Supplerende høring til afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten for Baltic Pipe projektet – ændring af projektområde

18-06-2018

Energinet og den polske virksomhed GAZ-SYSTEM ansøgte i november 2017 Miljøstyrelsen og Energistyrelsen om at igangsætte en miljøvurdering (en VVM-proces) af Baltic Pipe projektet. Miljøstyrelsen afholdt i den forbindelse i perioden fra den 21. december 2017 til den 22. januar 2018 en offentlighedsfase med indkaldelse af ideer og forslag til afgrænsning af miljøkonsekvensrapportens indhold.

Indkomne ideer og bemærkninger i høringsperioden samt Energinets igangværende forundersøgelse af projektområdet har ført til, at projektområdet nogle steder er blevet indskrænket, mens andre steder har det været nødvendigt at udvide det.

Miljøstyrelsen orienterer derfor hermed myndigheder, interessenter og borgere om de ændringer af projektområdet, der er foretaget siden 1. offentlighedsfase, og giver mulighed for at fremsende eventuelle bemærkninger og forslag til ændringerne.Du kan læse om ændringerne af projektområdet og de mulige miljøpåvirkninger i nedenstående supplerende idéoplæg.

Oplysninger om projektet i sin helhed og det oprindelige projektområde findes i idéoplægget udsendt i forbindelse med den 1. offentlighedsfase, som kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside på: www.mst.dk/Baltic-Pipe.

Du kan også læse om projektet på Energinets projekthjemmeside på: www.energinet.dk/balticpipe .

Alle ideer, bemærkninger og forslag til ændringerne kan senest den 6. juli 2018 sendes til Miljøstyrelsen, mærket ”Baltic Pipe”, på   eller med post til:

Miljøstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø

Herefter vil Miljøstyrelsen behandle de indkomne svar med henblik på den videre VVM-proces. Læs mere om myndighedsbehandlingen i idéoplægget fra december 2017.  

Supplerende idéoplæg

Oversigtskort Blåbjerg-Nyborg

Oversigtskort Egtved-Lillebælt

Oversigtskort Fyn

Oversigtskort Sjælland