Hvad er miljørettigheder?

Som borger har man en række rettigheder på miljøområdet – omkring adgang til viden, deltagelse og klagemuligheder.

I juni 1998 underskrev 34 lande en konvention om borgernes miljørettigheder, i daglig tale Århuskonventionen. Konventionen trådte i kraft i oktober 2001 og sikrer borgernes rettigheder på tre områder: Retten til viden, retten til at deltage og retten til at klage. 

De tre principper er helt afgørende for borgernes mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, der påvirker vores fælles miljø.

Retten til viden

Konventionens første centrale princip er at borgerne skal have adgang til miljøoplysninger. Konventionen indeholder både regler om borgernes mulighed for via aktindsigt at få adgang til miljøoplysninger samt regler om myndigheders pligt til at stille miljøoplysninger til rådighed på eget initiativ

Kun gennem adgang til viden har borgerne en reel mulighed for at deltage i demokratiet. Kun hvis man ved, hvorfor beslutninger er truffet – eller ikke truffet – kan man deltage i en dialog.

Konventionen har en meget bred definition af miljøoplysninger, og den fastsætter at enhver har adgang til disse oplysninger uanset statsborgerskab, nationalitet og bopæl. Desuden fastsætter konventionen tidsmæssige grænser for, hvor længe en myndighed må bruge på at behandle en sag om aktindsigt i miljøoplysninger.

Ikke alle oplysninger udleveres

Udgangspunktet i konventionen er, at myndighederne skal udlevere alle miljøoplysninger. Der kan dog i særlige tilfælde være offentlige eller private hensyn, som betyder, at visse oplysninger efter en konkret vurdering ikke udleveres. Det kan for eksempel være myndighedernes foreløbige vurderinger af en sag eller fortrolige oplysninger om virksomheders forretnings- eller fabrikationshemmeligheder.

Konventionen indeholder desuden, hvad man kan kalde en "aktiv oplysningspligt". Det er altså ikke nok at informere, når nogen beder om informationer. Myndighederne skal selv tage initiativ til at få data og viden om miljøet spredt.

Retten til at deltage

Konventionens andet centrale princip er borgernes ret til at deltage i beslutninger på miljøområdet. Det er ikke nok at vide, hvad der foregår. Offentligheden skal også have indflydelse på, hvad der besluttes. Derfor stiller konventionen krav om, at offentligheden inddrages ved konkrete beslutninger af betydning for miljøet, ligesom borgerne skal inddrages, når der laves planer og politikker på miljøområdet.

Konventionen sikrer altså, at offentligheden bliver inddraget, inden det f.eks. bliver besluttet om en miljøgodkendelse kan gives, og hvilke vilkår der skal overholdes.

Offentligheden skal inddrages

Inddragelse kan f.eks. ske ved, at myndigheden på sin hjemmeside annoncerer, at der er kommet en ansøgning om f.eks. miljøgodkendelse, hvad den går ud på, hvilken myndighed der træffer afgørelse, og hvordan offentligheden kan deltage og komme med bemærkninger.

Konventionen indeholder også en generel forpligtelse til, at myndighederne skal inddrage offentligheden, når der udarbejdes planer, programmer og politikker på miljøområdet, samt når myndighederne udarbejder generelle regler som love og bekendtgørelser.

Retten til at klage

Konventionens tredje princip er borgernes adgang til at klage, hvis en myndighed ikke har overholdt konventionens bestemmelser. Det er ikke nok at med regler om adgang til viden og deltagelse. Der skal også være mulighed for at klage eller få prøvet en afgørelse ved en domstol eller et andet uafhængigt og upartisk organ etableret ved lov. Derfor slår konventionen på en række områder fast, at såvel den enkelte borger som organisationer og virksomheder har ret til at klage.

Konventionen sikrer ret til at klage i tre situationer:

• Alle sager om aktindsigt på miljøområdet skal kunne prøves ved enten en domstol eller ved et tilsvarende uafhængigt og upartisk organ, der er etableret ved lov. Det kan for eksempel være et klagenævn. Man kan ikke nøjes med adgang til domstolsprøvelse. Der skal sideløbende være adgang til en hurtigere og smidigere prøvelsesadgang – for eksempel ved at en overordnet myndighed eller et særligt klageorgan behandler klagen.
• Spørgsmål, der opstår i forbindelse med regler om ret til at deltage i beslutninger ved anlæg af nye virksomheder eller aktiviteter, der kan være forurenende, skal kunne prøves ved enten en domstol eller ved et tilsvarende uafhængigt og upartisk organ, der er etableret ved lov. Denne ret skal komme alle berørte borgere til gode, og landene skal anerkende, at miljøorganisationerne som hovedregel har adgang til at anlægge sag eller klage.
• Konventionen indeholder derudover en bestemmelse, der forpligter landene til at sikre borgerne en generel adgang til at lægge sag an eller klage over spørgsmål inden for lov-givningen om miljø, natur og planlægning. Konventionen overlader det til de enkelte lande at afgøre, hvem der skal have denne ret. Det følger derfor ikke automatisk af konventionen, at alle har mulighed for at lægge sag an eller klage i dette tilfælde.

Konventionen stiller krav om at det ikke må være uoverkommeligt dyrt at få en afgørelse prøvet. Domstolsafgørelser på området skal være offentligt tilgængelige.