Nr. 11 - Februar 1991 - Den kommunale rottebekæmpelse, sikringsaftaler og udlevering af rottegift

Som bekendt er rottebekæmpelsen herhjemme ifølge miljølovgivningen en kommunal opgave, som fungerer efter forsikringsprincippet. Udgifterne dækkes af kommunens grundejere enten over kommuneskatterne eller med et gebyr, som en andel af ejendomsværdien. Kommunen har pligt til at bekæmpe rotter overalt indenfor dens område. Det gælder altså også frilandsrotter i parker, i mergelgrave, ved vildtfoderpladser, på småøer etc. Deri ligger ikke, at hele kommunens område systematisk skal efterses, men bliver rottetilhold konstateret, skal de også bekæmpes. Halvårlige eftersyn skal efter reglerne kun foretages på ejendomme i landzone, medens bekæmpelse i byområder og sommerhusområder som hovedregel kun sker efter anmeldelse. Denne tilsyneladende meget vidtgående forpligtelse, hvad angår frilandsrotter, har en fornuftig begrundelse, idet bestandene på friland normalt om vinteren vil søge ind til bygninger og der skabe problemer.

Kloakrotter i selve afløbssystemet er en undtagelse, her er det en frivillig sag, om kommunen vil foretage en bekæmpelse, noget som kan være fornuftigt, især i områder med gamle og nedslidte rør. Den eneste varige løsning er dog ved først givne lejlighed at få erstattet kloaksystemet med et nyt og fejlfrit. Selv om kommunen bekæmper rotteforekomster uden ekstra udgifter for grundejeren med hensyn til bekæmpelsen, har mange erhvervsdrivende dog privat skrevet kontrakt med private bekæmpelsesfirmaer om en sikringsordning. Udover regelmæssige eftersyn omfatter den også strategisk opstilling af et antal foderkasser med ædegift i og omkring bygningerne for at forhindre nyinvasioner af rotter (og mus). Det gælder f.eks. eksportslagterier, hvor det ligefrem er et krav for at kunne eksportere til bl.a. USA. Også mange landmænd har sådanne kontrakter, det gælder især bedrifter med SPF og andre lukkede besætninger. I disse tilfælde omfatter sikringskontrakten såvel den udførte arbejdsindsats som materialer i form af foderkasser, bekæmpelsesmidler etc., og kommunen har ingen forpligtelser i denne forbindelse. Bekæmpelsesfirmaet har derimod pligt til at meddele den stedlige kommunalbestyrelse (normalt teknisk forvaltning) om sådanne indgåede aftaler og om konstaterede rotteforekomster.

En stor del af kommunerne har truffet aftale med private bekæmpelsesfirmaer om den kommunale rottebekæmpelse. Kommunalbestyrelsen har dog stadig ansvaret for en effektiv bekæmpelse. Ifølge rottebestemmelserne må man kun udføre erhvervsmæssig bekæmpelse, hvis man har autorisation eller arbejder under en autoriseret rottebekæmpers tilsyn. Bekæmpelsen skal udføres således, at den er i overensstemmelse med de af Miljøstyrelsen og Statens Skadedyrlaboratorium angivne retningslinier. I praksis er vurderingen af bekæmpelsens effektivitet m.v. uddelegeret til områdets konsulent i rottesager. Som grundlag for aftalen mellem firmaer og kommuner benyttes som oftest den af Miljøstyrelsen udarbejdede kontrakt. Denne siger klart, at firmaet er forpligtet til at bekæmpe rotteforekomster overalt inden for kommunens område og fortsætte bekæmpelsen, indtil disse er udryddet. Først når dette er sket, kan det evt. komme på tale at foreslå en særlig sikringsaftale (omfattende rotter og mus) på ejendomme, som af den ene eller anden årsag er særlig udsatte for nyinvasioner. Bygningerne kan f.eks. være af en sådan beskaffenhed, at det er meget vanskeligt at sikre dem mod indtrængen af gnavere, og det gælder desværre f.eks. mange både gamle og nye stalde. Men det fritager naturligvis ikke grundejeren for at foretage de nødvendige foranstaltninger med hensyn til rottesikring og renholdelse.

I den senere tid har der været udbudt giftfoderkasser til salg for grundejere, som ikke ønsker at bekoste en privat sikringsaftale. Dette har skabt en del kontroverser i kommunerne, hvor grundejere har ment, at kommunen vederlagsfrit skulle levere de nødvendige bekæmpelsesmidler.

Med hensyn til brug af indkøbte eller af grundejeren selv fremstillede foderkasser, bør disse naturligvis anvendes, såfremt rottebekæmperen finder dem anvendelige i en igangværende rottebekæmpelse. Den kommunale rottekontrakt omfatter derimod ikke opfyldning med ædegift af opstillede foderkasser med henblik på beskyttelse mod nyinvasioner. Det samme gælder udlægning af giftdepoter på f.eks. lofter inden oplægning af ny halm. Her er rottebekæmperen berettiget til at afgøre, om han finder det formålstjenligt på denne måde at forebygge en evt. kommende rottebestand. Rottebekæmperen vil ofte se en fordel i at gøre dette, men grundejeren kan ikke kræve det.

Udlevering af rottegift bør kun ske som supplement i forbindelse med en igangværende bekæmpelse. Hovedreglen er stadig, at rottebekæmperen skal foretage den egentlige udlægning - naturligvis i samarbejde med grundejeren, som kan bidrage med sit kendskab til lokale forhold.

Der er ingen tvivl om, at det ville være en fordel, hvis den præventive rottebekæmpelse à la sikringsordninger blev benyttet i større udstrækning, men det er som sagt ikke med i de nugældende rottebestemmelser. Det ville da også utvivlsomt føre til forøgede udgifter for kommunerne på kort sigt.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail:

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: