på almindelige bæreposer bliver det fra årsskiftet helt forbudt at udlevere de tynde plastikbæreposer, som typisk bruges til takeaway. Tynde plastikbæreposer må altså hverken udleveres gratis eller mod betaling.

De meget tynde plastikposer uden hank, der blandt andet anvendes til fødevarer af hensyn til hygiejne og forebyggelse af madspild, er undtaget fra forbuddet.

Læs mere på plastikviden.dk

Du kan læse nærmere om de nye regler i Miljøbeskyttelsesloven og Emballagebekendtgørelsen via følgende links:

Miljøbeskyttelseslovens § 51 a

Emballagebekendtgørelsens § 12