Genetisk resistens

En rotte er enten født følsom eller resistent overfor en antikoagulant. Det betyder, at en følsom rotter ikke kan blive resistent overfor en antikoagulant senere i dens livsforløb. Rotter som er resistente overfor antikoagulanter har fået en ændring i deres arvemateriale (DNA) i det gen, der koder for vitamin K epoxid reduktase (VKOR). Det betyder også, at en følsom rotter ikke kan blive resistent overfor en antikoagulant senere i dens livsforløb.

Den genetiske ændring i VKOR betyder en ændring af en enkelt aminosyre. Denne ændring bevirker, at VKOR ikke længere bliver påvirket af antikoagulanter i samme grad som før, og den resistente rotte vil derfor have normal blodkoagulation, idet vitamin K nu, fortsat, bliver omdannet selv under en antikoagulant påvirkning.

De danske resistente rotter, som indtil videre er blevet undersøgt, har vist sig at have én fælles genetiske ændring. Ændring betegnes som Y139C, som fortæller, hvor henne i genet ændringen er sket, nemlig position 139, og at aminosyren tyrosin (Y) er ændret til cystein (C). Det har vist sig, at rotter med Y139C ændringen er resistente overfor alle 1. generations antikoagulanter og delvist resistente overfor de mildeste 2. generations antikoagulanter, nemlig bromadiolon og difenacoum.

Nedenstående tabel viser, hvor meget færdigformuleret rottegift følsomme og resistente rotter skal æde for at få en påvirkning af blodets koagulationsevne. Den dosis der skal til for at påvirke blodets koagulationsevne betegnes som den Effektiv Dosis (ED50). I tabellen er ED50 angivet for han- og hunrotter som er henholdsvis normale (følsom) og Y139C resistente.

Tabellen viser at  Y139C resistente rotter ikke bekæmpes med 1. generations antikoagulanter og kun dårligt med bromadiolon.

Som det fremgår af tabellen, så kan Y139C resistente rotter ikke bekæmpes med 1. generations antikoagulanter og kun dårligt med bromadiolon. For difenacoum gælder det, at bekæmpelsen vil være med til yderligere favorisering af Y139C resistente rotter, idet særligt Y139C resistente hunrotter har stor sandsynlighed for at overleve bekæmpelse med difenacoum. Man skal derfor ikke anvende 1. generations antikoagulanter samt bromadiolon og difenacoum til bekæmpelse af rottebestande, hvor Y139C resistens forekommer.