Nr. 05 - Oktober 1984 - Rottegiftes farlighed

af Mogens Lund, Statens Skadedyrlaboratorium.

I Meddelelse nr. 1 (august 1979) er der givet oplysninger om rottegiftes farlighed over for hunde, idet der med rottegifte i denne sammenhæng menes de midler, der hindrer blodet i at størkne, og som er næsten enerådende i rottebekæmpelsen.

For nylig har amerikanske undersøgelser vist, at der er grund til at revidere opfattelsen en del. Amerikanske dyrlæger havde undret sig over, at der kunne opstå komplikationer hos især hunde efter en K-vitaminbehandling for forgiftning med antikoagulant-rottegift. Man kunne godt opnå en umiddelbar virkning, hvor dyrets blodkoagulation blev normal, men kortere eller længere tid efter behandlingen kunne der alligevel optræde livsfarlige indre blødninger. En nærmere undersøgelse afslørede, at årsagen måtte søges i den kendsgerning, at de forskellige antikoagulanter ikke bliver nedbrudt lige hurtigt i dyret, eller sagt med finere ord, at "den biologiske halveringstid" er vidt forskellig. Det længst kendte af de antikoagulerende rottemidler, warfarin, bliver reduceret til det halve i organismen indenfor kun 19 timer, så det er der ingen problemer med. Andre af de beslægtede midler kan til gengæld være mange dage om at forsvinde ud af organismen - ja, et middel som brodifacoum, der er det nyeste skud på stammen, vil først være nedbrudt til den halve mængde efter 180 dages forløb. Det betyder, at den mængde, der er optaget af en hund, kat eller svin, vil kunne mobiliseres gradvis i mere end et halvt år med risiko for forgiftning længe efter en eventuel behandling med K1-vitamin. Da de nyere midler også har en væsentlig kraftigere virkning ved optagelse i enkeltdosis end warfarinet, er der større risiko for, at en hund eller kat kan blive forgiftet ved at æde døde eller døende rotter med et indhold af disse antikoagulanter. På grund af den langsomme nedbrydning er der mulighed for, at der kan ske en ophobning af midlet i den hund eller kat, der gentagne gange æder en forgiftet rotte.

Det skal dog understreges, at der ikke er grund til at "overreagere" på disse oplysninger, for der er trods alt kun tale om få tilfælde af alvorlige forgiftninger af vore husdyr med rottegifte - skønt de pågældende midler anvendes rutinemæssigt og i meget store mængder. Da det ubetinget er de bedste bekæmpelsesmidler, man nogen sinde har rådet over i rottebekæmpelsen, selv når man tager de resistente rotter med ind i billedet, så er det utænkeligt, at man vil kunne klare sig uden, hvis bekæmpelsesstandarden skal holdes.

Skulle et husdyr blive forgiftet med en antikoagulerende rottegift (bortset fra warfarin) må man råde til at fortsætte behandlingen med K1-vitamin over en lang periode (en måned), og i alvorlige tilfælde, hvor der allerede er konstateret blødninger, kan det anbefales at foretage en blodtransfusion. Normalt starter man med 5 mg/kg K1-vitamin givet som intramuskulær injektion og fortsætter derefter med samme doser givet oralt.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail: Obfuscated Email

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: Obfuscated Email