Nr. 15 - November 1995 - Høns, hønseæg, duer og gnaverbekæmpelsesmidler

Konsulenterne og Statens Skadedyrlaboratorium bliver med mellemrum spurgt, om rottegiftes farlighed over for fugle, især høns og duer, og om der er risiko for, at æg, der lægges af høns, der utilsigtet har ædt antikoagulerende bekæmpelsesmidler udlagt for rotter, kan indeholde rester af giften eller farlige nedbrydningsprodukter? Da rottebekæmpelse ofte udføres, hvor der findes høns (og duer), er spørgsmålene særdeles relevante. Skadedyrlaboratoriet har igennem de sidste 10-20 år arbejdet med disse problemer, og vi er derfor i stand til delvis at besvare spørgsmålene.

Gnaverbekæmpelsesmidlers farlighed over for høns og duer
Man kan til tider høre den påstand fremført, at de antikoagulerende rottebekæmpelsesmidler ikke er særlig farlige for fugle. Det har dog vist sig, at dette er en sandhed med modifikationer. Opfattelsen har uden tvivl sit udspring i, at den første af antikoagulanterne - warfarin - viste sig at være meget lidt farlig for høns. Dette har også vist sig ved Skadedyrlaboratoriets forsøg. Men efterfølgende undersøgelser med nyere antikoagulanter afslører et mere nuanceret billede. Skadedyrlaboratoriets forsøg med duer og høns gennem 15 år er opsummeret i det nedenstående skema. - Det kan af skemaet konstateres, at der er store individuelle forskelle i følsomheden over for det enkelte middel. Ud fra undersøgelserne må man antage, at de andre gnaverbekæmpelsesmidler er farlige for duer og høns, og midlerne medfører alle alvorlige forgiftningssymptomer eller evt. døden. Brodifacoum synes mest farlig, men selv en gift som alphachloralose, der normalt betragtes som værende relativ uskadelig over for større dyr, er voldsom i sin virkning. Det er desuden vigtigt at bemærke, at i brodifacoum-forsøgene døde duerne ofte på et sent tidspunkt, og dette implicerer, at observationsperioden skal være flere måneder.

Forsøgene viste også, at det nu udgåede bekæmpelsesmiddel, crimidin, tilsyneladende var farligere for duer end antikoagulanterne og calciferol i en todages fodringsperiode uden valg. Når duerne havde et ikke-giftigt fodervalg, fortærede de kun ubetydelige mængder af crimidin-giften og forblev sunde. Da fugle kan advares af de røde eller blå farver i giften, bliver risikoen for forgiftning reduceret. Dette blev bl.a. sandsynliggjort ved at tilbyde 5 duer et valg mellem almindelig, ikke-farvet hvede og blåfarvet hvede. I løbet af 3 dage fortærede duerne 170 g ufarvet hvede og kun 60 g farvet føde, men en due viste dog trods alt tendens til at foretrække den farvede hvede.

Sammenfattende må man konkludere, at gnaverbekæmpelsesmidler udgør en potentiel risiko både for duer og høns. Det er derfor nødvendigt, at man udlægger gnaver- og rottebekæmpelsesmidler med den allerstørste forsigtighed og helst i foderkasser - når man bekæmper rotter, hvor der holdes fjerkræ.

Giftigheden af æg fra høns fodret med antikoagulanter
Kan æggene fra høns, der har ædt antikoagulanter, spises uden risiko? Ja, det er der meget, der tyder på. Som led i undersøgelse af dette spørgsmål har Skadedyrlaboratoriet i perioder på 5-12 dage fodret brune rotter udelukkende med æg fra høns, der havde levet af rottebekæmpelsesmidlerne warfarin, coumatetralyl, bromadiolon, difenacoum og brodifacoum. I ingen af tilfældene viste rotterne tegn på antikoagulantforgiftning, og analyser viste heller ingen målelige restmængder af f.eks. warfarin i æggene.

Nyere undersøgelser afslører endvidere, at der hos høns, der i 4 dage blev fodret med en 0,01% bromadiolon ædegift, ikke kunne findes bromadiolon-rester i de æg, hønsene lagde de efterfølgende 22 dage.

Der er således intet, der tyder på, at der i æggene fra høns, der ved et uheld har ædt antikoagulanter, forefindes antikoagulant-rester i mængder, der kan have en sundhedsmæssig betydning. Kan man alligevel ikke lide tanken om at spise disse æg, kan man jo altid kassere dem!

Skema, der sammenfatter forsøg udført på Statens Skadedyrlaboratorium over følsomheden hos høns (hvide italienere) og duer over for forskellige gnaverbekæmpelsesmidler. Antal mg/kg ædt angiver, hvor mange mg af det aktive stof, dyret har ædt - pr. kg legemsvægt. Bemærk, at indtagelse (mg/kg) af en vis mængde af et bekæmpelsesmiddel kan slå ét dyr ihjel, men ikke et andet. Der er altså en stor individuel variation, og den mængde af et bekæmpelsesmiddel, der kan slå en due ihjel, kan nødvendigvis ikke slå en høne ihjel og vice versa. * = valgmulighed for ugiftig føde, # = midlet er ikke længere på det danske marked.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: Obfuscated Email

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: Obfuscated Email