Resistensstrategi

Ved en bekæmpelse af rotter med antikoagulanter skal der anvendes den antikoagulant med det svageste aktivstof først med mindre, der er konstateret resistens.

I praksis betyder det, at al bekæmpelse med antikoagulanter indledes med brug af et produkt baseret på enten coumatetralyl eller chlorophacinon, medmindre der på forhånd er velbegrundet mistanke om resistens.

Når der er velbegrundet mistanke om- eller bekræftet genetisk resistens, skal bekæmpelse med antikoagulanter ske med brug af produkter baseret på aktivstofferne brodifacoum, flocoumafen og/eller difethialon.

Hvorfor har vi en strategi?

Der er flere grunde til at følge og håndhæve resistensstrategien i rottebekæmpelsen:

• Med brug af de stærkeste aktivstoffer stiger risikoen for ophobning af antikoagulanter i vores omgivelser til fare for miljøet og faunaen.
• Risikoen for primære og sekundære forgiftninger stiger ved brug af de stærke antikoagulanter, hvad der kan få alvorlige konsekvenser for vores rovfugle og rovdyr.
• Med en resistensstrategi kan vi forsinke udviklingen af resistens samt hindre, at resistens bliver mere hyppigt forekommende.
• De eneste godkendte kemiske midler til bekæmpelse af rotter er antikoagulanterne. Med en resistensstrategi bestræber vi os på, at disse midler også er anvendelige i den fremtidige rottebekæmpelse.

Selvom antikoagulanterne er miljøfarlige stoffer, så har de også nogle gode egenskaber, som gør dem anvendelige til bekæmpelse af rotter:

• Der findes modgift, der kan ophæve en antikoagulant forgiftning.
• Antikoagulanter har en forsinket virkning. Typisk giver de først rotten forgiftningssymptomer efter tre til seks dage, hvilket gør, at rotterne sjældent udvikler ædeskyhed overfor antikoagulanterne.

Er det resistens?

Når en rottebekæmpelse ikke er succesfuld, så er årsagen ikke nødvendigvis resistens. Ofte er årsagen til fortsat rotte – og museforekomst en eller flere af følgende:

• At der fra begyndelsen ikke er udført en tilstrækkelig god bekæmpelse. Det vil sige, at der ikke er blevet fulgt op i bekæmpelsen, indtil der ikke længere er rotte- eller museaktivitet.
• At størrelsen og omfanget af rotte- og musebestanden og dens udbredelse ikke er nøje undersøgt før tilrettelæggelsen af bekæmpelsen.
• At der i kraft af fejlbedømmelse af rotte- eller musebestanden udlægges for lidt gift (også selvom udlægningen foretages af flere omgange).
• At der ikke er opsat tilstrækkelig med depoter.
• At der ikke er taget højde for et bestemt fødevalg.
• At et andet produkt, men med samme aktivstof, ville give bedre resultater.
• At der ikke fokuseres på alternativer til giften for at ramme eventuelle ædesky rotter eller mus.
• At bekæmperen ikke har gjort sig bekendt med generel rotte- eller museadfærd- og biologi.
• At bekæmperen ”plejer at gøre sådan”. Det, der virker et sted, virker ikke nødvendigvis igen.

Ovenstående uddybes i Miljøstyrelsens Tjekliste for identifikation af resistens.

Hvor er der fundet resistens?

I Danmark var det på halvøen Bjerre Herred mellem Horsens og Vejle, de første resistente rotter blev rapporteret af en rottebekæmper i 1962.

Det drejede sig om fem til seks gamle gårde ved landsbyen Hornum, men senere undersøgelser antydede, at resistensen allerede på det tidspunkt havde bredt sig til et væsentlig større område.

I dag forekommer resistente rottebestande over det meste af Danmark. Dog synes resistens at være mindre udbredt i Nordjylland og i Nordsjælland end i resten af landet. Da der ikke har været lavet en systematisk kortlægning af forekomsten af resistens siden 2008, er den nøjagtige udvikling i restistens ikke kendt i dag. Det vurderes dog, at de fleste rottebestande fortsat vil kunne bekæmpes med de milde antikoagulanter. 

Mange af områder i det østlige Jylland og sydlige Sjælland, hvor resistens blev opdaget først, har i dag mere eller mindre udbredt forekomst af rottebestande, som ikke alene er resistente mod de svageste antikoagulaner, men som også er resistente mod de mere potente antikoagulanter som bromadiolon og difenacoum.