Virksomheder hædres med EU’s danske miljøpriser

19-06-2018
Grøn virksomhed

Fem danske virksomheder har modtaget EU’s miljøpris for at fremme en bæredygtig omstilling. Priserne markerer, at danske virksomheder er i miljøteknologisk topform og bidrager til at opfylde FN’s bæredygtighedsmål.

Stolte repræsentanter for fem prisvindende virksomheder.

En hybrid brændeovn, allergivenlig vægmaling og genbrug af IT-udstyr. Sådan lyder nogle af de projekter, som mandag modtog den danske del af EU Business Award 2018 i IDA-huset i København. De fem virksomheder, som modtog priserne, skal nu ud i Europa og deltage i konkurrencen om den samlede europæiske Miljøpris.

Prisen blev overrakt af Vicedirektør i Miljøstyrelsen, Søren Bukh Svenningsen, som er imponeret over virksomhedernes arbejde.

- Dansk Miljøteknologi er i rivende udvikling, og virksomhederne har en masse gode løsninger, som er interessante også på det globale marked. Det er de fem danske vinderprojekter gode eksempler på, og det bliver spændende at se, hvordan de klarer sig i den europæiske konkurrence, siger Søren Bukh Svenningsen.

EUs miljøpriser uddeles hvert andet år til de mest miljøbevidste virksomheder i Europa og uddeles i år for 17. gang. Miljøprisen er den mest prestigefyldte i EU-regi, og formålet er at fremme innovative og bæredygtige tiltag på miljøområdet – i et lang sejt træk.

Ingeniørforeningen IDA var værter for den danske bedømmelseskomité. De indkomne projekter er vurderet ud deres grad af innovation og miljøforbedrende effekt, og deltagerfeltet bestod både af nye virksomheder og virksomheder, der har været med i mange år. Projekterne kan have miljøteknologisk såvel som organisatorisk karakter og skal have fundet sted inden for de seneste tre år.

Den samlede europæiske konkurrence afgøres i Østrig til november.