Plastik

Mikroplast er defineret som alle plastikstykker, der er mindre end 5 millimeter (½ centimeter) i diameter. De fleste stykker mikroplast er dog langt mindre end 1 millimeter og kan ikke ses med det blotte øje. De måles typisk i mikrometer – som er en tusindedel af en millimeter – deraf navnet mikroplast.

Se ovenstående grafik om mikroplast i stor størrelse.

Mikroplast kan enten produceres bevidst (såkaldt primær mikroplast) eller stamme fra nedslidning af større plastikstykker (sekundær mikroplast). Primær mikroplast kan for eksempel tilsættes til maling eller til kosmetiske produkter som skrubbecreme, hvor det giver en skrubbeeffekt. Primær mikroplast udgør dog kun omkring 1 % af den samlede mængde mikroplast, der udledes til vandmiljøet. 99 % kommer således fra nedslidning af større plastikstykker.

Miljøstyrelsen har udført en teoretisk kortlægning af kilderne til mikroplast, og den viser, at de største kilder til mikroplast er afslidning fra:

• Dæk – 60 %
• Maling – 11 %
• Fodtøj – 7 %
• Vejstriber – 5 %
• Tekstiler – 2 %
• Byggematerialer – 1 %
• Køkkenredskaber, svampe og klude – 1 %
  …og altså også 1 % primær mikroplast.

Læs Miljøstyrelsens teoretiske kortlægning af kilderne til mikroplast

Det er rapporteret, at mikroplast er fundet en række steder, blandt andet i havet, i honning, øl, sukker, fisk og i drikkevand – og det er også vist, at man kan finde det som små partikler i luften. Forskere har i 2015 estimeret, at der drysser op til ti tons mikroplast ned over Paris årligt . Generelt er data usikre, men mikroplast findes sandsynligvis mange andre steder, hvor det blot ikke er blevet målt endnu. Det er stadig et forskningsmæssigt nyt område, og man mangler blandt andet pålidelige målemetoder.

Læs om forskernes estimat om mikroplast i Paris fra 2015

Nej, det er ikke realistisk muligt at forhindre, at der opstår mikroplast. Man kan forbyde bevidst produceret mikroplast i fx kosmetik og maling – hvilket den danske regering arbejder for – men det er som beskrevet ovenfor kun ca. 1 % af den samlede udledning af mikroplast til vandmiljøet, herunder 0,1 % fra kosmetiske produkter alene.

99 % af al mikroplast opstår ved nedslidning af større plastikstykker over tid og kan frigives ved selv en lille friktion. Det kan for eksempel ske, når vi klikker på en kuglepen, rører ved en fleecetrøje eller en karklud, skriver på et tastatur, stryger tandbørstens børster over tænderne eller skruer låget af en plastikflaske. Derfor er det ikke umiddelbart muligt at fjerne mikroplastik fra samfundet.

Hvis du som forbruger vil undgå, at der findes mikroplast tilsat i kosmetiske produkter, kan du vælge produkter med Blomsten eller Svanen, da kosmetiske produkter med disse miljømærker ikke må indeholde mikroplast.

Det ved vi ikke. Den eneste undersøgelse i Danmark fandt mikroplast i 16 ud af 16 drikkevandsprøver, men der er så store usikkerheder ved metoden, at Miljøstyrelsen ikke kan vurdere, om der reelt er tale om mikroplast.

Miljøstyrelsen har afventet at måle på drikkevandet, fordi det efter vores vurdering ikke har været muligt at gøre præcist og pålideligt. Vi er sammen med  Aarhus Universitet ved at få udviklet en pålidelig målemetode. Denne ventes klar i løbet af 2017, og vi vil derefter kunne undersøge det danske drikkevand for mikroplast.

Vores drikkevand er noget særligt, fordi vi drikker grundvand i Danmark. I resten af verden drikker man langt de fleste steder vand fra søer, floder og andet overfladevand, som kan være udsat for tilførsel af mikroplast fra luften og fra nedbør. Derfor er der heller ikke nødvendigvis mikroplast i dansk drikkevand, selvom det findes i andre lande.

