Nr. 10 - November 1990 - De antikoagulerende midler i rottebekæmpelsen

(Opdatering af Meddelelse Nr. 6).
af Mogens Lund, Statens Skadedyrlaboratorium.

Som mange andre vigtige opdagelser blev også antikoagulanternes egenskaber afsløret ved lidt af en tilfældighed. Midt under 2. verdenskrig hærgede en alvorlig sygdom blandt kvæget i USA, og et karakteristisk symptom hos de syge eller døde dyr Var omfattende indre blødninger. Man fandt hurtigt ud af, at årsagen til sygdommen var, at kvæget havde indtaget betydelige mængder af vådt, muggent hø, og en nærmere analyse afslørede, at det vellugtende stof kumarin i frisk hø var blevet omdannet til dikumarol, der forhindrer dannelsen af enzymer i leveren, der nødvendige for blodets normale koaguleringsevne.

Siden er der ud fra dikumarol blevet fremstillet en lang række af stoffer med grundlæggende samme virkningsmekanisme, men med store forskelle i giftighed. Midlerne fik først stor betydning som lægemidler, der kunne nedsætte risikoen for blodpropper hos mennesker - og til det formål anvendes de stadig. Først senere fandt man på at bruge dem i rottebekæmpelsen, hvor de fik en revolutionerende betydning. De er meget langsomme i virkning, idet rotterne først får symptomer på forgiftning efter 3-6 dages forløb. Derefter vil de små blødninger, der altid opstår rundt omkring i de mindste blodkar, ikke mere standse af sig selv, og dyret dør af indre forblødning. Den forsinkede virkning betyder, at rotternes medfødte mistro overvindes, og at rotterne optager en dødelig dosis, før de bliver advaret. En anden stor fordel ved disse midler er, at K-vitaminet er en effektiv modgift, i hvert fald, når det gælder de ældre antikoagulant-typer.

Siden begyndelsen af 1950'erne har man anvendt kolossale mængder af de ældre antikoagulanter herhjemme og i udlandet, uden at der er sket alvorlige forgiftninger af mennesker. Det har ført til, at man undertiden har undervurderet deres farlighed og udlagt dem på en lidt for skødesløs måde. Det må understreges, at man, specielt når det gælder de nye antikoagulanter, må udvise stor forsigtighed ved anvendelsen, så husdyr ikke udsættes for en risiko.

Warfarin
Er den ældste og billigste af antikoagulanterne, og den anvendes stadig i store mængder rundt om i verden, hvor der ikke er konstateret resistens. Den fremstilles både som almindelig ædegift (0,025%), som drikkegift (0,025%) og som pudderpræparat (0,5%). Giftigheden for rotter - og for mennesker - er i enkelt dosis omkring 10 mg/kg legemsvægt, men langt højere (0,7 - 1,0 mg), hvis det indtages gradvist i løbet af 5 dage. Det vil i praksis sige, at et menneske på 70 kg skal spise 2,5-3 kg af en almindelig ædegift på een gang for at være i livsfare - og det ligger jo uden for det sandsynlige. Det bekræftes også af, at man ikke har været udsat for alvorligere forgiftninger af mennesker, selv om man har anvendt enorme mængder af warfarin siden begyndelsen af 50'erne. Midlet er bedst egnet til brune rotter, mens husrotter og især husmus ikke er så følsomme over for det. Midlet er ikke længere på det danske marked.

Coumatetralyl
Da resistensen mod warfarin blev et problem i begyndelsen af 60'erne, forsøgte man sig med det beslægtede middel coumatetralyl, der i begyndelsen kunne klare en betydelig del af de resistente rotter. Men efter forholdsvis få år var resistensen mod coumatetralyl tiltaget så kraftigt igen, at man måtte finde en afløser. Men det kan anbefales som standardmiddel overalt, hvor der ikke er konstateret resistens. Coumatetralyl kan ligesom warfarin fås både som ædegift (0,03%), drikkegift (0,03%) og som pudderpræparat (0,3%).

Chlorophacinon har også været på det danske marked i mange år og anvendes især til bekæmpelse af rotter i kloakkerne. Det er olieopløseligt og egner sig derfor godt til opblanding i paraffinblokke til kloakrottebekæmpelse. Det har en lidt kraftigere virkning på husrotter og husmus end warfarinet, men resistensen er også et stort problem over for dette middel. Ved forgiftninger må man være indstillet på, at K-vitamin behandlingen skal fortsætte i længere tid end ved warfarinforgiftninger. Er nu ikke længere på det danske marked.

Difenacoum, der kom på det danske marked i 1976 er den første af de såkaldte anden-generations antikoagulanter, der udmærker sig ved, at være væsentligt kraftigere i virkning end de ældre typer. Det betyder bl.a., at de bedre kan anvendes til bekæmpelse af husrotter og husmus, og at en enkelt dosis som regel er nok til at give det ønskede resultat. Difenacoum er 5-6 gange så kraftigt virkende som warfarin (dødelig dosis 1,8 mg/kg). I et begrænset omfang er der dog også opstået resistens mod dette middel.

Bromadiolon er det andet af de nye antikoagulanter, og det har været anvendt i stigende udstrækning her i landet siden 1979. Det er ca. 10 gange så kraftigt virkende som warfarin (dødelig dosis ca. 1 mg/kg) og kan anvendes til både mus og rotter. De færdige ædegifte indeholder fra 0,005% til 0,01% aktivt stof. De fremstilles ud fra et oliekoncentrat, der er let at blande med et kornprodukt og som accepteres godt af gnaverne. Tre år efter at midlet var taget i brug i Danmark kom dog de første meldinger om resistens, og for øjeblikket (1990) er der store praktiske problemer med midlet i Østjylland, på Vestfyn og i Sydvestsjælland.

Brodifacoum (Klerat) og Flocoumafen (Storm) er de seneste skud på stammen af de nye antikoagulanter. Klerat findes både som paraffinblok og i pellet-form, mens Storm kun er i handelen som blok. Selv om indholdet i de færdige produkter kun er 0,005%, må de alligevel betragtes som særdeles giftige midler, der skal udlægges med endnu større forsigtighed end de andre antikoagulanter. Den dødelige dosis er meget lav: 0,25-0,40 mg/kg, eller med andre ord, de er 25-40 gange så kraftige som warfarinet. Specielt må man tage i betragtning, at midlerne holder sig længe i organismen, og det bevirker dels, at de døde rotter kan indeholde farlige mængder, hvis de ædes af en hund eller kat, dels at eventuelle forgiftninger af husdyr skal behandles med store doser K-1-vitamin over relativt lange perioder (se også Meddelelse Nr. 5 og Nr. 9). Hunde er iøvrigt særligt følsomme over for flocoumafen.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: Obfuscated Email

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: Obfuscated Email