Spørgsmål og svar om miljøkvalitetskrav

Svar på hyppigt stillede spørgsmål om regulering af udledning af forurenende stoffer efter bekendtgørelse om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet.

Om forurenende stoffer

Ethvert stof, der kan forårsage forurening, er omfattet af bekendtgørelse om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet. Det gælder navnligt, men ikke udelukkende, stoffer og stofgrupper på listen i bekendtgørelsens bilag 1. Listen er således ikke udtømmende. Det er hvert enkelt stofs iboende egenskaber (giftighed, nedbrydelighed og evne til at bioakkumulere mv.), der er afgørende for, om det er omfattet.

Om miljøkvalitetskrav

Bekendtgørelsens miljøkvalitetskrav er miljømål, der gælder for overfladevandområder, jf. bekendtgørelse om fastsættelse af miljømål for vandløb, søer, kystvande, overgangsvande og grundvand. Miljøkvalitetskravene lægges til grund for regulering af udledning af forurenende stoffer.

Et miljøkvalitetskrav er en koncentration af et bestemt stof i vand, sediment eller biota, som ikke må overskrides af hensyn til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet (bekendtgørelsens § 5). Miljøkvalitetskrav indgår som et af flere elementer, der definerer det generelle miljømål ’god tilstand’ i overfladevandområder.

Et kvalitetskriterium er den højeste koncentration af et stof i vand, ved hvilken det skønnes, at der ikke vil forekomme uacceptable negative effekter på vandøkosystemer (bekendtgørelsens § 4).

Miljøkvalitetskravet fastsættes generelt med samme værdi som kvalitetskriteriet. Hvor særlige beskyttelseshensyn gør sig gældende for konkrete vandområder, vil et miljøkvalitetskrav dog kunne fastsættes med en strengere værdi for det pågældende vandområde (bekendtgørelsens § 9, stk. 4).

Nationalt fastsatte miljøkvalitetskrav findes i bekendtgørelsens bilag 2, og EU-fastsatte miljøkvalitetskrav findes i bekendtgørelsens bilag 3.

Miljøkvalitetskrav fastsat for konkrete vandområder med strengere værdier end dem, der fremgår af bekendtgørelsen, skal optages i vandplanen for det hovedvandopland, hvori vandområdet ligger.

Miljøkvalitetskrav for ’god økologisk tilstand’ er nationalt fastsatte miljøkvalitetskrav, dvs. miljøkvalitetskrav for alle andre forurenende stoffer end dem, der er fastsat miljøkvalitetskrav for på EU-niveau. De nationalt fastsatte miljøkvalitetskrav fremgår af bekendtgørelsens bilag 2 eller fastsættes i overensstemmelse med proceduren i bekendtgørelsens bilag 4.

Miljøkvalitetskrav for ’god kemisk tilstand’ er miljøkvalitetskrav fastsat på EU-niveau, dvs. miljøkvalitetskrav for prioriterede stoffer på listen i vandrammedirektivets bilag X og for andre stoffer, for hvilke der er fastsat miljøkvalitetskrav i EU-lovgivningen. De EU-fastsatte miljøkvalitetskrav fremgår af bekendtgørelsens bilag 3.

Miljøkvalitetskravene for henholdsvis ’god økologisk tilstand’ og ’god kemisk tilstand’ fastsættes efter samme fremgangsmåde, så principielt er der ingen forskel. Sondringen skyldes alene, at der i vandplanerne skal oplyses særskilt om overholdelse af de EU-fastsatte miljøkvalitetskrav, altså om kemisk tilstand.

Både miljøkvalitetskrav for ’god økologisk tilstand’ og miljøkvalitetskrav for ’god kemisk tilstand’ skal være opfyldt, for at vandplanernes miljømål om ’god tilstand’ er opfyldt.

Miljøkvalitetskrav er i bekendtgørelsen angivet som ’generelt kvalitetskrav’ og ’korttidskvalitetskrav’. Et generelt kvalitetskrav for et forurenende stof i et vandområde er det koncentrationsniveau, der skal være opfyldt som årligt eller periodespecifikt gennemsnit. Det generelle kvalitetskrav for et forurenende stof har til formål at beskytte vandmiljøet mod kroniske effekter på vandlevende organismer.

For vandområder med periodevis udledning af forurenende stoffer skal det generelle kvalitetskrav være opfyldt som gennemsnit i hver af de perioder, hvor der sker udledning.

Ved tilladelse til en udledning, der indeholder forurenende stoffer, skal der indgå en vurdering af, om det generelle kvalitetskrav er opfyldt.

Miljøkvalitetskrav er i bekendtgørelsen angivet som ’generelt kvalitetskrav’ og ’korttidskvalitetskrav’. Et korttidskvalitetskrav for et forurenende stof i et vandområde er det koncentrationsniveau, som ikke må overskrides. Korttidskvalitetskravet for et forurenende stof har til formål at beskytte vandmiljøet mod især akut giftvirkning på vandlevende organismer.

Ved tilladelse til en korttidsudledning indeholdende forurenende stoffer skal der altid indgå en vurdering af, om korttidskvalitetskravet er opfyldt. Ved tilladelse til en udledning, som ikke er en korttidsudledning, vil det især være relevant at forholde sig til, om korttidskvalitetskravet er opfyldt, når der forekommer større udsving i den udledte stofkoncentration.

Miljøkvalitetskravet for metaller er i bekendtgørelsen udtrykt som en 'tilføjet’ værdi. Af note (d) til ordet ’tilføjet’ i bekendtgørelsens bilag 2, Del A fremgår det, at der "ved vurdering af overvågningsresultater eller beregnede koncentrationer i et vandområde tages hensyn til den naturlige baggrundskoncentration, hvis den gør det umuligt at overholde miljøkvalitetskravet."

Det vil sige, at et metal er til stede i vandmiljøet i et acceptabelt omfang, når koncentrationen i et vandområde er lavere end den naturlige baggrundskoncentration af metallet i det pågældende vandområde plus den tilføjede værdi.

Vær opmærksom på, at den naturlige baggrundskoncentration er forskellig fra ’i forvejen forekommende koncentration’, som er summen af den naturlige baggrundskoncentration og de koncentrationsbidrag, der stammer fra eksisterende menneskeskabte kilder til vandområdet.

Den øvre værdi for et stof er den højeste koncentration, der kan accepteres som summen af den naturlige baggrundskoncentration og den tilføjede værdi for et stof. Plante- og dyrelivet kan i et vist omfang være tilpasset forskellige forhold, herunder høje baggrundskoncentrationer, men ved koncentrationer over et vist niveau vil der opstå negative effekter. Den øvre værdi er udtryk for dette loft.

Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning udmelder fra tid til anden ’forslag til kvalitetskriterier’ og ’forslag til miljøkvalitetskrav’, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 3 og 4.

Når der foreligger et forslag til kvalitetskriterium eller forslag til miljøkvalitetskrav for et stof, skal dette lægges til grund for afgørelser om udledninger af stoffet, men der skal samtidig tages forbehold for, at vilkåret vil kunne blive revideret i tilfælde af, at det endelige miljøkvalitetskrav fastsættes til en anden værdi end i forslaget, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 3.

Begrebet ’naturlig baggrundskoncentration’ fremgår af bekendtgørelsens bilag 2, note d og bilag 3, Del B, punkt 3, og er relevant for stoffer, som naturligt kan forekomme i vandmiljøet, typisk metaller.

Begrebet ’i forvejen værende koncentrationer’ fremgår af bekendtgørelsens § 15, stk. 2, og indgår ved beregning af, om et miljøkvalitetskrav for et stof kan forventes opfyldt ved meddelelse af tilladelse til en ny udledning.

Kendskab til den naturlige baggrundskoncentration er relevant for metaller og andre stoffer, hvor miljøkvalitetskravet er udtrykt som ’tilføjet værdi’. Den naturlige baggrundskoncentration er den koncentration af et stof, der er eller ville være til stede i et vandområde uden bidrag fra menneskeskabte kilder.

En i forvejen forekommende koncentration i et vandområde er udtryk for summen af den naturlige baggrundskoncentration og de koncentrationsbidrag, der stammer fra menneskeskabte kilder, der allerede er til vandområdet, før en eventuel ny udledning. For stoffer, bl.a. metaller, hvor miljøkvalitetskravet er fastsat som ’tilføjet værdi’, vil det f.eks. sige, at den i forvejen forekommende koncentration i vandmiljøet plus koncentrationsbidraget i vandmiljøet fra en eventuel ny udledning ikke må overstige summen af den naturlige baggrundskoncentration og den 'tilføjede værdi'.

I det omfang, at der findes oplysninger om baggrundskoncentrationer i Danmark for naturligt forekommende stoffer, fremgår oplysningerne af Miljøstyrelsens baggrundsnotater til fastlæggelse af et miljøkvalitetskrav. Alternativt må det være ansøgerens ansvar at fremskaffe de nødvendige oplysninger om baggrundskoncentrationer.

Om vandområder, som miljøkvalitetskrav gælder for

Bekendtgørelsens miljøkvalitetskrav gælder for alle overfladevande. Der kan være fastsat specifikke miljøkvalitetskrav for konkrete vandområder.

Vandrammedirektivets bilag II fastlægger regler for karakterisering af typer af overfladevandområder.
Vandområder med en årlig middelsalinitet på mindre end 0,5 ‰ karakteriseres som ferskvand.
Vandområder med middelsalinitet højere end 0,5 ‰ karakteriseres som overgangsvande eller kystvande.
Vandområder med middelsalinitet højere end 5 ‰ karakteriseres som saltvand.
Miljøkvalitetskrav for ferskvand kan umiddelbart anvendes for vandområder med en årlig middelsalinitet på op til 0,5 ‰ og miljøkvalitetskrav for saltvand (marin) kan umiddelbart anvendes for vandområder med årlig middelsalinitet højere end 5 ‰.

For så vidt angår miljøkvalitetskrav ved overgangen fra fersk til marint henvises der til afsnittet nedenfor.

Vandrammedirektivet karakteriserer vandområder med en middelsalinitet på 0,5 - <5 ‰ som oligohaline (dvs. saltvand med lav saltholdighed) overgangsvande eller kystvande.

Det anbefales, at vurderingen af, hvilke miljøkvalitetskrav, der skal anvendes i kystvande eller dele heraf, hvor den årlige middelsalinitet, som følge af tilstrømning fra vandløb, er i intervallet mellem 0,5 - 5 ‰, baseres på, om lokaliteten er mest relateret til ferskvands- eller saltvandsøkosystemer. Det skal i den forbindelse sikres, at miljøkvalitetskravene for ferskvand henholdsvis saltvand kan opfyldes ved afgrænsningen af ferskvandsområder (< 0,5 ‰) henholdsvis kystvands/overgangsvandområder med salinitet på 5 ‰ eller mere.

Om miljøkvalitetskrav for konkrete stoffer

Partikulære metaller vil kunne belaste bundsedimentet. I det omfang, der for metaller er fastsat kvalitetskrav til sediment, skal de sikres opfyldt for et vandområde. Det skal også sikres, at sedimentkvaliteten ikke forringes, og der må ikke ske øget forurening af et vandområde, jf. bekendtgørelsens §§ 14 og 16. Målet om ikke at forringe sedimentkvaliteten eller at øget forureningen skal vurderes i forhold til det samlede vandområde, og er således ikke rettet mod regulering af en enkelt udledning.

Det fremgår af direktivet om miljøkvalitetskrav for prioriterede stoffer under vandrammedirektivet, at direktivets miljøkvalitetskrav for kviksølv i vand, lig kravværdien i bekendtgørelsen, ikke fuldt ud tilgodeser beskyttelsen af vandmiljøet, jf. bekendtgørelsens note l til bilag 3, Del A. Det gør derimod direktivets miljøkvalitetskrav for kviksølv i biota, som også er givet i bekendtgørelsen. Dette er specielt for kviksølv, da det er normal procedure, at et miljøkvalitetskrav fastsat for en matrice tilgodeser beskyttelsen af det samlede vandmiljø. Skulle miljøkvalitetskravet for kviksølv i vand fuldt ud beskytte det samlede vandmiljø, ville det skulle reduceres med flere decimaler. Bekendtgørelsens kravværdi for kviksølv i vand har derfor meget lille nytteværdi som administrationsgrundlag.

Salt (NaCl) er ikke omfattet af listen over de vigtigste forurenende stoffer i bekendtgørelsens bilag 1, del A, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Saltholdigheden (saliniteten) er et af de generelle fysisk-kemiske kvalitetselementer, som skal indgå ved vurdering af vandområdernes økologiske tilstand (andre generelle fysisk-kemiske kvalitetselementer er pH, iltbalance, syreneutraliseringsevne og temperatur samt næringsstofkoncentrationer). God økologisk tilstand i vandløbog søer forudsætter, at disse kvalitetselementer ikke når niveauer, der ligger uden for de grænser, der sikrer, at det typespecifikke økosystem fungerer.

Saltholdigheden skal dermed vurderes ud fra den konkrete påvirkning af økosystemets funktionalitet, hvorfor der ikke skal fastsættes miljøkvalitetskrav i bekendtgørelsens forstand.

Ferskvand er overordnet karakteriseret ved, at saltholdigheden er mindre end 0,5 promille. Der vil dog normaltvære en betydeligt laveresaltholdighed i danske vandløb, og der kan derfor ikke bare fyldes op til de 0,5 promille.

Om fastsættelse af miljøkvalitetskrav

Miljømyndigheden kan ved meddelelse af en tilladelse til en udledning med forurenende stoffer komme i den situation, at der i medfør af bekendtgørelsen hverken er fastsat et miljøkvalitetskrav for stoffet eller evt. et forslag til miljøkvalitetskrav eller kvalitetskriterium, jf. bekendtgørelsen § 11, stk. 2. I den situation kan miljømyndigheden rette henvendelse til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om der på baggrund af den konkrete udledning er behov for, at Miljøministeriet tilvejebringer et miljøkvalitetskrav. Før miljømyndigheden retter henvendelse til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, skal den være nået til den konstatering, at den ikke kan konkludere, at stofkoncentrationen er så lav, at den er uden betydning for vandmiljøet, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 2. Er stofkoncentrationen så lav, at den er uden betydning for vandmiljøet, træffer miljømyndigheden afgørelse uden, at der foreligger et miljøkvalitetskrav for stoffet, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 1.

Når miljømyndigheden i medfør af bekendtgørelsens § 9, stk. 2, retter henvendelse til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, fordi den konstaterer, at den ikke kan konkludere, at stofkoncentrationen i en udledning er så lav, at den er uden betydning for vandmiljøet, og der i medfør af bekendtgørelsen hverken er fastsat et miljøkvalitetskrav for stoffet eller evt. et forslag til miljøkvalitetskrav eller kvalitetskriterium, skal Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning tage stilling til, om der er behov for, at der fastlægges et miljøkvalitetskrav. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning har til brug for sin stillingtagen behov for, at myndigheden i sin henvendelse medsender følgende oplysninger i relation til det udledte stof:

  • at det er godtgjort, at der forud for udledning sker mest mulig reduktion af koncentrationen af forurenende stoffer ved brug af bedste tilgængelige teknik (BAT), jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1,
  • oplysning om, hvad koncentrationen af et stof er i udledningen efter eventuel rensning og ved anvendelse af bedste tilgængelig teknik (for metaller evt. fordelt på koncentrationen af opløst metal og total metal), og hvad den udledte vandmængde er, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 1,
  • hvilken fortynding, der evt. vil kunne indregnes i umiddelbar nærhed omkring udledningsstedet i det vandområde, der udledes til, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 3,
  • hvilke økotoksikologiske data, der er inddraget i miljømyndighedens vurdering af, om udledningen har betydning for vandmiljøet,
  • hvilke økotoksikologiske data den ansvarlige for udledningen er indstillet på at tilvejebringe til brug for eventuel fastsættelse af et miljøkvalitetskrav, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 2.

I relation til det sidste punkt skal Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning oplyse, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke selv tilvejebringer nye økotoksikologiske data ved fastsættelse af miljøkvalitetskrav, men gør brug af anerkendte tilgængelige data. Miljømyndigheden kan rette henvendelse til Miljøstyrelsen med henblik på at få oplyst, om der foreligger data for et aktuelt stof.

Bekendtgørelsens bilag 4 indeholder vandrammedirektivets procedure, der skal følges, når Miljø- og Fødevareministeriet fastsætter miljøkvalitetskrav, herunder kvalitetskriterier. Det betyder, at et miljøkvalitetskrav almindeligvis kan sættes til samme værdi som kemikaliereguleringens Predicted No Effect Concentration (PNEC) for vandmiljøet og for menneskers sundhed.

Fremgangsmåden til at fastsætte miljøkvalitetskrav er beskrevet i retningslinjer fra EU Kommissionen i EU's Guidance I EU's guidance document No 27 Technical Guidance for Deriving Envorionmental Quality Standards.pdf

Miljøkvalitetskrav bliver udarbejdet på baggrund af det foreliggende og tilgængeligt datamateriale og med de sikkerhedsfaktorer, som fremgår af bekendtgørelsens bilag 4. For marine vandområder skal der ifølge Document No 27 Technical Guidance for Deriving Envorionmental Quality Standards dog benyttes større sikkerhedsfaktorer, end hvad der fremgår af bilag 4.

Et ufuldstændigt datagrundlag betyder, at der skal benyttes en høj sikkerhedsfaktor ved fastsættelse af kvalitetskrav. De sikkerhedsfaktorer, der er anvendt ved Miljø- og Fødevareministeriets udarbejdelse af miljøkvalitetskrav, fremgår af Miljøstyrelsens datablade for de konkrete stoffer.

Hvis en stor sikkerhedsfaktor viser sig at resultere i et meget strengt krav til en udledning, kan der være et ønske om med økotoksikologiske tests at opnå et mere fyldestgørende datagrundlag med det formål at revidere miljøkvalitetskravet og måske opnå et lempeligere miljøkvalitetskrav. Det er den ansvarlige for en udledning, som i henhold til bekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 2, er forpligtet til at fremskaffe de nødvendige oplysninger og data, der skal bruges til at udarbejde et miljøkvalitetskrav. Miljø- og Fødevareministeriet iværksætter ikke nye økotoksikologiske tests med det formål at minimere sikkerhedsfaktorer.

Retningslinjer i Document No 27 Technical Guidance for Deriving Envorionmental Quality Standards for fastsættelse at miljøkvalitetskrav for ferskvand hhv. saltvand medfører ofte, at krav for saltvand bliver strengere end for ferskvand. Det skyldes først og fremmest, at der kræves data fra flere økotoksikologiske test for saltvand, og at når data ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang, skal der anvendes en større sikkerhedsfaktor end for ferskvand. Ved et tilstrækkeligt datasæt vil der kunne anvendes samme sikkerhedsfaktor. Derved opnås en mulighed for, at forskellen mellem miljøkvalitetskrav for ferskvand og saltvand bliver mindre og i nogle tilfælde bliver kravene de samme, som det blandt andet er tilfældet for flere af vandrammedirektivets prioriterede stoffer.

Under EU’s seneste revision af direktiv om miljøkvalitetskrav for prioriterede stoffer udarbejdede EU-Kommissionen med bistand fra INERIS i 2009 en oversigt over Predicted No Effect Concentration (PNEC) for de flere hundrede forurenende stoffer, som indgik som kandidater til listen af prioriterede stoffer. Disse PNEC-værdier er publiceret i bilag til publikationen "Implementation of requirements on Priority substances within the Context of the Water Framework Directive. Prioritisation process: Monitoring-based ranking". PNEC-værdierne er angivet for henholdsvis vand, sediment og biota ("oral"). PNEC-værdier for vand og sediment kan her forventes at repræsentere samme beskyttelsesniveau, mens en PNEC-værdi for vand ikke kan forventes fuldt ud at repræsentere samme høje beskyttelsesniveau som en PNEC-værdi for biota.

Bemærk, at der i EU-Kommissionens rapport er præciseret følgende om anvendeligheden af PNEC-værdierne: "The reader of this report should be aware that, except from values extracted from draft or finalized European Union Risk Assessment Report and Directive 2008/105/EC, PNECs suggested in this annex have been derived in the only purpose of prioritisation and these values shouldn’t be used directly as environmental quality standards without any further review."

Specifikt skal nævnes, at PNEC-værdier for almindeligt anvendte lægemidler kan findes i bilag B (tabel 13-16) og bilag C (antibiotika tabel 21-28) til rapporten " Begrænsning af humane lægemiddelrester og antibiotikaresistens i spildevand med fokus på reduktion ved kilden " fra Miljøstyrelsen og PNEC-værdier for speciallægemidler kan findes i appendix 3 til rapporten "Speciallægemidler i spildevand fra sygehuse" fra (daværende) Naturstyrelsen. Også her skal der tages forbehold for kvaliteten af disse PNEC-værdier.

Der kan være behov for at indhente relevante data om et stofs toksicitet på økosystemet, nedbrydelighed og bioakkumulerbarhed. Hvis der findes en EU-risikovurdering eller OECD-risikovurdering for et stof, anvendes disse data om toksicitet på økosystemet, nedbrydelighed og bioakkumulerbarhed. Se yderligere information om chemical safety og biosafety hos OECD.

Når der ikke findes en internationalt anerkendt risikovurdering, må de relevante data fremskaffes på anden vis. For eksempel er den væsentligste økotoksikologiske database for enkeltstoffers effekter på vandlevende organismer kaldet AQUIRE, der er integreret i databasen ECOTOX. Denne database er tilgængelig på den amerikanske miljøstyrelses (US-EPA) internet adresse http://www.epa.gov/ecotox/ . Databasen ECOTOX indeholder ud over data om toksicitet også oplysninger om et stofs bioakkumulerbarhed (BCF-faktor).

Den måske vigtigste database med oplysninger om nedbrydelighed og bioakkulerbarhed (BCF) er den japanske CITI (tidligere kaldet MITI) http://www.cerij.or.jp/ceri_en/koukai/koukai_menu.html. Kan et miljøkvalitetskrav ændres?

Miljøkvalitetskrav, der er fastsat på et ufuldstændigt økotoksikologisk datagrundlag, er fastsat ved anvendelse af en højere sikkerhedsfaktor. Ved at supplere det økotoksikologiske datagrundlag vil det kunne kvalificere fastsættelsen af miljøkvalitetskravet. Derved vil der bl.a. kunne anvendes lavere sikkerhedsfaktor. Hvis det medfører en anden værdi end det fastsatte miljøkvalitetskrav, er der grundlag for at kunne ændre miljøkvalitetskravet.

Om opfyldelse af miljøkvalitetskrav

Miljøkvalitetskrav er i bekendtgørelsen angivet som ’generelt kvalitetskrav’ og ’korttidskvalitetskrav'. For at et vandområde kan siges at have opfyldt sit miljømål, herunder miljøkvalitetskrav for forurenende stoffer, må gennemsnitskoncentrationen i vandområdet på årsbasis eller i eventuelle nærmere angivne perioder, hvor der sker udledning, ikke overstige det generelle kvalitetskrav.

Samtidig må de maksimale koncentrationer ikke overstige korttidskvalitetskravet. Det vil være i overensstemmelse med EU-bestemmelser at lade vurderingen af, om et korttidskvalitetskrav er opfyldt, basere sig på statistiske metoder, f.eks. en 95 % fraktil, med henblik på at håndtere outliers (ekstrem afvigelse fra gennemsnit) og ikke-korrekte måleresultater ("false readings"), jf. note b til bekendtgørelsens bilag 2, Del A og punkt 2 i bilag 3, Del B.

Selv om et miljøkvalitetskrav for et forurenende stof ikke er opfyldt for et vandområde, f.eks. kvalitetskravet for kviksølv i biota, vil man fortsat kunne give tilladelse til aktiviteter, der direkte eller indirekte medfører en vis tilførsel af stoffet til et vandområde, forudsat at aktiviteten bygger på anvendelse af bedste tilgængelige teknik og samlet set bidrager til at reducere belastningen på miljøet, jf Miljø og Planlægningsudvalget 2009-10, MPU alm. del, svar på spørgsmål 893 . Stoftilførslen bør være marginal, da aktiviteten ikke må forringe mulighederne for inden for en given tidsramme at opfylde miljøkvalitetskravet for vandområdet. Det kan betyde, at stofbelastningen fra andre kilder over tid skal reduceres. En sådan tilladelse vil dermed ikke være i strid med det overordnede mål om standsning eller udfasning af emissioner, udledninger og tab af prioriterede farlige stoffer som f.eks. kviksølv, og progressivt at reducere forureningen med andre stoffer, jf. miljømålslovens bilag 2, underbilag 3. (bekendtgørelse nr. 863 af 28. juni 2010 om ændring af bilag 2 til miljømålsloven om indholdet af vandplanen og om indholdet af indsatsprogrammet m.v).

Der er i vandrammedirektiv og direktiv om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken ikke retningslinjer for vurdering af opfyldelse af korttidskvalitetskrav (MAC-EQS) for kortvarige enkeltstående koncentrationsforløb (korttidsudledninger < 24 timer), jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/105/EF af 16. december 2008 om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken, om ændring og senere ophævelse af Rådets direktiv 82/176/EØF, 83/513/EØF, 84/156/EØF, 84/491/EØF og 86/280/EØF og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF

Miljøstyrelsens vejledning 4/2004 anviser en fremgangsmåde for fastsættelse af et vurderingsgrundlag for højere koncentrationer under kortvarige eksponeringer (< 24 timer).

Når der meddeles tilladelse til udledning af forurenende stoffer, skal det ved beregning sikres, at miljøkvalitetskrav for det berørte vandområde kan opfyldes, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1. Det betyder, at miljømyndigheden ved fastsættelse af udlederkrav skal sandsynliggøre og ved beregning vise, at miljøkvalitetskravene kan forventes opfyldt, når udledningen er en realitet.

Målinger af koncentrationer af stoffer i udledningen og evt. kendte koncentrationer i vandområdet kan indgå i miljømyndighedens vurdering af, om miljøkvalitetskravene er opfyldt. Bekendtgørelsen forudsætter ikke, at der skal ske kontrolmålinger i vandmiljøet.

Når man vil måle for et forurenende stof, skal man forholde sig til, om man ønsker at bestemme opløst indhold eller totalt indhold. For metaller er miljøkvalitetskrav almindeligvis fastsat som opløst indhold, mens miljøkvalitetskravet for andre stoffer er udtrykt ved totalt indhold. Ens målebehov bør afspejle dette. Analyselaboratoriets valg af analysemetode afhænger af, hvad kunden har behov for af måling.

Bekendtgørelse om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet forholder sig ikke til krav til analysekvalitet for kemiske målinger. Det gør derimod bekendtgørelsen om kvalitetskrav til miljømålinger, jf. bekendtgørelse nr. 914 af 27. juni 2016 om kvalitetskrav til miljømålinger. Målinger, der skal indgå i en myndigheds afgørelse, skal være udført i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse, herunder egenkontrolmålinger. Det vil som udgangspunkt sige ved akkrediteret teknisk prøvning og med de krav til analysekvalitet, som indgår i bekendtgørelsens bilag 1 om bl.a. spildevand, perkolat fra deponeringsanlæg, fersk og marint vand, biota og sediment.

Måling af et stof kan som udgangspunkt i overensstemmelse med denne bekendtgørelsen bestemmes med enhver dokumenteret analysemetode, der giver resultater, der opfylder kvalitetskravene i bekendtgørelsen. Undtaget herfra er en lang række stoffer, f.eks. metaller, hvor måleresultatet er bestemt af den valgte metoder. Sådanne metoderelaterede stoffer skal måles med en nærmere specificeret metode. I bekendtgørelsens bilag 1 er det for kemiske målinger anført, når der er metodekrav. En krævet metode vil fremgå af et såkaldt metodedatablad, som der i bekendtgørelsens bilag 1 er reference til. Metodedatablade kan hentes på hjemmesiden for Naturstyrelsens Referencelaboratorium for Kemiske Miljømålinger. Den til enhver tid gældende version af et metodedatablad skal anvendes.

Om udledninger

Bekendtgørelsen finder alene anvendelse på udledning fra punktkilder og forudsat, at der sker en tilførsel af forurenende stoffer til vandmiljøet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og § 2. Det vil sige:

  • aktiviteter med udledning af forurenende stoffer, der ikke stammer fra spildevand, og hvor en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2 og 3, er nødvendig;
  • udledninger, hvor afgørelse meddeles i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 28 (tilladelser) eller § 30 (påbud), f.eks. industrielle spildevandsudledninger, udledninger af forurenet grundvand fra afværgepumpninger, udledninger fra renseanlæg og udledninger fra overløb fra fælleskloakerede områder;
  • udledninger fra godkendelsespligtige virksomheder, hvor afgørelse meddeles i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 33 (miljøgodkendelser) eller § 41 (påbud), typisk industrielle spildevandsudledninger;
  • udledninger til vandmiljøet fra godkendelsespligtige virksomheder, som endnu ikke har en samlet miljøgodkendelse, og hvor afgørelse meddeles i medfør af § 33, jf. § 39 (miljøgodkendelser); det vil i praksis alene sige ferskvandsdambrug, der endnu ikke har en samlet miljøgodkendelse;
  • udsivning fra deponeringsanlæg, hvor afgørelse meddeles i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 33 (miljøgodkendelser) eller § 41 (påbud); og
  • udledninger til vandmiljøet, der sker som følge af luftemissioner fra godkendelsespligtige virksomheder, hvor afgørelse meddeles i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 33 (miljøgodkendelser) eller § 41 (påbud).

Miljømyndighedens vurdering af, om en udledning er uden betydning for vandmiljøet (§ 9, stk.1), bør baseres på, at den udledte koncentration er signifikant lavere end den koncentration, der på det foreliggende vurderingsgrundlag om stoffets økotoksikologiske egenskaber kan anses for et potentielt miljøkvalitetskrav.

For nogle stoffer er der udarbejdet forslag til kvalitetskriterier eller miljøkvalitetskrav, som vil kunne anvendes som udtryk for et potentielt miljøkvalitetskrav. Foreligger der en anerkendt Predicted No Effect Concentration (PNEC), kan denne værdi også antages at være på niveau med et potentielt miljøkvalitetskrav, jf. FAQ om 'Hvor finder man økotoksikologiske data for stoffer, der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav for?'

Evt. kan oplysninger om stoffernes økotoksikologiske egenskaber indgå i ansøgningen om udledning af stofferne, jf. bekendtgørelsens § 8. Alternativt kan der findes oplysninger i forskellige internationale databaser mv. - se FAQ om 'Hvor finder man økotoksikologiske data for stoffer, der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav for?' og FAQ om 'Hvordan fastsættes miljøkvalitetskrav og kvalitetskriterier?'

Et potentielt kvalitetskrav (f.eks. en anerkendt PNEC) holdes op imod udledningens gennemsnitlige stofkoncentration, idet den forventede fortynding umiddelbart efter udledning til vandområdet kan indregnes. Giver dette en margen med en faktor på mindst 10, må udledningen anses for at være uden betydning for vandmiljøet, og myndigheden kan træffe afgørelsen om udledningen, uden at der fastsættes et miljøkvalitetskrav.

Kan miljømyndigheden på den baggrund ikke konkludere, at udledningen er uden betydning for vandmiljøet, forelægges sagen for Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, som herefter vurderer, om der er behov for at fastsætte et miljøkvalitetskrav for det aktuelle stof. Se også FAQ om 'Hvilke oplysninger skal indgå i en henvendelse til Naturstyrelsen, når der mangler et miljøkvalitetskrav?'

Ifølge vandrammedirektivet indgår det i forståelsen af begrebet ’forurening’, at det bl.a. er direkte eller indirekte udledning som følge af menneskelig aktivitet af stoffer, der kan skade menneskers sundhed eller kvaliteten af vandøkosystemer. Definitionen fremgår af miljømålsloven.

I vandrammedirektivets forståelse indtræder skade på kvaliteten af vandområder ved en forringelse af tilstanden i et omfang, der fører til, at miljøkvalitetskrav ikke kan opfyldes for et eller flere forurenende stoffer i et vandområde som helhed. Der er i denne sammenhæng derfor først tale om forurening – og øget forurening – når miljøkvalitetskravene for et vandområde ikke er opfyldt. Så længe det ved overvågningsresultater eller ved beregning kan vises, at en ny udledning ikke er til hindring for, at miljøkvalitetskrav er eller kan opfyldes i et vandområde som helhed, er der ikke tale om øget forurening.

En udledning, der har mindre varighed end 24 timer, skal reguleres ud fra bestemmelsen om at opfylde korttidskvalitetskrav.

Luftemissioner fra en miljøgodkendt virksomhed, forudsat at der sker tilførsel af forurenende stoffer til et vandområde, er ifølge bekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 5, omfattet af bekendtgørelsens regulering.

Ifølge EU-Domstolen inkluderer begrebet ’udledning’ bl.a. udslip af forurenet damp, der fortættes og slår ned på overfladevand, når udslippet kan tilskrives en konkret aktivitet, jf. EU-Domstolens dom af 29. september 1999, sag C-231/97 og sag C-232/97.

Udledning omfatter ifølge EU-Domstolen også udslip af forurenet damp, der først fortættes på jorden og på tage og derefter kommer frem til overfladevand via en regnvandsledning. Det er herved uden betydning, om regnvandsledningen tilhører den pågældende virksomhed eller en tredjemand.

Der er i bekendtgørelsen fastsat bestemmelser om, hvordan korttidsudledninger skal reguleres. Ved korttidsudledning forstås udledning af højst 24 timers varighed, som finder sted højst 1 gang om måneden med mindst 6 dage mellem hver udledning, jf. bekendtgørelsens § 6. ”Højst 1 gang om måneden” bør forstås som en gennemsnitsbetragtning over et år. Det vil sige, at korttidsudledninger ikke bør finde sted mere end 12 gange om året, og at de kan være fordelt vilkårligt med mindst 6 dage mellem hver udledning.

Øvrige udledninger skal administreres efter bekendtgørelsens almindelige bestemmelser. Forenkeltudledninger af mindre end 24 timers varighed, som finder sted medmindre end 6 dage mellem hver udledning, bør vurderes i forhold til en nærmere angiven periode, som strækker sig hen over de enkelte udledninger.

Rationalet bag definitionen af korttidsudledning fremgår af bilag 1, kapitel 1.2 og 1.3, i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2004 om principper for fastsættelse af vandkvalitetskriterier for stoffer i overfladevand.

For udledninger, som sker periodevist, fastsættes kontrolperioden som perioden fra udledningens start til udledningens ophør, når både start og ophør sker momentant. Hvis udledningens ophør sker gradvist, bør kontrolperioden fastsættes ud fra en konkret vurdering af udledningsforholdene, f.eks. som perioden fra udledningens start til det tidspunkt, hvor myndigheden vurderer, at 90 % af stofmængden i den samlede udledning vil være udledt.

Belastning fra diffuse kilder, dvs. flere forskellige og spredte kilder, er ikke omfattet af bekendtgørelsens regulering, jf. bekendtgørelsens anvendelsesområde §§ 1 og 2. Belastningen fra diffuse kilder skal derimod håndteres i relation til vandområdeplanerne.

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på tilladelser til udledninger af forurenende stoffer fra almindeligt belastede separate regnvandsudledninger, jf. bekendtgørelsens anvendelsesområde § 2.

Baggrunden herfor er, at stoffer, der udledes fra almindeligt belastede separate regnvandssystemer, generelt stammer fra diffuse kilder (flere forskellige og spredte kilder), hvor regulering ikke kan ske over for den enkelte kilde, der bidrager til udledningen.

At udledninger af forurenende stoffer fra almindeligt belastede separate regnvandssystemer ikke er omfattet af bekendtgørelsen er ikke ensbetydende med, at udledningerne ikke skal reguleres. Reguleringen vil typisk bestå i funktionskrav til udformning af afløb fra regnvandssystemer baseret på bedste tilgængelige teknik og anvendelse af bedste miljømæssige praksis med henblik på at nedbringe udledning af suspenderet og organisk stof og den hydrauliske belastning af vandområder mest muligt, f.eks. ved tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28.

Separate regnvandsudledninger, der er mere end almindeligt belastede, er omfattet af bekendtgørelsens regulering, jf. bekendtgørelsens anvendelsesområde §§ 1 og 2. Udledning af stoffer fra separat regnbetinget udledning kan være mere end almindeligt belastet, når der er tale om f.eks. afstrømning fra oplagsplads på en virksomhed, en maskinpark eller fra trafikalt stærkt belastede arealer som garageanlæg, omlastningspladser, transportcenter, trafikterminaler tilknyttet en ansvarlig virksomhed eller institution.

Bekendtgørelsens bilag skelner mellem miljøkvalitetskrav for ferske vandområder og miljøkvalitetskrav for marine vandområder, hvor miljøkvalitetskravet for marine vandområder ofte vil være strengere end det, der gælder for ferske vandområder. Ved udledning af forurenende stoffer til et vandløb bør det sikres, at udledningen ikke hindrer opfyldelse af miljøkvalitetskrav hverken i vandløbet eller i det tilstødende marine område.

Om stoffer i udledninger

Der må her skelnes mellem almindeligt belastede renseanlæg og særligt belastede renseanlæg.

Almindeligt belastede renseanlæg er renseanlæg, der modtager spildevand fra bymæssig bebyggelse med husholdninger og almindeligt forekommende virksomhedsbelastning.

Stoffer, som almindeligvis kræver opmærksomhed i forhold til udledning fra renseanlæg, er følgende:

  • bly*
  • nikkel*
  • kobber
  • zink
  • chrom
  • kviksølv*
  • bisphenol A
  • nonylphenoler*
  • PFOS
  • bromerede flammehæmmere*
  • PAH’er*
  • DEHP*
  • 17 β østradiol

* Prioriterede stoffer under vandrammedirektivet; for stofgrupper er et eller flere af stofferne prioriterede stoffer

Udledningen af forurenende stoffer bør så vidt muligt begrænses ved kilden. For renseanlæg, der modtager spildevand fra særligt miljøbelastende virksomheder, bør miljømyndigheden sikre, at afledningen ikke er til hinder for, at miljøkvalitetskrav for de pågældende stoffer vil kunne opfyldes i det vandområde, hvor udledningen fra renseanlægget sker, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 13, stk. 3. I visse situationer bør der også fastsættes vilkår for de pågældende stoffer i renseanlæggets udledning.

Den vanskelige udfordring ligger i forurenende stoffer, som tilføres diffust til et renseanlæg via husholdningsspildevand og regnvand. Miljømyndigheden har her kun få muligheder for at begrænse udledningen ved kilden.

Risikoen for, at det efter udledning fra et spildevandsforsynings renseanlæg ikke er muligt at opfylde et miljøkvalitetskrav, er størst ved udledning fra ikke-avancerede renseanlæg (f.eks. MB- og M-anlæg) og særligt, hvis de udleder til vandområder med lille fortynding, dvs.vandløb med ringe vandføring.

Kvaliteten af udledningen skal derfor forbedres. Afledningen af forurenende stoffer skal i størst muligt omfang begrænses allerede ved kilden, men det kan også være nødvendigt at fastsætte krav i renseanlæggets udledningstilladelse.

Som udgangspunkt kan det antages, at udledningen fra et renseanlæg indeholder stoffer i de koncentrationer, der er påvist med resultaterne af det nationale overvågningsprogram for punktkilder, differentieret efter type af rensning. Behovet for at analysere for disse stoffer i udledningen fra et renseanlæg må derfor bero på en vurdering af, om overvågningsprogrammets resultater er repræsentative for det konkrete renseanlæg.

For renseanlæg, hvor der er kendskab til en tilslutning, som kan have indflydelse på udledningen af stoffer, dvs. en tilslutning som ikke kan forventes at være i overensstemmelse med anbefalingerne i Miljøstyrelsens vejledning om tilslutning af industrispildevand til offentlige spildevandsanlæg, kan der være behov for at analysere for de specifikke stoffer, som tilslutningen må forventes at indeholde. Læs mere om: Tilslutning af industrispildevand til offentlige spildevandsanlæg

Se FAQ om 'Hvilken analysemetode skal anvendes, når man måler koncentration af et forurenende stof til vurdering af opfyldelse af miljøkvalitetskravet?'

Om fastsættelse af udlederkrav

Der skal i en tilladelse til udledning fastsættes vilkår til at sikre, at en udledning i det mindste sker under forudsætning af anvendelse af bedste tilgængelige teknik. For stoffer, hvor der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav, og i situationer, hvor udledningen ved anvendes af bedste tilgængelige teknik vurderes at være uden betydning for vandmiljøet, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 1, træffer miljømyndigheden afgørelse uden, at der fastsættes et miljøkvalitetskrav. I sådanne situationer fastsættes eventuelle udlederkrav som en del af vilkår for anvendelse af bedste tilgængelige teknik, og ikke som udlederkrav, der specifikt relaterer sig til at sikre, at miljøkvalitetskrav er opfyldt.

Om der er behov for at fastsætte udlederkrav til at sikre, at miljøkvalitetskrav er opfyldt, er uafhængigt af, om stoffet er et prioriteret stof anført i bekendtgørelsens bilag 3 eller et hvilket som helst andet forurenende stof. Svaret er derfor som til FAQ om 'Skal der fastsættes udlederkrav, når udledningen vurderes at være ’uden betydning for vandmiljøet’?'

Det er Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings erfaring, at mulighederne for, at et vandområde opfylder miljøkvalitetskrav, ikke bliver afgørende forringede ved, at området modtager spildevand fra et vandselskabs renseanlæg, når renseanlægget har gængs avanceret rensning og i øvrigt er velfungerende (svarende til bedste tilgængelige teknik for renseanlæg), der er god regulering af tilsluttede industrier og forudsat, at der er tilstrækkelig vandføring til, at der sker en vis opblanding i vandmiljøet umiddelbart efter udledning. Det kan være nødvendigt at udpege en blandingszone omkring en renseanlægsudledning, så miljøkvalitetskravene først behøver at være opfyldt uden for denne zone, jf. bekendtgørelsens § 12.

Under disse forudsætninger er det Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings opfattelse, at det almindeligvis ikke vil være aktuelt at fastsætte udlederkrav, der specifikt skal sikre, at miljøkvalitetskrav er opfyldt.

Er de nævnte forudsætninger ikke til stede, er der grundlag for at arbejde med at forbedre kvaliteten af udledningen fra renseanlægget, herunder at begrænse afledningen af forurenende stoffer allerede ved kilden. Der kan eventuel også være grundlag for at fastsætte udlederkrav, der specifikt skal sikre, at miljøkvalitetskrav er opfyldt.

Udledning af forurenende stoffer skal altid begrænses ved anvendelse af bedste tilgængelig teknik (BAT), jf. miljøbeskyttelseslovens § 3 og bekendtgørelsens § 13, stk. 1. Det er derfor ikke i overensstemmelse med lovgivningen at fastsætte udlederkrav, der "fylder op" til miljøkvalitetskravet, når anvendelse af bedste tilgængelig teknik kan begrænse udledningen yderligere. Udlederkrav skal fastsættes på et niveau, hvor de er udtryk for anvendelse af bedste tilgængelig teknik, samtidig med, at de skal tilgodese opfyldelse af miljøkvalitetskrav i vandmiljøet.

Hvis en udledning vil være medvirkende årsag til, at et vandområde uden for en eventuel blandingszone omkring udledningen ikke kan opfylde gældende miljøkvalitetskrav, selv om udledningen sker efter anvendelse af bedste tilgængelig teknik, kan der kun gives tilladelse til udledningen, hvis vandområdet, der udledes til, med et mindre strengt miljømål, jf. miljømålslovens § 16, eller hvis aktiviteten er af begrænset varighed og bidrager til en væsentlig forbedring af miljøtilstanden i det pågældende vandområde, jf. bekendtgørelsen § 11, stk. 3.

For så vidt angår udledninger, hvor stoftilførslen er marginal og ikke har afgørende betydning for om et vandområde på sigt kan opfylde miljøkvalitetskrav, se FAQ om 'Hvordan vurderes det, om miljøkvalitetskrav er overholdt?'

Et udlederkrav for et stof skal fastsættes, så det sikres, at den gennemsnitlige koncentration i et vandområde ikke overstiger "tilføjet værdi" plus den naturlige baggrundskoncentration af stoffet.

Der skal tages udgangspunkt i den koncentration, som der opnås i udledningen, når udledning sker under anvendelse af bedste tilgængelig teknik.

Ved vurdering af, om et generelt kvalitetskrav fortsat vil være opfyldt i et vandområde med en ny udledning, skal miljømyndigheden inddrage koncentrationen af de stoffer, som eventuelt allerede er til stede i vandmiljøet, og den koncentrationsforøgelse, som udledningen vil kunne give anledning til, som en gennemsnitsbetragtning over et år, evt. over en kortere periode, hvis udledning kun finder sted i perioder. I vurderingen kan myndigheden indregne den fortynding, der finder sted umiddelbart efter udledning, herunder fortyndingen inden for en blandingszone, jf. § 15, stk. 3.

Ved vurdering af om et korttidskvalitetskrav er opfyldt, skal miljømyndigheden inddrage de samme forhold, men med den væsentlige forskel, at korttidskvalitetskravet ikke må overskrides, jf. FAQ om: 'Hvordan vurderes det, om miljøkvalitetskrav er overholdt?'

Udlederkrav skal altid fastsættes på det niveau, som forudsætter anvendelse af bedste tilgængelig teknik, uanset om der er udpeget en blandingszone omkring udledningen. Udlederkrav skal derudover sikre, at miljøkvalitetskrav er opfyldt uden for en eventuel blandingszone.

Hvis udledningssteder eller blandingszoner ligger tæt på hinanden og især, hvor blandingszoner overlapper, skal de bidrag, som udledningerne til sammen giver til forhøjelse af en stofkoncentration i vandområdet, indgå i bestemmelsen af den koncentration, der allerede er til stede i et område. Denne i forvejen forekommende stofkoncentration i et vandområde, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 2, skal indgå, når miljømyndigheden skal vurdere betydningen af en ny udledning, herunder evt. fastsætte udlederkrav til den.

Hvis miljøkvalitetskrav for et stof er lavere end den detektionsgrænse, som gængs analyseteknik kan give, jf. bekendtgørelsen om kvalitetskrav til miljømålinger, vil det ikke være muligt at basere vurderingen af, om miljøkvalitetskravet for et vandområde er opfyldt på målinger i vandmiljøet. Ofte vil en detektionsgrænse være tilstrækkelig lav til, at et analyselaboratorium vil kunne bestemme indholdet af det aktuelle stof i spildevandsudledningen. Dette kan så bruges som grundlag for miljømyndigheden til ved beregning at sandsynliggøre, om miljøkvalitetskravet vil være opfyldt i det pågældende vandområde efter udledning, evt. uden for en blandingszone.

Hvis et miljøkvalitetskrav for et stof er ekstraordinært lavt, kan der også kun accepteres et meget lavt niveau af stoffet i en udledning. Da er den tilgængelige detektionsgrænse måske ikke tilstrækkeligt lav til at kunne bestemme stofindholdet i udledningen. Koncentrationen af stoffet i udledningen fra en produktion må da estimeres ud fra bl.a. forbruget af et stof i produktionen og oplysninger om virksomhedens spildevandsstrømme i øvrigt, forudsat at produktionen bygger på bedste tilgængelig teknik. Er der tale om udledning fra et forsyningsselskabs renseanlæg, vil miljømyndigheden til at estimere koncentrationen i udledningen fra anlægget kunne tage udgangspunkt i målt koncentration i tilledningen til anlægget og indregne en forventet rensegrad. En sådan estimeret værdi for stofkoncentrationen i en udledning kan så indgå som grundlag for myndigheden til at vurdere, om miljøkvalitetskravet kan forventes opfyldt i vandområdet efter udledning.

Om blandingszoner og fortynding

En blandingszone er et område omkring et udledningspunkt, hvor koncentrationen af et eller flere forurenende stoffer må overskride de fastsatte miljøkvalitetskrav, jf. bekendtgørelsens § 12. Miljøkvalitetskravene skal være opfyldt ved blandingszonens afgrænsning, og udledningen må ikke hindre opfyldelse af kravene i den del af vandområdet, som ligger uden for blandingszonen.

En blandingszone kan udpeges omkring et udledningspunkt, når koncentrationen af et eller flere stoffer i udledningen er højere end de relevante miljøkvalitetskrav, således at disse krav ikke kan overholdes i umiddelbar nærhed af udledningspunktet. Det forudsættes, at udledningen af forurenende stoffer forinden er nedbragt mest muligt gennem anvendelse af bedste tilgængelige teknik, jf. bekendtgørelsen § 13.

Tekniske retningslinjer for udpegning af blandingszoner er udarbejdet i EU-regi og kan findes i Tekniske retningslinjer for udpegning af blandingszoner.

Blandingszoner kan udpeges omkring udledningspunkter for punktkilder. Det vil typisk være ved spildevandsudledninger. Udsivninger fra deponeringsanlæg direkte til vandområder betragtes også som punktkilder.

Udstrækningen af en blandingszone skal begrænses til udledningspunktets umiddelbare nærhed og skal afpasses til koncentrationerne af forurenende stoffer ved udledningspunktet og efter de betingelser for udledning af stofferne, der er fastsat i udledningstilladelsen, herunder at udledningen reduceres mest muligt med anvendelse af bedste tilgængelige teknik.

Hvis blandingszonens udstrækning således begrænset og afpasset bliver større end, hvad der ud fra andre hensyn er acceptabelt for det pågældende vandområde, jf. den for vandområdet gældende vandplan, må der træffes yderligere foranstaltninger med henblik på at reducere udledningen af de stoffer, der er årsag hertil, eller der bør vælges et andet udledningssted.

Nye udledninger til stillestående vand bør så vidt muligt undgås, da det vil påvirke søens kemiske og økologiske tilstand negativt og kan være uforeneligt med målopfyldelse. Det er tilsynsmyndigheden, der ud fra aktuelle forhold skal vurdere, om der i den enkelte sag kan tillades udledning. Ved udpegning af blandingszoner i søer bør søens størrelse, vandudveksling og proportioner inddrages. I større søer bør blandingszonen som udgangspunkt begrænses til et område inden for 50 meter fra udledningsstedet. I mindre søer bør en blandingszone ikke udgøre mere end 10-15 % af søens areal.

I kystvande bør blandingszonen som udgangspunkt begrænses til et område inden for 50-100 meter fra udledningsstedet.

Hvis der er udpeget en blandingszone omkring udledningsstedet, kan fortyndingen inden for blandingszonen inddrages ved fastsættelse af udlederkrav. Principper for fortynding i blandingszone indgår i Miljøstyrelsens Miljøprojekt nr. 690, 2002, ”Udledning af miljøfarlige stoffer med spildevand”.

I vandløb, hvor der sker fuld opblanding i vandløbstværsnittet inden for en afstand af 7-10 gange vandløbsbredden nedstrøms udledningsstedet, kan fortyndingen inden for blandingszonen beregnes som forholdet mellem medianminimumsvandføring (eller mindste månedsmiddelvandføring) og udledt vandmængde, forudsat at de udledte stoffer ikke er i vandløbet i forvejen.

I vandløb, hvor der ikke sker fuld opblanding inden for en afstand af 7-10 gange vandløbsbredden, kan fortyndingen beregnes på grundlag af den del af vandføringen i vandløbstværsnittet, som bidrager til fortyndingen i en afstand af op til 10 gange vandløbsbredden.

I søer vil fortyndingen inden for en blandingszone være meget afhængig af de konkrete forhold omkring udledningsstedet, og der kan ikke gives generelle retningslinjer for beregning heraf.

I kystvande er fortyndingen afhængig af de konkrete forhold omkring udledningsstedet. Typisk vil der kunne forventes en fortynding på 10-50 gange. Lokalt vil fortyndingen kunne være højere.

Hvis de hydromorfologiske forhold omkring udledningsstedet er atypiske, kan der være behov for mere detaljerede modelberegninger, som ovennævnte beregningsværktøjer ikke kan tilgodese.

Udledning af forurenende stoffer skal altid begrænses ved anvendelse af bedste tilgængelig teknik (BAT), jf. miljøbeskyttelseslovens § 3 og bekendtgørelsens § 13, stk. 1. Det er derfor ikke i overensstemmelse med lovgivningen at fastsætte udlederkrav, der indregner den fulde fortynding i en blandingszone, når anvendelse af bedste tilgængelig teknik kan begrænse udledningen yderligere. Udlederkrav skal fastsættes på et niveau, hvor de er udtryk for anvendelse af bedste tilgængelig teknik, samtidig med, at de skal tilgodese opfyldelse af miljøkvalitetskrav uden for en blandingszone i vandmiljøet.

Begrebet initialfortynding er ikke anvendt i bekendtgørelsen. En initialfortynding er fagligt defineret som den fortynding, der sker ved, at vandstrålen i en udledning har større hastighed (impuls) og/eller anden vægtfylde end vandet i det vandområde, der udledes til. Initialfortyndingen er ophørt, når vandstrålen har tabt så meget impuls på grund af modstanden i det omgivende vand, at der ikke mere er forskel i hastighed.

Begrebet blandingszone er anvendt i bekendtgørelsen. En blandingszone er administrativt fastlagt og udgør et område i umiddelbar nærhed af udledningsstedet, hvor miljøkvalitetskrav ikke nødvendigvis behøver at være opfyldt. I de fleste tilfælde betyder det, at en blandingszone vil være større end en initialfortyndingszone.

Nærområder, som de indgik i regionplanerne, kunne udlægges med en vilkårlig størrelse omkring en udledning som områder, hvor miljøkvalitetskrav ikke var opfyldt. Ifølge miljømålsloven vil der fortsat kunne udlægges områder omkring en udledning med en større udstrækning, hvor miljøkvalitetskrav ikke kan opfyldes. Der vil så være tale om at udpege et vandområde med et mindre strengt miljømål. For at et område kan blive udpeget med et mindre strengt miljømål, forudsætter det, at en række betingelser er opfyldt, jf. miljømålslovens § 16 og lov om vandplanlægning § 14.

Når der er udpeget en blandingszone ved en udledning af forurenende stoffer, er blandingszonen knyttet til de forurenende stoffer, som er indeholdt i udledningen. Hvis der i fremtiden bliver behov for at udlede andre stoffer, skal tilladelse til udledning revurderes med henblik på at sikre, at udledningen forsat bygger på anvendelse af bedste tilgængelig teknik, og at miljøkvalitetskrav for de nye stoffer er opfyldt uden for blandingszonen.

Ved fastsættelse af vilkår for udledningen skal der i øvrigt indgå foranstaltninger med henblik på at mindske udstrækningen af blandingszonen i fremtiden, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 5. Målet er således, at en blandingszones udstrækning over tid skal reduceres.