Traditionel udlægning

Traditionel udlægning af antikoagulanter bør kun omfatte midler svagere end flocoumafen, brodifacoum og difethialon. Grunden til, at der skelnes mellem de svagere 1. og 2. generations antikoagulanter og de meget stærke 2. generations antikoagulanter skyldes, at rotter ofte skal indtage en eller flere doser af de svagere antikoagulanter for at dø, mens rotter i princippet kan nøjes med én enkelt dosis af gifte med aktivstofferne flocoumafen, brodifacoum og difethialon.

Traditionel udlægning vil typisk omfatte udlægning et eller flere steder af portioner af minimum 200 gram (se nøjagtig dosis på etiketten). Efter en til få dage følges der op, og de steder, hvor giften er spist suppleres der normalt op. Der må aldrig placeres mere pr. udlægningssted end det, der er angivet som maksimum på etiketten af produktet.

Ved traditionel udlægning kan der adskilles mellem forhold;

  • Hvor rotter har adgang til store mængder føde på et enkeltsted (f.eks. kornlager, fuglefodring, hønsehold etc.)
    • Her udlægges store mængder bekæmpelsesmiddel nogle få steder mellem fourageringssted og tilholdssteder (f.eks. mellem brændestak og fuglefoderbræt). Der suppleres efter behov og fortsættes indtil der ikke længere ædes af giften og at der ikke er yderligere tegn på rotteaktivitet.
  • Hvor rotter har adgang til begrænsede mængder af føde på mange forskellige steder (typisk for mange landbrugs- og hobby ejendomme)
    • Her udlægges giften i mindre portioner, men på et stort antal steder. Der suppleres efter behov og fortsættes indtil der ikke længere ædes af giften og at der ikke er yderligere tegn på rotteaktivitet.


Efter den sidste giftudlægning, skal der ALTID gennemføres en indsamling af ikke fortæret gift. Al gift skal bortskaffes som farligt affald via kommunens ordning.