Ny teknologi på vej til miljøområdet

03-07-2018

Miljøstyrelsen hyrer eksperter for at fremme brugen af innovation og ny teknologi.

Kunstig intelligens, internet of things, sensorer og droner. Det er blandt andet den slags ny teknologi, som Miljøstyrelsen fremover vil bruge mere blandt andet i overvågningen af naturen og vandmiløet.

For at få analyseret mulighederne for at bruge mere ny teknologi, har Miljøstyrelsen netop indgået en 4-årig rammeaftale med konsulenter fra Deloitte Digital og Alexandra Instituttet.

-Vi ser store muligheder i at bruge teknologi på nye måder inden for miljøområdet for eksempel, når vi udfører kontrol eller overvåger miljøets tilstand. Danskerne er optaget af miljøet, og vores ambition er at være porten til den bedste viden på natur- og miljøområdet. Vi vil være i dialog med borgere og virksomheder om nye løsninger. Det handler i høj grad også om at få etableret nye samarbejder med eksterne partnere. Her glæder vi os til at blive en del af det spændende teknologiske miljø blandt andet på Fyn, siger direktør Lars Hindkær, Miljøstyrelsen.

Aftalen med konsulenterne giver Miljøstyrelsen nem og hurtig adgang til metoder, redskaber og kompetencer indenfor anvendelsen af ny teknologi på miljøområdet.

Robotter hjælper med sager

Miljøstyrelsen har allerede introduceret robotter i en mindre del af sagsbehandlingen, og styrelsen vurderer, at der kan være et stort potentiale i at bruge robotter og maskinlæring til at kvalitetssikre data og to at bruge droner med sensorer til at samle data ind om miljøets tilstand.

Partner i Deloitte Carsten Jørgensen udtaler:

-Deloitte og Alexandra Instituttet skal i tæt samarbejde med Miljøstyrelsen bidrage til den digitale innovation og udvikle helt nye måder at drive miljøforvaltning på. Det er første gang en statslig styrelse har initieret noget, der er så ambitiøst og vidtrækkende. Vi er utroligt stolte og glade for, at vi er blevet valgt som udviklingspartner i dette projekt, som vil få stor betydning for, hvordan vi passer på naturen og miljøet i Danmark.

Miljøstyrelsen i Odense er styrelsen for danskernes hverdag med fokus på rig natur, rent vand, sikker kemi og grøn produktion. Fælles for styrelsens opgaver er, at de baserer sig på et solidt fagligt grundlag og kvalitetssikrede data.

Yderligere oplysninger:

Programleder for JUMP, Thomas Ravn 22179849 (), Chef for forretningsudvikling Astrid Jacobsen (), 25441233