Danske forskere spiller central rolle i kæmpe forskningsindsats om hormonforstyrrende stoffer

22-02-2019

EU har ved årsskiftet igangsat det største forskningsprojekt nogensinde til beskyttelse af sundhed og miljøet mod hormonforstyrrende stoffer.

Der er de næste fem år bevilliget 375 millioner kr. til otte europæiske forskningsgrupper, som har vundet udbuddet i konkurrence mellem i alt tyve internationale konsortier bestående af universiteter, miljømyndigheder og industri. I hele tre af de otte vindende projekter er der dansk deltagelse, og det ene projekt vil tilmed blive ledet af forsker fra Syddansk Universitet.

- Vi er som myndigheder helt afhængige af, at forskerne kan levere ny viden så vi kan udpege de stoffer, der skal reguleres på grund af deres hormonforstyrrende effekter. Derfor er jeg virkelig spændt på at se de resultater, der kommer ud af forskningsprojekterne siger Magnus Løfstedt, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Det ligger i forlængelse af, at brede flertal i Folketinget i en mangeårig periode har prioriteret en stærk dansk indsats i arbejdet med hormonforstyrrende stoffer, herunder med finansiering af Center for Hormonforstyrrende Stoffer (CeHoS), som i dag ledes af forskere fra Rigshospitalet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Syddansk Universitet (SDU). Miljøstyrelsen har løbende understøttet arbejdet med hormonforstyrrende stoffer på mange fronter, og har bl.a. også nedsat netværk med forskere og myndigheder, som udveksler viden og koordinerer indsatser på området.

Lektor Henrik Holbech fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet er leder af projektet ERGO (Endocrine Guideline Optimisation), der officielt skydes i gang fredag d. 22. februar 2019. Projektet har til formål at udvikle bedre, hurtigere og billigere metoder til at afsløre, om kemikalier har skadelige virkninger på skjoldbruskkirtel-hormonerne. På nuværende tidspunkt er det kun få af de standard-testsystemer, som bruges i EU og OECD til testning af kemikalier, som er i stand til at afsløre effekter på stofskiftehormonerne. ERGO vil bl.a. drage sammenhæng mellem brug at testmetoder i fisk, padder og pattedyr og undersøge, om det er muligt at bruge testmetoder på padder og fisk til at forudsige, hvad der sker i pattedyr, og omvendt.

Projektets bevilling er 45 millioner kr. fra EU og 7,5 millioner kroner fra industrielle partnere, og har deltagelse af 16 forskergrupper for henholdsvis Danmark, Tyskland, Belgien, Frankrig, Tjekkiet, Japan og USA.  

Læs mere om projektet ERGO på Syddansk Universitets hjemmesider