Hånddesinfektionsprodukter tilbagekaldes

21-04-2020
Kemikalier

Miljøstyrelsen tilbagekalder en række hånddesinfektionsprodukter, der indeholder aktivstoffet PHMB, solgt af virksomhederne JustOrganic ApS og ICM A/S.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har den 15. april 2020 og 16. april 2020 påbudt virksomhederne JustOrganic ApS og ICM A/S at tilbagekalde produkterne henholdsvis ”EcoCare Hand Sanitizer” (JustOrganic), ”Bluestar Hånddesinfektion” og ”Bluestar Overflade- og Hånddesinfektion” (ICM) fra forhandlerne og brugerne.

”JustOrganic ApS og ICM A/S har anvendt et aktivstof PHMB i deres hånddesinfektionsprodukter, som EU's fælles biocid-godkendelsessystem tilbage i 2018 har vurderet, ikke bør anvendes i hånddesinfektionsprodukter," siger Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen.

Det skyldes, at PHMB* er afvist godkendt som aktivstof i hånddesinfektionsprodukter på grund uacceptabel risiko for human sundhed og miljø.

Det betyder, at JustOrganic ApS senest den 17. april 2020 skulle have udsendt et tilbagekaldelsesbrev til alle, som har købt produkterne ”EcoCare Hand Sanitizer” inden for det sidste år fra dags dato, og inden tre hverdage herefter fremsende dokumentation til Kemikalieinspektionen for, at påbuddet er efterkommet.

Endvidere betyder det, at ICM A/S senest den 21. april 2020 skal udsende et tilbagekaldelsesbrev til alle, som har købt produkterne Bluestar Hånddesinfektion” og ”Bluestar Overflade- og Hånddesinfektion” inden for det sidste år fra dags dato, og efter udløbet af fristen for at efterkomme påbuddet, inden tre hverdage fremsende dokumentation til Kemikalieinspektionen for, at påbuddet er efterkommet.

Påbuddet er givet i henhold til kemikalielovens § 48, stk. 2, nr. 3.

*PHMB - polyaminopropyl biguanide, link til Kommissionens afgørelse: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32018D0619&from=EN

For yderligere information kontakt venligst: Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen på: 2162 5966.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies