Nr. 32 - marts 2011 - Rottebekæmpelse og sekundær forgiftning af rovfugle, ugler og mindre rovpattedyr
Danmarks Miljøundersøgelser offentliggjorde i efteråret 2010 en rapport, der viste, at danske rovfugle og ugler samt mindre rovpattedyr (lækat og brud) havde et forhøjet indhold af antikoagulerende stoffer i deres kroppe. Rapporten konkluderer, at giften i dyrene stammer fra bekæmpelsen af rotter og mus, der har ædt gift. Forgiftningen kan ske ved, at døde eller døende gnavere bliver ædt af rovdyrene, såkaldt sekundær forgiftning. Rapporten har ikke undersøgt, hvorfra giften stammer. Giften kan således skyldes privatpersoners musebekæmpelse, private bekæmpelsesfirmaers rotte- og musebekæmpelse, den kommunale rottebekæmpelse eller privatpersoners ulovlige rottebekæmpelse.
Uanset de mulige kilder til forgiftningen af rovfuglene og rovpattedyrene er det vigtigt, at den kommunale rottebekæmpelse ikke bidrager unødigt til problemet med sekundær forgiftning. Bekæmpelsen af rotter skal derfor altid ske i overensstemmelse med gældende regler på området, god rottebekæmpelsesskik og på den miljømæssigt set mest forsvarlige måde.
I den kommunale rottebekæmpelse er det kommunalbestyrelsens (rottebekæmperens) opgave at sørge for, at rotter på en ejendom bekæmpes effektivt, jf. § 4 i bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter. Den kommunale rottebekæmper skal ved anmeldelse om rotter på en ejendom foretage en vurdering af rottetilholdets omfang. Herefter skal han lægge en strategi for bekæmpelsen. Når bekæmpelsen er sat i gang, skal bekæmperen instruere grundejeren om eventuelle forebyggende foranstaltninger. Samtidig skal rottebekæmperen overveje, om forholdene på ejendommen er af en sådan karakter, at kommunen skal udstede et påbud om sikring og renholdelse. Er det tilfældet, skal kommunens tekniske forvaltning underrettes, jf. nedenfor.
Ved de halvårlige eftersyn for rotter i landzone skal rottebekæmperen udspørge beboerne, om der er rotter på ejendommen. Forpligtelsen omfatter den samlede ejendom.
På mange landbrugsejendomme foregår der i dag en omfattende jagt på fasaner, agerhøns, ænder og råvildt. Som led i vildtplejen udlægges der i efterårs- og vintermånederne foder til dyrene. Undersøgelser viser, at udlægningsmetoderne varierer kraftigt. På mange ejendomme anvendes standardiserede foderautomater, andre steder har ejeren eller jægeren selv fabrikeret diverse automater i form af tønder og spande, og endelig hældes der i vidt omfang korn og foderstoffer direkte ud på jorden.
Det er derfor meget vigtigt, at rottebekæmperen er opmærksom på og forholder sig til de mulige problemer med rotter, som vildtfodringspladserne kan medføre. Når rottebekæmperen udspørger beboerne om rotter på ejendommen, er det væsentligt at afklare, om der kan være problemer med rotter på eventuelle vildtfodringspladser.
Forkert fodring giver meget ofte rotteproblemer. Det sker, hvis der fodres mere end vildtet kan æde, og foderet ligger på en måde, så rotterne uhindret kan komme til det. Hvis der konstateres rotter på en vildtfodringsplads, skal rottebekæmperen rådgive om forebyggende tiltag. Opgaven for ejeren eller jægeren består derfor i, at fodre med mindst muligt spild og med størst mulig omtanke. Det kan ske ved at anvende foderautomater, hvor vildtet skal pirke til en spiralfjeder i bunden af en beholder eller ved at foderet placeres højere oppe end 100 cm. Når det gælder fodring af ænder i moser og søer, kan foderet med fordel lægges på 20-30 cm vanddybde. Ænderne kan stadig nå foderet, mens rotterne har sværere ved det.
Ofte ligger vildtfodringspladser eller majsbræmmer skjult i skove, moser, enge, ved vildtremiser, langs levende hegn og gærder. Rottebekæmperen kan m.a.o. ikke se dem fra offentlig vej, og skal derfor specifikt have dem udpeget af grundejeren, så de kan findes, og der kan ske bekæmpelse af mulige rottetilhold.
Det er vigtigt at pointere, at ejeren af en ejendom eller den pågældende jæger ikke selv må bekæmpe rotterne på sin ejendom, herunder på vildtfodringspladserne. Rottebekæmperen skal ved sit halvårlige besøg huske at gøre opmærksom på dette forhold samtidig med, at han skal leve op til sin forpligtelse om en effektiv bekæmpelse. Forkert og ulovlig bekæmpelse af rotter fremmer rotternes resistens mod de antikoagulerende midler og bringer bekæmpelsen af rotter i fare på lidt længere sigt.
Ud over at forestå selve bekæmpelsen skal rottebekæmperen løbende opsamle døde rotter overalt på en ejendom. Opgaven må ikke overlades til en grundejer eller en jæger, der ikke ved, hvor og hvordan man skal lede efter døde dyr.
Normalt vil rottebekæmperen kunne få bugt med et rottetilhold på en ejendom. Men da rottebekæmpelse er ”hjælp til selvhjælp”, og hvis ejeren af en ejendom ikke er indstillet på at samarbejde omkring f.eks. fodringspraksis og forebyggelse, kan et rottetilhold på en ejendom være meget vanskeligt at komme til livs. Rottebekæmperen skal i sådanne situationer orientere sin forvaltning, der med hjemmel i § 9, stk. 1 i bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v. (bekendtgørelse nr. 1507 af 13. december 2007) kan udstede et påbud om konkrete afhjælpende foranstaltninger i eller omkring bygninger eller på vildtfodringspladser i det åbne land.
Hvis fodringen af vildtet er for omfattende og skaber rottetilhold, kan kommunalbestyrelsen endvidere med hjemmel i § 12 i bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter (bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006) indskærpe over for ejeren, at fodringen skal bringes til ophør.
Påbud og indskærpelser i medfør af de nævnte bestemmelser er endelige og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Konsulent for Øerne:
Peter Weile
Niels Hesthaven Sørensen
Naturstyrelsen
Haraldsgade 53
2100 København Ø
Konsulenter for Jylland:
Jørgen Theibel,
Naturstyrelsen, Vestjylland
Holstebrovej 31
6950 Ringkøbing