Nr. 01 - August 1979 - Risikoen for forgiftning af hunde med rottegifte

De antikoagulerende bekæmpelsesmidler, der virker ved at forårsage indre blødninger, har forlængst bevist deres store effektivitet overfor rotter, og deres relative ufarlige overfor mennesker. Trods en årlig udlægning af mere end 200 tons forgiftet lokkemiddel siden begyndelsen af 1950'erne har vi her i landet ikke haft et eneste alvorligt tilfælde af forgiftning af mennesker med disse midler - og det samme gælder for udlandet.

Derimod sker det desværre ikke sjældent, at forskellige af vore husdyr skaffer sig adgang til rottegiften og æder så store mængder, at de må under behandling. Heldigvis reddes de fleste ved behandling med K1-vitamin, men er der først kommet omfattende indre blødninger, er der ikke meget at stille op. Hunden er nogenlunde ligeså følsom for warfarin og coumatetralyl, som rotten er det, og d.v.s., at den dør, hvis den æder henved 60 g warfarin-rottegift eller 40-50 g coumatetralylmiddel for hvert kilo, den selv vejer. For en pæn stor hund på 20 kg vil det altså sige 800-1200 g. Det er jo en stor portion, men så meget skal der kun til, hvis hunden æder det på én gang. Kommer den tilbage dag efter dag og smager på giften, er den dødelig dosis meget lavere. Har den adgang til rottegiften i f.eks. 3-5 dage, er et par gram for hvert kilo, den vejer, tilstrækkeligt til at slå den ihjel.

En del hunderacer er vældig glade for havregryn og andre kornprodukter, og ikke alle hundeejere er lige påpasselige med, at deres hund ikke strejfer omkring, eller løber ind i naboens carport og æder af den udlagte gift.

En opgørelse netop nu fra Veterinærdirektoratet viser, at i løbet af årets første kvartal (1/1 - 31/3 1979) er 57 hunde blevet behandlet for forgiftning med antikoagulanter. Det er ikke angivet, hvor mange af disse hunde, der er døde af forgiftninger, men det har givetvis kun været et fåtal.

Statens Skadedyrlaboratorium er dog bekendt med et par kedelige tilfælde fra de sidste par måneder, hvor et par værdifulde racehunde er døde efter at have ædt warfarin- eller coumatetratlyl-rottegift. Den ene hund var oven i købet en særlig kostbar udstillingshund, der var højdrægtig (og derfor endnu mere følsom for giften), og hvor erstatningsbeløbet var 4-cifret.

Risiko er der altså, og det er åbenbart nødvendigt at indskærpe, at giftudlægningen foretages så omhyggeligt som muligt. Det vil i praksis sige, at der bør anvendes foderkasser overalt, hvor husdyr kan tænkes at kunne komme til giften. Andet end foderkasser kan naturligvis anvendes, hvis man har adgang til det, som f.eks. eternitplader, eller et skråtstillet bræt, der er sikret, så det ikke for let kan væltes til side.

Ejendommens beboere skal også altid informeres om udlægningen og om, at man skal passe på hunden. Er der ingen hjemme, må man enten vente med udlægningen, eller aflevere en trykt meddelelse med de nævnte oplysninger.

Da de fleste hundeejere i forvejen er stærkt bekymrede for, at deres hund skal blive forgiftet, vil det være overordentlig skadeligt for en effektiv rottebekæmpelse, hvis der sker alvorlige ulykker, der kunne være undgået ved en mere omhyggelig udlægning og vejledning.

Et spørgsmål, der ofte stilles i forbindelse med rottebekæmpelse og hunde er, om de forgiftede rotter er farlige at æde for hundene. Her er der ingen grund til bekymring, for forsøg har vist, at rovdyr skal leve udelukkende af sådanne forgiftede rotter i en halv snes dage, før der er fare på færde. Det man skal passe på, er altså selve rottegiften, så gør derfor alt, hvad der er muligt for at forhindre, at hunde kan få adgang til den!

Eventuelle giftrester indsamles og destrueres, når rotterne er blevet bekæmpet. Ønsker man permanente giftdepoter udlagt, bør det altid være i egentlige foderkasser med låg.

Konsulent for Jylland

Torben Frode Jensen,
Langdalsvej 38 C,
8220 Brabrand
Tlf. og fax: 8626 2988
E-mail:

Konsulent for Øerne

Peter Weile,
Strandgade 29,
1401 København K.
Tlf.: 3266 0325
Fax: 3266 0318
E-mail: