Vandplanerne skal sikre god tilstand i de danske vandområder. Det vil sige en tilstand, der kun er svagt ændret i forhold til en uberørt tilstand. Der skal være de dyr og vandplanter, som kan forventes i vandområder, der er stort set upåvirkede af mennesker.

I Danmark findes ca. 70.000 km vandløb. Af disse er der fastsat et miljømål for ca. 19.000 km. På ca. 600 km vandløb skal der foretages konkrete indsatser som følge af vandplanerne i form af fx åbning af rørlagte strækninger. Derudover skal der fjernes ca. 1330 spærringer, og der er spildevandsindsatser i oplandet til ca. 5.800 km vandløb.

Alle søer med en størrelse over 5 hektar (ha) (svarende til ti fodboldbaner) er medtaget i vandplanerne. Derudover er der medtaget et antal udvalgte søer, som har en størrelse mellem 1 og 5 ha. Desuden skal der igangsættes ca. 15 sørestaureringer. Der etableres op til ca. 1.500 ha fosforvådområder med en effekt
på op til 30 tons fosfor i søer.

På grundvandsområdet er der indsatser på 21 km vandløb.

Endvidere opstiller vandplanerne rammer for kvælstofindsatsen, der gennemføres for at forbedre vandkvaliteten i vores kystvande. Tilførslen af kvælstof til kystvandene skal nedbringes med ca. 6.600 tons inklusive afledte effekter af spildevandsindsatsen, vandløbsindsatsen, skovrejsning, Natura-2000 indsatser mm. Herunder etableres der op til ca. 10.000 ha vådområder med en samlet effekt på op til ca. 1.130 tons kvælstof.

Man kan læse mere om vådområde- og vandløbsindsatsen på www.vandprojekter.dk

Der forbedres spildevandsrensning på ca. 35.000 ejendomme i spredt bebyggelse.
Der gennemføres udbygning af bassiner på 250 regnbetingede udledninger.
Der gennemføres forbedret rensning på 26 renseanlæg.

Det afhænger af vandområdet. Eksempelvis vil naturen i vandløbene hurtigt blive bedre, når indsatserne er gennemført, mens der i mange søer er ophobet fosfor i bundsedimenterne, som kun langsomt forsvinder.

Der bliver mere og bedre natur, og plante- og dyrelivet vil være rigere. Vi vil opleve mindre iltsvind i kystvande og fjorde.

Ja, særligt som følge af indsatsen over for spildevandsoverløb og ukloakerede ejendomme i det åbne land.

Nej. I Danmark bruger vi grundvand med en simpel vandbehandling som drikkevand. Bækkens vand kan indeholde sundhedsskadelige bakterier, selvom det er blevet renere, så det bør man ikke drikke.

Ja, på sigt kommer der flere fisk, fordi levevilkårene for fisk, smådyr og planter bliver forbedret betydeligt.

Staten vedtager de overordnede vandplaner, mens det er kommunerne, der gennemfører langt de fleste af indsatserne. Det har sammenhæng til, at kommunerne er lokal myndighed på en række miljøområder og kender de enkelte vandområder.

Kommunerne skal udarbejde handleplaner, der fortæller, hvordan kommunerne konkret vil gennemføre vandplanernes indsatser. Der vil efter behov fx også skulle ske opdatering af de kommunale spildevandsplaner. Kommunerne skal forvalte i overensstemmelse med vandplanen og skal prioritere indsatserne heri.

Naturstyrelsen er ansvarlig for at indsamle viden om, hvordan indsatserne virker i naturen og vandmiljøet. Et nyt natur- og miljøovervågningsprogram er trådt i kraft i 2011.

Nej, men vandplanerne skal sendes til EU, når de er vedtaget.

Landene skal som udgangspunkt nå de samme overordnede miljømål. Men da landene har forskellige forhold vedrørende geografi, geologi, vandområdernes karakter eller intensitet af landbrugsdriften, skal der også forskellige indsatser til for at opfylde vandplanernes mål. Implementeringen af vandrammedirektivet skal derfor tilpasses de forhold, der er særlige for det givne EU-land. I vedlagte rapport er der eksempler på andre landes implementering af vandrammedirektivet.

Læs rapport om implementering af vandrammedirektivet og nitratdirektivet i Nederlandene, Slesvig- Holstein og Danmark

Forsinkelsen af vandplanerne betyder, at gennemførelsen af indsatserne i planerne også forsinkes. Det kan derfor ikke afvises, at det vil indebære en forsinkelse af, hvornår vi ser effekterne ude i vandmiljøet.

Vandplanerne blev oprindeligt vedtaget i 2011. Dette skete efter en seks måneder lang offentlig høring og en efterfølgende supplerende høring på otte dage. Vandplanerne blev imidlertid underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet i december 2012, da nævnet fandt, at fristen på de otte dage for den supplerende høring var for kort. Konsekvenserne af afgørelsen var, at vandplanerne blev erklæret ugyldige.

Efter Natur- og Miljøklagenævnet erklærede vandplanerne for ugyldige i december 2012, har Naturstyrelsen i foråret 2013 opdateret vandplanerne og sendt dem i en fornyet offentlig høring. Høringen løb fra den 21. juni 2013 og 6 måneder frem til den 23. december 2013. Naturstyrelsen behandlede herefter de indkomne høringssvar, hvorefter planerne blev sendt i en fornyet supplerende høring på 8 uger henover sommeren 2014. På baggrund heraf er vandplanerne blevet tilrettet en sidste gang i efteråret 2014. Miljøministeren godkendte planerne i oktober 2014.

Vand- og naturindsatsen udgør en samlet offentlig investering på ca. 4 mia. kr. i perioden 2010-2015. Hertil skal lægges takstfinansierede udgifter særligt på spildevandsområdet.

Indsatserne for første planperiode finansieres af: · Statslig bevilling

• EU-midler fra Landdistriktsprogrammet (LDP) og Fiskeriudviklingsprogrammet (EFF/EHFF)
• Takstfinansieret spildevandsindsats · Eventuelle indsatser i forhold til indvinding af drikkevand takstfinansieres

Kommunerne søger om statslige tilskud til forundersøgelse og gennemførelse af vådområde- og vandløbsrestaureringsprojekter. Kommunernes administrative omkostninger i forbindelse med gennemførelse af vandplanerne indgår i aftale om kommunernes økonomi for 2013. Disse kommunale omkostninger er således kompenseret via det såkaldte DUT-princip efter aftale mellem KL og regeringen.

Der kan være indsatser i vandplanerne, fx vandløbsrestaurering og vådområder, der medfører vådere arealer. Enhver, der lider tab som følge vandløbsrestaurering, har i medfør af bestemmelserne i vandløbsloven ret til erstatning. Ved etablering af vådområderne kompenseres lodsejerne inden for en statslig tilskudsordning.

Der er gennemført mange økonomiske analyser. To ministerielle virkemiddeludvalg har analyseret, hvordan man mest omkostningseffektivt kunne implementere vandrammedirektivet. Herunder blev der gennemført analyser af forskellige virkemidlers omkostningseffektivitet. Rapporterne fra udvalgene er offentligt tilgængelige. De økonomiske konsekvenser af vandplanerne er desuden blevet analyseret i den tidligere regerings Grøn Vækst ministerudvalg.

I de tilfælde, hvor en kommune har fået afslag om tilskud fra staten til gennemførelse af indsatsen, enten fordi den ikke vil forbedre vandløbet, eller fordi den ikke er omkostningseffektiv, så er kommunen ikke forpligtet til at gennemføre indsatsen. Dette fremgår af note 5 til tabel 1.3.1 i vandplanen.

Det betyder, at de fastlagte målsætninger i vandplanerne skal realiseres med de lavest mulige omkostninger. Herudover vælges virkemidlerne under forudsætning af, at indsatsen er teknisk/praktisk mulig, og at effekten af virkemidlerne er dokumenteret.

Så vil fjordene og de øvrige kystvande ikke komme i god økologisk tilstand, og vi vil fx ikke få reduceret udbredelsen og hyppigheden af iltsvind.

Kvælstof øger produktion af mikroskopiske alger, der, når de synker til bunds, nedbrydes og dermed øger iltforbruget, så der under særlige vejrforhold kommer iltsvind. De mikroskopiske alger gør også vandet uklart, hvilket er til hinder for en tilstrækkelig udbredelse af havets bundplanter i overensstemmelse med EU’s målsætninger om god økologisk tilstand i det marine miljø.

I vandløb har mængden af fosfor og kvælstof ikke nogen større betydning for miljøtilstanden. Det bliver hurtigt skyllet væk. Her er det derimod mængden af organisk stof fra spildevand, der er et problem, ligesom dårlige fysiske forhold i vandløbet kan gøre levebetingelserne svære for planter og dyr.

Som følge af vandmiljøplanerne er den samlede tilførsel af kvælstof til kystvande reduceret med ca. 70.000 tons siden 1980’erne.

Oplande til de mere lukkede kystvande, særligt fjordene, har det største indsatsbehov, fx ved Limfjorden.

Oplande til de åbne kystvande har det mindste behov for at reducere kvælstoftilførslen, fx de åbne dele af Nordsøen, Kattegat og Bornholm i Østersøen.

Enge af ålegræs i danske fjorde og kystvande udgør levested og opvækstområde for en lang række organismer og danner grundlag for en høj biodiversitet. Ålegræsset fungerer samtidig som et naturligt kystværn, fordi bladene dæmper bølgerne, og ålegræssets stængler og rødder i sedimentet stabiliserer havbunden. Desuden virker planterne som partikelfilter og bidrager dermed til at holde vandet klart samtidig med, at de lagrer kulstof og tilbageholder næringssalte. Sunde og udbredte bestande af ålegræs, som der tidligere har været i danske farvande, er derfor helt afgørende for en god miljøtilstand.

Ålegræs er som alle andre planter afhængige af sollys, kuldioxid (CO₂), vand og næringsstoffer for at kunne vokse. I havet er der rigeligt med kuldioxid, vand og som regel også næringsstoffer, så det er sollyset, der afgør væksten og udbredelsen. Ålegræsset vokser på det lave vand langs vores strande og ud til den dybde, hvor der lige akkurat trænger tilstrækkeligt med lys ned til, at planten kan overleve. Er der ikke lys nok, dør planten. Og hvad har det så lige med kvælstof at gøre? Tilføres vandområderne meget kvælstof, sker der en hurtig opblomstring af mikroskopiske alger (fytoplankton), der gør vandet farvet og uklart. Sollyset trænger ikke langt ned i det uklare vand, og dermed er der ikke lys nok til, at ålegræsset kan vokse på det bare lidt dybere vand. Man siger, at ålegræsset bortskygges. I de danske farvande er udbredelsen af ålegræs gået meget tilbage på grund af en for stor næringsstoftilførsel fra land især af kvælstof. Hvor ålegræs nogle steder tidligere voksede ud til omkring 10 meters dybde, vokser det i dag ud til omkring det halve. Udbredelsen af ålegræs siger derfor noget om tilførslen af kvælstof til vores kystvande og fjorde.

En mindre tilførsel af næringsstoffer og især kvælstof forventes at føre til en mindre mængde af planteplankton i vandsøjlen og dermed mere lys ved bunden, så ålegræs – og andre rodfæstede planter og store havalger – får bedre vækstforhold og bedre mulighed for at brede sig på dybere vand. Selvom tilførslen af kvælstof til vores fjorde og kystvande er sænket, tager det tid for ålegræs og anden bundvegetation at indfinde sig på det dybere vand. Når vi ser på naturtilstanden i vores kystvande over tid, kan det dog ses, at de hidtidige indsatser for at mindske tilførslen af kvælstof til havet er begyndt at virke, da ålegræsset nogle steder vokser dybere. Der er således fremgang i udbredelsen.

I overensstemmelse med vandrammedirektivet er der fastsat miljømål for ålegræssets dybdeudbredelse. Hvert år undersøger vi derfor, hvor tæt og hvor dybt ålegræsset vokser på udvalgte og repræsentative steder i de danske fjorde og kystvande. Dette gøres ved dykkerundersøgelser eller ved hjælp af undervandsvideo. De observerede dybdegrænser for ålegræssets udbredelse indgår i det samlede resultat for ålegræssets dybdeudbredelse i et vandområde. Den aktuelle tilstand, som konstateres, holdes op i mod miljømålet, og det vurderes, om det er opfyldt eller ej.

Ålegræs er en væsentlig indikator for den økologiske kvalitet i kystnære vandområder i henhold til EU’s vandrammedirektiv, og ålegræs er et af de biologiske kvalitetselementer, som skal anvendes til at definere den økologiske tilstand i vandmiljøet med. Danmark har på lige fod med de andre EUmedlemslande, og som vandrammedirektiver foreskriver, deltaget i det såkaldte interkalibreringsarbejde med sammenligning af metoder til at fastsætte miljømål for de biologiske kvalitetselementer i vandrammedirektivet, herunder ålegræs. EU-Kommissionen har på denne baggrund besluttet en værdi for ålegræssets dybdeudbredelse, der opfylder målet om god økologisk tilstand. Når ålegræsset har en dybdeudbredelse, der svarer til miljømålet, har dette kvalitetselement opnået god økologisk tilstand.

Fosfor- og kvælstoftilførslen til vandområder bliver reduceret som følge af, at der skal udlægges 9 m randzone langs visse vandløb og søer. Inden for denne zone er der krav om forbud mod sprøjtning, gødskning og al dyrkning, undtagen dyrkning af vedvarende græs.

Med aftale om Vækstplan for Fødevarer, som Regeringen indgik med V, K, O og LA den 2. april 2014, blev det besluttet at ændre randzoneloven. Ændringen blev besluttet, fordi det havde vist sig meget vanskeligt for både landmænd og myndigheder at finde ud af, hvilke vandområder der helt konkret skulle pålægges randzoner. Loven er derfor blevet ændret til at omfatte vandløb og søer, der allerede er udpeget eller beskyttet i henhold til anden lovgivning på grund af deres natur-, miljø- eller samfundsmæssige værdi. Konsekvensen har været, at det lovpligtige randzoneareal er blevet mindre.

Med aftale om Vækstplan for Fødevarer bortfaldt kravet om de 140.000 ha yderligere, målrettede efterafgrøder. Derimod blev det generelle krav til efterafgrøder forhøjet med 60.000 ha fra 2015. Samlet set blev efterafgrødekravet altså væsentligt mindre.

Ændringen af randzoneloven har betydet, at det lovpligtige randzoneareal bliver halveret fra ca. 50.000 ha til ca. 25.000 ha. Derved bliver kvælstofeffekten tilsvarende halveret. Samtidig har ændringen af kravet til efterafgrøder også betydet en reduceret kvælstofeffekt. Den samlede effekt af disse ændringer anslås at udgøre ca. 2.400 tons kvælstof, så kvælstofindsatsen i vandplanerne herefter udgør ca. 6.600 tons kvælstof i forhold til oprindeligt 9.000 tons kvælstof.

I de først vedtagne vandplaner fra 2011 byggede udpegningen af søerne på amternes regionplaner. I forbindelse med den anden basisanalyse fra 2014 blev det besluttet at harmonisere denne udpegning, således at alle søer over 5 hektar fremover skal indgå i vandplanerne. Derfor blev et antal søer under 5 hektar udtaget af vandplanerne. Af de søer mellem 1 og 5 ha, der tidligere indgik i planerne, er et antal dog vurderet til at være så værdifulde, at de fortsat indgår. Derudover medtages et antal søer mellem 1 og 5 hektar beliggende i Natura 2000-områder.

Fosfor fungerer som gødning for alger og øger dermed algevækst. Alger skygger for sollys til de vandplanter, der lever på bunden, som så forsvinder. Derudover synker algerne til bunds, når de dør, og bruger ilten i bundvandet under forrådnelsen. Dermed opstår der iltsvind i søen. Samlet giver det meget forringede forhold for fisk, bunddyr og planter.

Det kommer fra vores brug af gødning og vaskemidler, fra spildevand, ukloakerede ejendomme og regnvandsoverløb samt fra opdræt af fisk og ænder. I mange søer ligger fosfor på bunden, som stammer fra tidligere tiders udledninger, og som kun langsomt frigives.

Udvælgelsen af, hvilke vandløb der skal indgå i vandplanerne, har taget udgangspunkt i en række objektive og naturfaglige kriterier: Alle større vandløb indgår i planerne (vandløb med et opland større end 10 km²). Derudover er medtaget mindre vandløb, som på hovedparten af deres udstrækning enten allerede har god tilstand, eller som ud fra en konkret bedømmelse af vandløbets faldforhold, slyngningsgrad og fysik vurderes at have en høj naturværdi. I alt er ca. 19.000 km vandløb ud af Danmarks ca. 70.000 km medtaget i vandplanerne.

Indsatsen i vandløbene skal gavne plante- og dyrelivet. Det sker ved at skabe større variation i vandløbets bund- og strømningsforhold, så vandløbene får en mere naturlig tilstand. Det kan fx ske ved at udlægge sten og grus og dermed skabe bedre gydeforhold for fisk eller slynge vandløbets forløb. Indsatsen er altså ikke rettet imod fjernelse af kvælstof og fosfor, da stofferne hurtigt bliver fragtet videre til søer og havet og dermed ikke påvirker vandløb i væsentlig grad.

Da man besluttede, at ændret vandløbsvedligeholdelse skulle indgå som et virkemiddel i vandplanerne, var det under forudsætning af, at landmændene kunne kompenseres for deres eventuelle tab inden for rammerne af Landdistriktsprogrammet. Det har imidlertid vist sig, at det ikke har været muligt at udvikle et værktøj, som tilstrækkelig præcist kan forudsige, hvor store landbrugsarealer der evt. påvirkes negativt ved oversvømmelse ved anvendelse af virkemidlet. Det har derfor heller ikke været muligt at fastlægge en kompensationsmodel for lodsejerne. Det er på den baggrund besluttet, at ændret vandløbsvedligeholdelse ikke skal indgå som et virkemiddel i vandplanregi.

Et vandområde kan efter vandrammedirektivet udpeges som et kunstigt eller stærkt modificeret vandområde, hvis de ændringer af områdets fysiske udformning, som er nødvendige for at opnå god økologisk tilstand, vil have betydelige negative indvirkninger på miljøet generelt eller på visse menneskelige aktiviteter, og formålet med de menneskelige aktiviteter på grund af tekniske vanskeligheder eller uforholdsmæssigt store omkostninger ikke med rimelighed kan tilgodeses med andre midler, som miljømæssigt er en væsentlig bedre løsning. Det vil derfor bero på en konkret vurdering, om et vandområde kan udpeges som et kunstigt eller stærkt modificeret vandområde.

Naturstyrelsen har holdt sig til EU’s vejledninger ved vurdering af, om vandområder opfylder udpegningsbetingelserne. Med udgangspunkt i EU's’ vejledning er der udpeget ca. 1000 km vandløb som stærkt modificerede og 650 km vandløb som kunstige.

At der drænes til et vandløb, betyder ikke automatisk, at der ikke kan opnås en god tilstand i vandløbet. Der kan sagtens være vandløb, som både kan opnå en god tilstand og kan bruges til at aflede drænvand.

At der drænes til vandløbet, er derfor ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sige, at vandløbet skal udpeges som stærk modificeret. Det kræver bl.a. en konkret vurdering, om der vil være en betydelig negativ indvirkning på dræningen, hvis der skal opnås en god tilstand i vandløbet. Hvis det som led i kommunernes planlægning af gennemførelsen af restaureringsindsatsen viser sig, at indsatsen vil have betydelig negativ indvirkning på eksempelvis dræning af landbrugsjord og være uforholdsmæssig omkostningsfuld, kan en vurdering af udpegning som stærkt modificeret vandløb overvejes.

Arten og antallet af smådyr, der lever i et vandløb, giver et udtryk for vandløbskvaliteten heri. Denne viden anvendes i DVFI, der står for Dansk Vandløbsfauna Indeks. Når man har konstateret, hvilke smådyr der lever i vandløbet, anvendes indekset til at bedømme, hvilken tilstand vandløbet er i. Indekset bruges således til at lave en biologisk bedømmelse af vandkvaliteten ud fra smådyrenes tilstedeværelse i et givent vandløb.

Naturstyrelsen har i efteråret 2013 bedt Aarhus Universitet vurdere, om DVFI kan bruges som indikator for, hvordan tilstanden i de små vandløb er. Aarhus Universitet har i den forbindelse bekræftet, at DVFI ikke kun kan benyttes i de store og mellemstore vandløb, men også i de små. 

Der er i EU-regi etableret et samarbejde, hvor medlemsstaterne mødes og sammenligner de metoder, som landene hver især bruger til at måle tilstanden i deres respektive vandområder. Danmark har indgået i dette arbejde, hvor vores vurderingsmetode, DVFI, er blevet sammenholdt med sammenlignelige landes metoder. Der har i den forbindelse ikke været stillet spørgsmålstegn fra EU om vores brug af DVFI.

I første planperiode (2009-2015) har vi i Danmark anvendt ét såkaldt kvalitetselement, nemlig smådyrene (udtrykt via DVFI, se ovenfor). Afhængig af, hvilke smådyr der lever i vandløbet, kan vi nemlig få et billede af, hvordan miljøtilstanden i vandløbet er. Hovedfokus er altså på vandløbets biologi. Hvis vi kan konstatere, at den biologiske tilstand i vandløbet ikke er god, går vi videre og ser på vandløbets kemi (er vandløbet fx påvirket af spildevand) og fysik (er der fx problemer med bundforholdene) for at forklare, hvorfor der er problemer i vandløbet. Det kan også hjælpe til at pege på, hvilke indsatser der vil være nødvendige for at forbedre tilstanden i det konkrete vandløb. Det fremgår af vandrammedirektivet, hvilke kemiske og fysiske (hydromorfologiske) støtteparametre der vil være relevant at se på.

Punktkilder er bl.a. renseanlæg, overløbsbygværker, afstrømning fra befæstede arealer, dambrug, industrier/virksomheder og spredt bebyggelse.

Ca. 360.000 ejendomme er ikke tilsluttet offentlig kloak og renseanlæg.

Spildevand fra spredt bebyggelse renses i private renseanlæg. Rensegraden varierer fra simpel mekanisk rensning i bundfældningstanke til mere effektiv rensning i minirenseanlæg, diverse filtreringsanlæg, pilerenseanlæg, nedsivningsanlæg mm.

Spildevand fra spredt bebyggelse afledes oftest via markdræn, grøfter eller direkte til vandløb, søer eller kystvande. Fra nedsivningsanlæg afledes spildevandet til jorden.

Forbedret rensning af spildevand i spredt bebyggelse og fra virksomheder betales henholdsvis af berørte grundejere og virksomheder. Omlægning af dambrug til modeldambrug betales af berørte dambrugsejere. Forbedret rensning af spildevand fra offentlige renseanlæg og udbygning af bassiner ved overløbsbygværker betales via spildevandstakster og dermed af husstandene og virksomhederne, der er tilsluttet offentlig kloak.

Nej. Der er endnu ikke tilstrækkelig viden om, i hvilket omfang klimaændringerne vil påvirke vandmiljøet. Frem til de næste planer, der skal gælde fra december 2015, vil Naturstyrelsen arbejde for at klarlægge, hvordan effekten af klimaforandringerne skal inddrages i vandplanlægningen.

Vandplanindsatserne vil under alle omstændigheder gøre vandmiljøet bedre i stand til at klare klimaudfordringer. Visse virkemidler, fx vådområder, vil have en positiv effekt i forhold til klimatilpasning, fordi vådområderne kommer til at fungere som bufferzoner ved kraftig regnafstrømning. I vandplanerne lægges der vægt på, at myndighederne giver en høj prioritet til de indsatser i vandplanerne, som understøtter indsatser i forbindelse med klimatilpasning.

Ja. Nogle virkemidler, f.eks. randzoner langs vandløb og søer, vil i nogle tilfælde bidrage til at nå mål for både vand og natur.

Det følger af vandrammedirektivet, at fiskevandsdirektivet ophæves ved udgangen af 2013, og at beskyttelsen af vandområder fremadrettet skal ske via vandplanerne. Spørgsmålet om implementeringen af fiskevandsdirektivet har derfor udelukkende historisk betydning. Det skal dog nævnes, at vi i Danmark måler på 12 af de 14 parametre, som fiskevandsdirektivet nævner. De sidste to parametre – restchlor og ammoniak – er ikke relevante at måle for i danske vandløb.