Danskerne smugler klimaskadeligt kølemiddel

05-12-2019
Kemikalier Borger

Danskerne indsmugler klimaskadeligt kølemiddel til brug i bilens airconditionanlæg, viser stikprøvekontroller. Et alvorligt problem, siger Miljøstyrelsen, der nu skærper sin information om reglerne.

Miljøstyrelsen har i en række kontroller beslaglagt 67 ulovlige engangsbeholdere med det stærkt klimaskadelige kølemiddel R134a. I alle sagerne er det privat personer, der har indkøbt over nettet – i 66 tilfælde uden for EU.

Det er i EU forbudt for private uden særlig uddannelse og autorisation at arbejde med R134a, og det må ikke sælges i engangsbeholdere, som øger risikoen for udslip. 

R134a, der bl.a. bruges i airconditionanlæg i de fleste personbiler fra før 1. januar 2017, er selv i meget små mængder særdeles skadeligt for klimaet. Klimaeffekten ved at udlede indholdet af R134a i en gennemsnitlig aircondition svarer til at udlede 1.000 kg CO2 ‒ den mængde CO2 som man ville udlede ved at køre frem og tilbage mellem København og Barcelona to gange i en almindelig personbil.

”Noget tyder på, at indsmuglingen fra andre markeder uden for EU øges som en konsekvens af de skrappe europæiske regler, og et flertal af de konfiskerede engangsbeholdere er da også indkøbt over nettet fra lande uden for EU. Det er et alvorligt problem, at vi finder så mange overtrædelser, og vi frygter, at vi kun har set toppen af isbjerget. Derfor sætter vi nu ind med information til borgerne om reglerne, så vi kan få stoppet den illegale handel”, siger funktionsleder i Miljøstyrelsen Elisabeth Paludan.

Også brugen af R134a er reguleret. Det er fx ulovligt at fylde R134a på et airconditionanlæg i en bil, hvis man ikke har en godkendt uddannelse. Påfyldning skal altid ske på et godkendt værksted.

"Det er ikke uden risiko selv at importere og bruge det ulovlige kølemiddel. I værste fald kan forkerte påfyldningsmængder gøre anlægget virkningsløst eller medfører skader på vitale dele ofte med store økonomiske omkostninger til følge. Derfor anbefaler FDM, at det kun er uddannede fagfolk med autorisation og kendskab til kølemiddelsteknik, der foretager reparation og servicering af airconditionanlæg. Vi er glade for, at Miljøstyrelsen nu lancerer en kampagne, der sætter fokus på det ulovlige kølemiddel,” siger leder af FDM's tekniske rådgivning Lone Otto.

Overtrædelse af reglerne om fx import eller brug af R134a kan straffes med bøde og fængselsstraf ved gentagne eller grove tilfælde.

Den nye oplysningsindsats lanceres i dag, og borgerne kan bl.a. møde den på sociale medier og i bilklubber og bilfora online, ligesom en række af bilbranchens organisationer hjælper med at sprede budskabet. 
Læs mere på kampagnens hjemmeside

Yderligere oplysninger:
Funktionsleder Elisabeth Paludan, Miljøstyrelsen, tlf. 22 29 02 89,

Fakta

  • Miljøstyrelsen har beslaglagt 67 ulovlige engangsbeholdere med R134a solgt til private via nettet. De 66 er solgt fra hjemmesider uden for EU.
  • Det er i EU forbudt for private uden godkendt uddannelse at arbejde med R134a, og det må ikke sælges i engangsbeholdere, som øger risikoen for udslip.
  • R134a er et meget anvendt kølemiddel og benyttes i de fleste biler produceret før 1. januar 2017. Kølemidlet blev introduceret i begyndelsen af 1990’erne, og fra 1994 var det standard i alle bilers A/C-anlæg. Der vil derfor være biler med A/C-anlæg til R134a i omløb i mange år fremover.
  • I nye biler anvendes det mindre klimaskadelige kølemiddel R1234yf.
  • R134a er en gas af typen HFC og dermed en F-gas. HFC-gasser er kunstigt fremstillede gasser, og R134a er 1400 gange kraftigere end CO2.
  • R134a er under udfasning på det europæiske marked på grund af gassens betydelige bidrag til den globale opvarmning. 
  • Der er skrappe regler for HFC-gasser i EU. I 2030 skal forbruget i EU være reduceret til kun 21 % af forbruget 2012.

Læs Miljøstyrelsens fakta-ark til bilejere om R134a på www.mst.dk/r134a.

Billeder af ulovlige engangsbeholdere

Flere billeder kan hentes her