Offentlig høring af miljøvurdering af grænseoverskridende påvirkninger fra det engelske projekt om etablering af havvindmølleparken East Anglia One North Offshore Wind Farm

02-07-2018

Den engelske VVM myndighed ”The Planning Inspectorate” har anmodet Miljøstyrelsen – som er den danske Espoo-myndighed - om at gennemføre høring af den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer af et projekt for etablering af havvindmølleparken East Anglia One North Offshore Wind Farm med tilhørende miljøvurdering af mulige væsentlige grænseoverskridende indvirkninger på det danske miljø efter § 38. stk. 5 i lovbekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).  

Der projekteres med etablering af en havvindmøllepark med en kapacitet på optil 800 MV. Parken skal dække et havareal på 209 km2 og placeres 36 km ud for kystbyen Lowestoft i den sydlige del af Nordsøen.

Den engelske notifikation af Danmark kan ses i nedestående link. I notifikationsbrevet er der link til projektet og den kommende miljøvurdering:

Notifikationsbrev

Hvis du ønsker, at der skal udarbejdes en miljøvurdering for de grænseoverskridende påvirkninger som evt. kan berøre Danmark og / eller hvis du har bemærkninger til det fremlagte plan for havvindmølleparken og indholdet de tilhørende miljøvurderinger for de grænseoverskridende påvirkninger af Danmark, skal de sendes til Miljøstyrelsen mærket med journalnummer MST-533-00056 senest den 2. august 2018.

Som Espoo-myndighed er Miljøstyrelsen opgave i den konkrete sag at videreformidle høringssvar fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til de engelske VVM-myndigheder.