Nr. 33 - marts 2012 - Statistik om rottebekæmpelsen

(Kildemateriale: De kommunale indberetninger om rottebekæmpelse)

De danske kommuner har siden 1938 haft pligt til årligt at indberette oplysninger om den kommunale rottebekæmpelse til de centrale myndigheder. Data fra kommunerne er efterhånden ved at overgå fra kontrolbøger til moderne digitale databaser, hvorfra data kan overføres til Naturstyrelsens database.

Digitale databaser, hvor data indgår direkte fra det daglige tilsyn/kontrol giver en mere sikker statistik i forhold til overførsel fra kontrolbøger, hvor data overføres manuelt en gang årligt.

Naturstyrelsen konsulenter har dog i forbindelse med indberetning for 2010 konstateret, at en forholdsvis stor del af de kommunalt indberettede data, har været fejlbehæftet.

En del af disse fejl må desværre tilskrives, at der fra kommunal side ikke har været det fornødne tilsyn og indsigt i entreprenørens indberetning. 

Indsamlede data er siden 1996 samlet i Naturstyrelsens database. 

Denne meddelelse præsenterer data med grafik og konsulenternes kommentarer.

Temaer i meddelelsen er: anmeldelser, lovpligtige eftersyn i landzone, udgifter til rottebekæmpelse, kloakrottebekæmpelse, forbrug af bekæmpelsesmidler og udlicitering.

Anmeldelser.

På kommunekortene for 2008 og 2010 skiller nogle kommuner sig ud med det højeste antal anmeldelser pr. indbygger – de orangerøde nuancer.

Figur 1: Anmeldelser pr. 100 indbyggere                                                             

Nogle kommuner skiller sig ud med et højt antal anmeldelser både i 2008 og i 2010 dog med en faldende tendens. Hvis man kæder anmeldelser fig.1 og udgift pr. indbygger fig. 7 sammen, kunne det for nogle sammenlignelige kommuner indikere, at man ikke får det optimale ud af en forholdsvis høj økonomisk indsats.

Modsat har man for nogle kommuner et relativ højt antal anmeldelser, men udgiften til rotte bekæmpelse er tilsvarende lav pr. indbygger. Her kunne man overveje om flere økonomiske ressourcer vil være påkrævet.

Figur 2: Udvikling i antal anmeldelser i perioden 1987-2010

Antal anmeldelserne har været faldende siden rekordåret i 2008, hvor der blev anmeldt mere end 168.000 rotteforekomster på landsplan. I 2010 var antallet af anmeldelserne faldet til ca. 128.000.  Et fald på ca. 24 %.

På trods af faldet fra 2008-2010 er den generelle tendens, at antallet af anmeldelserne er steget markant over årene – se den røde tendenslinje i figur 2.  Stigningen har medført flere initiativer fra myndighederne, bl.a. en handleplan på rotteområdet og et udkast til ny bekendtgørelse, hvor der lægges op til at begrænse rotterne og skaderne efter dem betydeligt.

Ejendomme med rotter i landzone.

Siden 1996 har kommunerne haft pligt til at besøge alle ejendom i landzone både forår og efterår.

Ved besøget bliver beboerne interviewet om der er rotter på ejendommen. Hvis der ikke træffes nogen hjemme, afleverer rottebekæmperen en seddel om besøget og beder beboerne om at melde til kommunen, hvis der er konstateret rotter på ejendommen.

Fra 2006 skulle kommunerne indberette på hvor mange ejendomme der ikke kunne træffes nogen hjemme i forbindelse med eftersyn i landzone. I 2006 var det ca. 170.000 ejendomme. Dette tal er steget kraftigt til 407.000 i 2010, hvor der på 2/3 af alle ejendomme i landzonen ikke kunne træffes nogen hjemme, jf. figur 3 og 4.

Antallet af ejendomme med rotter - den lyseblå del af søjlerne i figur 3 - er faldende, men da der siden 2006 er sket en stor stigning i antal ejendomme med ingen hjemme, kan der ligge en stor skjult forekomst af ejendomme med rotter.

Figur 3: Besøgte ejendomme i landzone. Data fra 2001 er vurderet fejlbehæftede og derfor udeladt.

De nuværende data giver ikke mulighed for at se, om der er en stigning i antallet af rotteanmeldelserne fra ejendomme, der ikke har haft det lovpligtige rotteeftersyn, fordi der ikke er truffet nogen hjemme.

Den bedste rottebekæmpelse er forebyggelse. Derfor er kontakten til borgerne vigtig og med til at forebygge en eventuel senere rottebekæmpelse med bekæmpelsesmidler. Den erfarne rottebekæmper, kan hurtigt se, hvis der er forhold ved en ejendom, der kan indbyde rotter til at finde føde og redepladser og derefter vejlede borgeren om tiltag, der kan forebygge et rottetilhold. Det betinger blot, at bekæmperen kommer rundt på ejendommen sammen med borgeren.

Figur 4: Ejendomme, hvor der ikke har været nogen hjemme.

Grunden til stigningen i antallet af ejendomme, hvor man ikke har kunnet træffe nogen hjemme, kan være udtryk for et mangelfuldt tilsyn med kommunens entreprenør. Konsulenterne skal derfor præcisere, at kommunerne stadig er ansvarlige for, at bekendtgørelsen overholdes, selv om man har udliciteret det kommunale rottetilsyn.

Udgifter til rottebekæmpelse.

Som det ses i diagrammet over udgifter til rottebekæmpelse - figur 5 - er der sket en stigning gennem årene 1996 til 2010. For Jylland har stigningen gennem årene været på 58 %, mens stigningen for Øerne har været på hele 82 %.

Figur 5: Kommunernes årlige udgifter til rottebekæmpelse.

I perioden 1996 - 2007 har udviklingen i udgifterne til rottebekæmpelse ligget under udviklingen i lønindekset.

I perioden 2008 - 2010 er der sket en markant stigning, hvor udgifterne til rottebekæmpelsen har overskredet lønindekset. Se figur 6.

Stigningen i årene 2007-2010 er sket over hele landet, men er mest markant i kommunerne i det storkøbenhavnske område, hvor udgifterne til bekæmpelsesmidler og løn er steget kraftigst. Det kan hænge sammen med, at relativt flere kommuner vælger at udføre en større del af rottebekæmpelsen selv frem for at udlicitere. Se også figur 12.

Figur 7 viser, hvor meget den enkelte kommune anvender på den kommunale rottebekæmpelse.

Variationen er dog noget større end man umiddelbart kan læse af kortet.

Laveste kommunale udgift i 2010 er ca. 2,50 kr./indb. mens den højeste er ca. 62,00 kr./indb.

Figur 6: Indekserede udgifter til rottebekæmpelse forholdt til indekserede lønudgifter i private sektor. Lønninger fra Danmarks Statistik. Indeks: 2000 = 100.

Figur 7: Årlig udgifter til rottebekæmpelse fordelt på kommuner i 2010 (angivet i kroner pr. indbygger).

Kloakrottebekæmpelse.

Naturstyrelsen vurderer, at op mod 90 % af alle rotteangreb i byerne, stammer fra kloakrotter, der er trængt ud af kloakkerne. Mange kommuner har forebyggende bekæmpet rotter i kloakkerne med varierende held, og andelen af kommuner med kloakrottebekæmpelse er da også faldende fra godt 80 % omkring år 2000 til ca. 70 % i 2010. I samme periode er antallet af anvendte giftblokke næsten halveret fra ca. 100.000 i år 2000 til ca. 54.000 i 2010. Se figur 8.

Figur 8: Forbrug af giftblokke i kloak, sammenstillet med elektroniske aflivningsfælder og rottespærrer.

Nedgangen i giftforbruget i kloakkerne formodes at være et resultat af kommunernes større fokus på at undgå de uheldige bivirkninger (øget resistens og indflydelse på vandmiljøet), som giftforbruget kan medføre.

Nye strategier for kloakrottebekæmpelse med gift,- nye elektroniske aflivningsfælder og rottespærrer er samlet set med til at sænke giftforbruget i kloakrottebekæmpelsen, uden at kommunerne behøver gå på kompromis med ønsket om at nedbringe rottebestandene i kloakkerne.

Siden 2008 har kommunerne indberettet tal for opsatte rottespærrer og elektroniske aflivningsfælder i kloakkerne, se figur 8. Der indberettes ikke tal for privates brug af rottespærrer, men Naturstyrelsen vurderer at brugen er stigende.

Forbrug af bekæmpelsesmidler.

Figur 9: Forbrug af svage bekæmpelsesmidler.                                              

Figur 10: Forbrug af stærke bekæmpelsesmidler.

Som det ses af graferne - figur 9 og 10 - er det totale forbrug af bekæmpelsesmidler på landsplan faldende. Udviklingen gælder for både de ”svage” og ”stærke” midler. For de svage er der sket et fald i perioden 2000-2010 på ca.130.000 kg, svarende til ca. 60 % og for de stærke er der i samme periode sket et fald på godt 8.000 kg, svarende til ca. 40 %. Overordnet set er det en meget tilfredsstillende udvikling, som dog dækker over store variationer kommunerne i mellem. I flere kommuner ser man også stigninger i forbruget af særligt difethialon, en af de stærkeste gifte, på trods af, at der ikke er indikationer på resistens. Det er i modstrid med resistensstrategiens anbefaling om at bruge de svageste midler først.

I udkastet til den nye bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter, er der krav om at bruge de svageste midler først og kommunerne vil derfor formentlig få en ny opgave med at kontrollere, om bekæmperne følger strategien.

Udlicitering af den kommunale rottebekæmpelse.

Lovgivningsmæssigt er det kommunerne, der står for rottebekæmpelsen i Danmark. Kommunerne kan dog udlicitere opgaven med bekæmpelse af rotter til private firmaer.

Siden 1996 har over 80 % af kommunerne udliciteret rottebekæmpelsen. I de seneste år er der dog sket et lille fald i udliciteringen, og nogle kommuner har hjemtaget en del af rottebekæmpelsen, se figur 12.

I forbindelse med Kommunalreformen i 2007 kan ses en øget andel af kommunal bekæmpelse. Ved kommunesammenlægningerne har relativt flere kommuner en kombination af kommunal og privat rottebekæmpelse. Årsagerne til dette kendes ikke, men Naturstyrelsen skønner, at de større kommuner efter 2007 har betydet, at rottebekæmpelsen har fået en volumen, der kan begrunde en selvstændig opgavevaretagelse i kommunen.  

Figur 12: Udvikling i den kommunale udlicitering

Konklusion

Samlet set er det Naturstyrelsens vurdering, at den kommunale rottebekæmpelse udviser positive tendenser. Giftforbruget er faldende såvel for de stærke som for de svage antikoagulanter. Det tyder på, at giften anvendes bedre og med større omtanke.

Der kan desuden konstateres et fald i antal anmeldelser om rotter, hvilket er positivt, men dog ikke nødvendigvis udtryk for, at udviklingen er endegyldigt vendt.

Endelig synes den kommunale rottebekæmpelse at få tilført flere økonomiske midler, hvilket vil kunne danne grundlag for en stadig mere målrettet og effektiv forebyggelse og bekæmpelse af rotter.