Grundvandet består af regnvand, der siver ned igennem jorden over en periode på ca. 20-40 år. Jordlagene virker som et filter, der giver grundvandet en naturlig beskyttelse mod forurening – også fra mikroplast. Om det er muligt, at der alligevel kan sive mikroplast ned, ved vi ikke. Miljøstyrelsen har bedt DTU om at undersøge netop det i et projekt, der ventes færdigt i januar 2018.

Der er ikke umiddelbart grund til at tro, at mikroplast udgør et sundhedsproblem, så længe det er over en hvis størrelse på omkring 0,1 mikrometer (= en titusindedel af en milimeter). Undersøgelser peger på, at mikroplast forekommer så mange forskellige steder, herunder i støv, luft og fødevarer, at det er en del af vores hverdag, og det ser ikke ud til at være sundhedsskadeligt.

Der er dog spørgsmål om sundhedsmæssige effekter hos mennesker og dyr, som endnu ikke er særligt grundigt undersøgt. Der findes enkelte myndigheder, som har offentliggjort vurderinger af sundhedsrisici i forhold til mikroplast.

Det tyske føderale institut for risikovurderinger (BfR) har vurderet, at mikroplast i kosmetik ikke udgør en sundhedsmæssig risiko, fordi plastpartiklerne har en størrelse, så de ikke optages via tarmen. En undergruppe under Det Europæiske Agentur for Fødevaresikkerhed har i en rapport konkluderet, at der ikke umiddelbart er sundhedsmæssige problemer forbundet med indtag af mikroplastik for mennesker, men at det kunne der være med nanoplastik, som er så småt, at det kan trænge ind i organer. En nanometer er en milliontedel af en millimeter.

Det korte svar er igen: Det ved vi ikke.

Det lidt længere svar: Forskningen i mulige miljøskader fra mikroplast har koncentreret sig om vand og havmiljø, da meget plastikforurening ender i havet, men evt. miljøpåvirkning kan i princippet også forekomme andre steder. Der er potentielt tre typer af skadelige virkninger forbundet med organismers indtagelse af mikroplast:

1. Fysiske effekter som kan være en form for udsultning, hvis små organismer erstatter den føde, de ellers skulle have haft, med mikroplast – eller hvis mikroplast sætter sig som fremmedlegemer i organismerne og er årsag til skadelige effekter (fx betændelseslignende tilstande i kroppen).
2. Forgiftning fra frigivelse af de stoffer, som plasten består af. Normalt er plastik rimeligt ufarligt at indtage, men i teorien kan den frigive stoffer, når den nedbrydes eller udsættes for nye fysiske og kemiske forhold i miljøet som fx markante ændringer i temperatur og tryk.
3. Forgiftning fra stoffer, som ikke er en del af mikroplasten. Hypotesen går på, at mikroplast optager forureningsstoffer fra miljøet, som kan blive frigivet igen, når plasten nedbrydes eller udsættes for ændringer i den omgivende kemi – som fx i maven på et dyr.

Man har set indikationer på alle tre effekter i laboratorieforsøg, men da der blandt andet ofte anvendes høje koncentrationer sammenlignet med virkeligheden, er det usikkert, om de observerede effekter også forekommer i miljøet.

I Danmark er der foretaget undersøgelse af plastindholdet i maver fra fuglen mallemuk og fiskene torsk, sild og hvilling. DTU-Aqua har fundet mikroplast i 23-30 % af de undersøgte fiskemaver . Det vides ikke, om skadelige stoffer fundet i fiskene er optaget via plast eller direkte fra omgivelserne eller gennem føden. DTU-Aqua har også fundet, at mængden af mikroplast i fisk i Østersøen har været konstant de sidste 30 år, hvilket slet ikke afspejler stigningen i plastforbruget.

Mennesket vil i øvrigt normalt ikke indtage mikroplast fra fisk, da man fjerner fisks fordøjelsessystem, inden de spises. Vi spiser dog skaldyr, hvor fx blåmuslinger indtages hele – også den del, som kan indeholde mikroplast.

Læs rapporten 'Analyse af mikroplast i torske- og sildemaver' udarbejdet af DTU Aqua for Miljøstyrelsen på mst.dk

Læs rapporten 'Analyse af marint affald i sild og hvilling fra det nordlige Storebælt' udarbejdet af DTU Aqua på Miljøstyrelsen på dtu.dk

Læs nyheden 'Forekomsten af mikroplast i Østersøen er ikke steget i 30 år' på aqua.dtu.dk