Gør hakkejernet til din bedste ven

12-04-2019

En ny kampagne giver gode råd til, hvordan du bekæmper ukrudt og får en dejlig have uden at bruge pesticider.

I påsken sysler mange haveejere med at fjerne ukrudt, og det kan man fint gøre uden at sprøjte. Foto: Colourbox.

Bruge hakkejern i stedet for pesticider.

Det er hovedbudskabet i en ny kampagne fra Miljøstyrelsen.

Kampagnen ”Sammen gør vi haven grøn” hjælper haveejere til at vælge miljøvenlige alternativer til pesticider.

Få gode råd til en have uden pesticider her

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Undervejs i kampagnen giver havemand Claus Dalby og have-entusiast Annette Heick gode råd til, hvordan man undgår ukrudt og bekæmper ukrudt, skadedyr og alger uden brug af pesticider.

Miljøstyrelsen opfordrer haveejere til at slå et smut forbi www.mst.dk, hvor haveeksperter giver deres bedste tip til en dejlig have uden brug af pesticider. På hjemmesiden kan man også finde gode råd til at håndtere pesticider korrekt og læse om fordelene ved at vælge klar-til-brug midler frem for koncentrerede pesticider.

Havekampagnen er en opfølgning på Pesticidstrategi 2017-2020.

Fakta: Sådan undgår du at sprøjte

  • Brug en fugerenser mellem fliser og sten
  • Fej fliser og belægning, så nye planter ikke spirer frem
  • Lug ukrudt med hakkejern eller skuffejern
  • Læg et lag sand på fliserne mod alger, og fej det af et par dage senere
  • Fjern mos med en rive eller en motoriseret mosfjerner
  • Giv gode forhold til nyttedyr, så de holder skadedyr nede og hjælper med bestøvning. Lad gamle stubbe og brændestabler stå til insekter og sæt redekasser op til fuglene
  • Fjern syge og angrebne grene og blade
  • Vælg robuste plantesorter og brug fx insektnet.