Intervaludlægning

Intervaludlægning er en metode, hvor der udlægges små mængder af gift mange steder med et fast tidsinterval. Intervaludlægning foretages bedst med de stærkeste gifte brodifacoum, flocoumafen og difethialon. Deres giftighed gør, at de ved blot et enkelt indtag kan slå rotten eller musen ihjel.

Rotter og mus æder som regel kun ganske lidt, når de første gang bliver præsenteret for et nyt foder. Derfor vil det med produkter baseret på de andre aktivstoffer betyde, at rotten og musen ofte skal æde af giften flere gange for at få en dødelig dosis, men med brodifacoum, flocoumafen og difethialon vil et enkelt indtag være tilstrækkeligt til, at rotten eller musen har fået en dødelig dosis.

Da antikoagulanter, uanset hvilket aktivstof, først virker efter fire til seks dage, vil en rotte eller mus kunne nå at æde flere gange af giften, inden den får det dårligt og dør. Så hvis man bliver ved med at fylde op med gift efter ganske få dage, så kan man risikere, at det er de samme rotter og mus, som får adgang til giften og dermed kan indtage mange gange dødelige doser af giften.

Ved at udlægge små depoter med de stærkest aktivstoffer vil der kun være gift nok til én eller måske to dage (afhængig af størrelsen af bestanden). Ved at vente syv til 14 dage mellem udlægningerne opnår man, at de rotter og mus, som åd af giften den første dag, er døde inden næste giftudlægning. Minimum syv dages intervaller sikrer, at vi ikke får akkumuleret store giftmængder i de enkelte gnavere, og dermed nedsætter vi risikoen for sekundær forgiftning af rovfugle og rovdyr.

Med små portioner i intervaludlægningen skal der her forstås enheder af for eksempel 15-50 gram af det giftige produkt. De nøjagtige udlægningsmøngder fremgår af etiketten på det enkelte produkt.