Miljøstyrelsen undersøger strikkegarn for kemiske stoffer

24-04-2020
Kemikalier

Flere og flere danskere griber fat i strikkepindene og strikker på livet løs. Nu går Miljøstyrelsen i gang med at undersøge flere typer garn for indhold af kemiske stoffer.

Danskerne strikker mere og mere. Det er en udvikling, der har været i gang gennem de senere år, men der er ingen tvivl om, at hjemmelivet under corona-krisen har sat endnu mere gang i strikke-trenden hos danskerne. At strikke er blevet en vigtig del af danskernes hverdagsliv:

”Fordi det er blevet mere almindeligt at strikke, vil vi gerne undersøge bomuld og uldgarn for indhold af visse kemiske stoffer. At der strikkes mere gør, at vi forventer mere hudkontakt med garnet,” siger Elisabeth Paludan, funktionsleder i Miljøstyrelsen og fortsætter:

”Vi vil gerne undersøge for kemiske stoffer, som tidligere har vist sig at være problematiske i tekstiler. Vi vil vurdere, om nogle af disse stoffer findes i mængder, der kan udgøre en risiko for brugeren – både den der strikker, og den der bærer trøjen.”

Elisabeth Paludan understreger, at det ikke er meningen at gøre de strikkeglade danskere nervøse:

”Vi har lyttet til borgerne og har spurgt vores brugere på Facebook om, hvilke produkter de gerne vil have, at vi undersøger i Miljøstyrelsen, og her blev det bl.a. foreslået, at vi kigger på garn. Hvis det skulle vise sig, at der er problematiske stoffer i garnet, så vil vi håndtere det enten ved at give nogle gode råd til forbrugerne eller ved at indstille stoffet til regulering,” siger hun.

Desuden vil projektet kontrollere, om der findes nogen af de stoffer i garnet, der allerede er reguleret i lovgivningen i dag.

Miljøstyrelsen undersøger cirka 40 forskellige garnnøgler af bomuld og uld, herunder det populære ”Superwash” – en uldtype der kan vaskes. Produkterne bliver købt på nettet, og vi forventer, at undersøgelsen er færdig i slutningen af 2020.

For yderligere information kontakt venligst:
Elisabeth Paludan, funktionsleder, Miljøstyrelsen på mobil: 22 29 02 82