Miljøstyrelsen: uægte smykker kan være sundhedsfarlige

13-09-2017
Pressemeddelelse Borger Kemikalier

Smykker til rimelige priser er meget populære, men desværre viser Miljøstyrelsens stikprøvekontrol, at hvert femte smykke dumper, når det gælder overholdelse af gældende regler om indhold af nikkel, cadmium og bly.

18 ud af 88 smykker dumpede, og 9 trækkes tilbage fra forbrugerne, fordi de kan være farlige for sundheden. Det var resultatet, da Miljøstyrelsen ved en stikprøve kontrollerede, om danske smykkeimportører og forhandlere overholder reglerne om nikkel, cadmium og bly i smykker.

88 smykker fra 28 firmaer er blevet kontrolleret. Der var 18 ulovlige smykker, heraf afgav fire for meget nikkel, tre indeholdt cadmium, seks indeholdt bly og fem smykker indeholdt både bly og cadmium over de tilladte grænseværdier.

Kemikalieinspektionen har indskærpet salgsstop overfor de 11 firmaer, som har solgt de ulovlige smykker. Miljøstyrelsen har vurderet, at 9 blyholdige smykker(10%) udgør en sundhedsrisiko for forbrugerne og har derfor varslet påbud overfor forhandlerne om, at de skal trække disse smykker tilbage fra forbrugerne. Det drejer sig om smykker med vedhæng, armbånd og ringe.  

-En femtedel af de undersøgte smykker overholder ikke reglerne, og 10 % afgiver så meget bly, at de udgør en risiko for forbrugernes sundhed. Det er ikke i orden. Det er derfor vigtigt at være opmærksom ved brug af uægte smykker og f.eks. lade være med at putte dem i munden, siger Inger Bergmann, kontorchef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.

Der er ikke noget mønster, i hvilke typer smykker overtrædelserne findes, og overtrædelserne er fundet hos forskellige forhandlere. Smykkerne blev udtaget i butikker i Nordsjælland, Aarhus og København. De smykker der er udtaget til kontrol er smykker til forholdsvis lave priser.

Miljøstyrelsens anbefalinger om brug af uægte smykker

  • Køb dine smykker hos en forhandler, der kan garantere, at smykkerne ikke frigiver tungmetaller
  • Tag ikke smykker i munden
  • Undlad at bære de samme uægte smykker hver dag
  • Lad kun børn bære uægte smykker ved specielle lejligheder
  • Undlad at sove med uægte smykker
  • Dyrk ikke sport med uægte smykker på

For yderligere information kontakt venligst Inger Bergmann, kontorchef, Miljøstyrelsen på mobil: 40 11 82 25

Fakta om kontrollen:

88 smykker er kontrolleret, både herre- og damesmykker.

Der er kontrolleret ure, halskæder, ringe, armbånd, ørestikkere og piercingsmykker.

Smykkerne er først røntgenscreenet og de smykker, der viste tegn på tungmetalindhold blev derefter analyseret for indhold af cadmium og bly og testet for nikkelfrigivelse.

Forhandlerne har trukket produkterne tilbage fra forbrugerne.

Kemikalieinspektionen har tidligere i 2008, 2009 og i 2011 kontrolleret uægte smykker for indhold af tungmetaller. Overtrædelsesprocenten i de tre kontrolkampagner var henholdsvis 25, 21 og 18.

Miljøstyrelsen har advaret myndighederne i de andre EU-lande om de smykker, der udgør en risiko via det fælles europæiske notifikationssystem, RAPEX.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies