Nr. 26 - August 2001 - Katte som rottebekæmpere - dur de?

I takt med den stigende bekymring i offentligheden over anvendelsen af pesticider (kemiske bekæmpelsesmidler) til bekæmpelse af skadedyr, vokser interessen for at finde alternative, ugiftige bekæmpelsesmetoder. En meget naturlig metode kunne være den biologiske bekæmpelse, der kort kan defineres som: "Bekæmpelse af et skadedyr med et andet dyr".

Rotter er i tidens løb blevet bekæmpet både med utallige typer af fælder og mange forskelligartede gifte - lige fra det legendariske "rottekrudt" til de allermest moderne og sofistikerede gifte som antikoagulanterne. De sidstnævnte medførte efter introduktionen omkring 1950 en revolution for rottebekæmpelsen, men brugen af dem - hvor fremragende de end er – vækker nu stigende bekymring hos mange mennesker. Derfor søges der med lys og lygte efter alternative bekæmpelsesmetoder. - Men først lidt om tamkatten og dens udvikling.

Katten og "de gamle ægyptere"
"Allerede de gamle ægyptere ..." Således begynder mangen en god fortælling. Når det gælder kattens udvikling, må vi imidlertid meget længere tilbage. Da mennesket slog sig ned og blev agerdyrkere og begyndte at anlægge forråd, blev musene hurtigt en plage. Dette bragte katten - den fødte musefænger - ind på scenen. Mange historikere er efter sigende af den opfattelse, at bykulturer havde været så godt som umulige, hvis man ikke havde haft tamkatten. Der er visse tegn på, at katte allerede var sammen med mennesker i det 6. – 7. årtusinde f. Kr. i Jericho. Fra næsten samme tid stammer også statuetter fra det anatoliske Hacilar. De viser kvinder, der leger med katte. Man har desuden på Cypern i samme udgravning fundet knoglerester fra katte, mus og mennesker. Disse rester er blevet dateret til omkring 5.000 f. Kr.

Figur 1: Gudinden Bast blev afbildet med et kattehoved og blev æret af de gamle ægyptere.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår katten er blevet domesticeret. Det menes, at det først er sket i Ægypten, og at tamkatten nedstammer fra den nordafrikanske vildkat (Felis silvestris libyca). Måske domesticerede kattene i virkeligheden sig selv, idet de blev tiltrukket af de store mængder af rotter og mus, der fandtes i og omkring ægypternes kornmagasiner. I det 3. årtusinde f. Kr. var katten i hvert fald forlængst blevet uundværlig i Ægypten. Under det Mellemste Riges 11. – 17. dynasti (2.040-1.785 f. Kr.) nåede den toppunktet af sin berømmelse: Katten blev et helligt dyr og tilbedt p.g.a. dens evner som gnaverbekæmper. Den ægyptiske kattekults højborg var gennem mange århundreder Bast-templet i Bubastis i den østlige Nildal. Måne- og frugtbarhedsgudinden Bast blev ofte afbildet med kattehoved og kaldes også kattegudinden (Fig.1).

Så sent som omkring 450 f. Kr. beretter den græske historieskriver Herodot efter et besøg i Ægypten om kattekirkegårde og makabre sørgehøjtideligheder for afdøde katte. At dræbe en kat medførte dødsstraf. Dette hang sammen med politik og militærstrategi: Den, der havde katte, var selv i krigstider beskyttet mod hungersnød. Derfor var også eksport af katte belagt med dødsstraf. Ikke desto mindre blomstrede kattesmugleriet, og katte blev – om end langsomt – spredt til andre lande, f.eks. til Grækenland omkring 500 f. Kr. og lidt senere med grækerne til det sydlige Italien.

Katten, romerne og nordeuropæerne
Med romerne og deres handelsmænd kom katten med over Alperne, og man regner med, at katten omkring år 1000 e. Kr. var udbredt over hele Europa og Asien. Katten er – som rotter og mus - god til at tilpasse sig til livet om bord på skibe, hvilket forklarer, at den geografisk blev udbredt så forholdsvis hurtigt.

Figur 2: Heksen og hendes tro følgesvend: Katten.

Den gamle kult-dyrkelse af katten fortsatte hos europæerne: Gudinden Freja, Od' hustru, færdedes gennem luften i en vogn trukket af to katte. Da kattekulten efterhånden antog lige så groteske former som tidligere i Bubastis, skred Kirken ind: Den fordømte katten som heksenes ledsager (Fig.2). Katten blev gennem hele middelalderen og langt ind i nyere tid lagt for had: Den var i ledtog med djævelen selv, den bragte ulykke. Især de sorte varianter blev efterstræbt på måder, der grænsede til det groteske. Kirken forsynede med andre ord masserne med en "syndebuk", der kunne symbolisere de mørke kræfter i naturen og i én selv, og som man helt legitimt måtte forfølge og pine på det forfærdeligste.

Lige siden katten blev domesticeret, er den blevet berømmet for sine evner til at bekæmpe gnavere, og den har - som det fremgår - både oplevet at blive guddommeliggjort og blive lagt for had. I mange lande er den blevet og bliver stadig betragtet med meget ambivalente følelser. Først i de seneste 100 år har den opnået sin helt enestående popularitet som kæledyr, og først og fremmest i de vestlige lande.

Katte og vietnameserne
Et sted i verden, hvor katten helt sikkert er populær og specielt som rottebekæmper, er Vietnam. I de senere år har landets rottebestand været i kraftig vækst. I 1997 blev der indført et præmieringssystem for rottehaler, og det første år blev der aflivet 55 mill. rotter, mens mere end 179 millioner rotter måtte lade livet i 1998 (G. Singleton, per. com.). Samme år beordrede regeringen restaurationer med slanger og katte på menukortet lukket, og der blev indført strenge straffe for eksport af slanger og katte (mange sendes til Kina, hvor de indgår i produktion af traditionel medicin eller delikatesser på menukortet). Regeringen anbefalede risbønderne at bekæmpe rotterne ved hjælp af fælder og ikke med gift. Samtidig opfordrede regeringen bønderne til at opdrætte et stort antal katte, der skulle fungere som rottebekæmpere. Dette i håb om, at en mindre del af rishøsten til gavn for landets befolkning på 75–80 mill. indbyggere ville ende i rottemaverne.

Antal katte i Danmark
I den hjemlige debat bliver katten som rottebekæmper fra tid til anden trukket frem som et potentielt alternativ. Det danske retssystem bliver i skattesager ligefrem sat til at afgøre, om katten er en effektiv rottebekæmper - med ret til fradrag af driftsomkostninger forstår sig.

Kattene er for nylig blevet skrevet i "mandtal" i Danmark. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse skal antallet af katte hos danske familier være omkring 650.000 (Tabel 1). Den virkelige bestandsstørrelse her i landet må forventes at ligge noget højere, idet gårdkatte/herreløse katte ikke er medregnet. Et godt gæt kunne være på et tal mellem 650.000 - 1 mill.

Tabel 1: Antal katte i DK. * = 2000, ** = 1998.

Katten og rotten
At gnavere har været betragtet som skadedyr lige fra "tidernes morgen", kan man bl.a. se af, at der allerede i Mesopotamiens ældste bebyggelser er blevet fremstillet musefælder af ler. Vi ved, at katte og hunde har været anvendt i gnaverbekæmpelsen siden oldtiden, men der er ikke imponerende mange videnskabelige undersøgelser, der viser effekten af katte på specielt rottebestande. Men her er nogle af de vigtigste resultater fra den faglige litteratur:

• Jackson (1951) undersøgte katteekskrementer fra bykvarterer i Baltimore og beregnede, at den enkelte kat i gennemsnit fjernede 28 rotter om året, svarende til kun 20 % af det antal, der var nødvendigt, for at holde bestanden stabil.
• Den berømte engelske biolog Charles Elton (1953) fandt i undersøgelser fo-retaget i 1940’erne ud af, at såfremt katte fik et tilskud af mælk, kunne de holde bygninger fri for rotter - forudsat at allerede tilstedeværende rotter blev fjernet på anden vis, f.eks. ved hjælp af gift. Virkningen af kattene var dog forsvunden allerede 50 m fra bygningerne, idet halmstakke i denne afstand til stadighed blev voldsomt hjemsøgt af rotter.
• Davis (1957) undersøgte rotte/kat-systemet på en landbrugsejendom i Maryland (USA) og fandt, at en øget bestand af gårdkatte havde en vis indflydelse på rotternes årlige bestandssvingninger.
• Childs (1986) fandt, at katte fortrinsvis dræbte de unge rotter, der vejede under 100 g. De store, voksne rotter (> 200 g) blev meget sjældent slået ihjel (Fig. 3).

Figur 3: Histogram over vægtfordelingen (i 25 g intervaller) af rotter dræbt af katte i Baltimore. A: Vægtfordelingen (i 100 g intervaller) af rotter fanget i de samme områder af Baltimore (efter Childs (1986)).

• Fitzgerald & Karl (1979) undersøgte vildkattes indflydelse på bl.a. bestanden af husrotter (gennemsnitsvægt 125 g) i skovområde på New Zealand: De fandt, at kattene årligt dræbte rotter i et antal svarende til 1-2 gange af gennemsnitsbestanden. De konkluderede endvidere, at katte havde en væsentlig indflydelse på rottebestandens svingninger.

Det er således yderst begrænset, hvad vi ved om rovdyr/byttedyr-forholdet mellem katte og rotter. I modsætning hertil ved vi til gengæld ret så meget om, hvilke dyr katte nedlægger som bytte (Tabel 2), og hvad de æder. Ved disse undersøgelser (> 75) anvendes som reglen en af følgende metoder: Mave- eller ekskrementundersøgelser eller undersøgelse af det bytte, kattene bringer hjem. Det er ingen tvivl om, at smågnavere udgør en meget vigtig del af kattens føde. I gennemsnit findes der rester af pattedyr i ca. 70 % af analyserne, mens rester af fugle kun findes i ca. 20 % af prøverne, bortset fra prøver fra fugleøer, hvor op til 50 % af prøverne kan indeholde fuglerester.

Generelt viser undersøgelserne, at kattene som rovdyr er generalister, d.v.s. at de ikke holder sig til en enkelt art, hvilket selvfølgelig svækker deres potentiale som "rottebekæmpere". Endvidere viser flere af undersøgelserne, at husholdsningsaffald kan være af stor betydning for storbyernes vildkattebestand. Herudover viser det sig, at kattenes bytte bl.a. varierer afhængig af:

Mange har været og er stadig af den opfattelse, at underernærede katte bliver bedre til at fange gnavere end velfodrede. Det er imidlertid en uheldig opfattelse af tre grunde (Fitzgerald &Turner 2000):

Tabel 2. Nogle udvalgte mave-, ekskrement- og bytteundersøgelser hos katte og % af prøverne, der indeholder rester af den brune rotte og muserester (mange forskellige arter). # = bytte, som katte bragte hjem. * = maveundersøgelser. ¤ = Kun ekskrementer fra katte. a = inkl. cotton rats (Sigmodon hispidus)

Jamen, dur de så?
Hvad er så konklusionen på alle disse observationer? Jo, det at katten kan æde et dyr, er på ingen måde ensbetydende med, at den også kan kontrollere bestanden af dyret. Det at kunne dræbe en rotte er ifølge den kinesiske forsker Kuo (1930) en tillært og ikke en medfødt egenskab. En egenskab, katten erhverver sig i sit allertidligste liv. Da de fleste katte "opvokser sammen med mennesker", er det således ikke sikkert, at de får lært at dræbe rotter overhovedet.

Derfor ender vi med følgende:

• Katte kan generelt ikke løse et rotteproblem, d.v.s. fjerne en allerede etableret rottebestand.
• Ikke alle katte er i stand til at dræbe rotter.
• Kun de mindre og unge rotter (under 200 g) bliver sandsynligvis taget af katte. Det hører til undtagelsen, at tungere rotter bliver taget.
• Det har vist sig, at rotter i høj grad er i stand til at tilpasse deres aktivitetsrytme til kattenes tilstedeværelse: De kan svinge over til dagaktivitet, hvis de generes for meget af de nataktive katte.
• I en stor del af døgnet færdes rotter i dele af bygninger, f.eks. gyllekanaler, hvor katte naturligvis ikke kommer. Rottebestanden i byernes kloakker er helt uden for kattenes rækkevidde.
• Katte er bedst til tage (mindre) strejf-rotter.
• Et større antal ikke-overfodrede katte kan sandsynligvis forhindre strejfrotter i at invadere bygningerne på en landbrugsejendom.

Så, ja: Katte dur skam, men ikke ret godt. Kun i enkelte, meget begrænsede tilfælde kan de være til nytte ved rottebekæmpelsen. Det er udmærket at holde kat, men gør det ikke udelukkende med henvisning til dens evne som "rottebekæmper".

Litteraturhenvisninger
Barratt, D.G., 1997: Predation by House Cats, Felis catus (L.), in Canberra, Australia. I. Prey Composition and Preference. Wildlife Research 24: 263-277.

Borkenhagen, P., 1978: Von Hauskatzen (Felis sylvestris f. catus L., 1758) eingetragene Beute. Z. Jagdwiss 24: 27-33.

Borkenhagen, P., 1979: Zur Nahrungsökologie streunender Hauskatzen (Felis sylvestris f. catus Linné, 1758) aus dem Stadtbereich Kiel. Zeitschrift für Säugetierkunde 44: 375-383.

Childs, J.E., 1986: Size-Dependent Predation on Rats (Rattus norvegicus) by House Cats (Felis catus) in an Urban Setting. Journal of Mammalogy 67, No.1: 196-199.

Churcher, P.B., Lawton, J.H., 1987: Predation by domestic cats in an English village. Journal of Zoology, London 212: 439-455.

Danmarks Statistik, 2000: "Familiernes kæ-ledyr". Nyt fra Danmarks Statistik Nr. 499.

Davis, D.E., 1957: The Use of Food as a Buffer in a Predator-Prey System. Journal of Mammalogy 38, No. 4: 466-472.

Eberhard, T., 1954: Food Habits of Penn-sylvania House Cats. Journal of Wildlife Management Vol. 18, No. 2, April: 284-286.

Elton, C.S., 1953: The Use of Cats in Farm Rat Control. The British Journal of Animal Behaviour Vol. I., No. 4 October: 151-155.

Errington, P.L., 1936: Notes on Food Ha-bits of Southern Wisconsin House Cats. Journal of Mammalogy Vol. 17: 64-65.

Fitzgerald, B.M., Karl, B.J., 1979: Foods of feral house cats (Felis catus L.) in forest of the Orongorongo Valley, Wellington. New Zealand Journal of Zoology, Vol. 6: 107-126.

Jackson, W.B., 1951: Food Habits of Bal-timore, Maryland, Cats in Relation to Rat Populations. Journal of Mammalogy Vol. 32, No. 4: 458-461.

Fitzgerald, M.B., Turner, D.C., 2000: Hunting behaviour of domestic cats and their impact on prey populations. I Turner, D.C., Bateson, P., (eds.), 2000: The domestic cat: the biology of its behaviour. Cambridge University Press, Cambridge: 151-175.

Kuo, Z.Y., 1930: The genesis of the cat’s responses to the rat. Journal of Comparati-ve Psychology, Vol. XI, No. 1: 1-35.

Liberg, O., 1984: Food habits and prey impact by feral and house-based domestic cats in a rural area in Southern Sweden. Jounal of Mammalogy 65 (3): 424-432.

McMurry, F.B., Sperry, C.C., 1941: Food of Feral House Cats in Oklahoma, a Progress Report. Journal of Mammalogy 22 (2): 185-190.

Turner, D.C., Bateson, P., (eds.), 2000: The domestic cat: the biology of its behaviour. Cambridge University Press, Cambridge: 244 pp.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: Obfuscated Email

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: Obfuscated Email